Jeg har det svært med nytårsaften

Lørdag, 3. december 2022
Af Puk Elgård. Foto: Colourbox.
Læseren har det svært med nytårsaften, men er blevet inviteret til sin venindes runde fødselsdagsfest nytårsaften. Skal læseren deltage i venindens fødselsdagsfest?
nytår

 

Jeg læser lige et interview med dig i et blad, at du ikke kan lide nytårsaften. Det blev jeg meget glad for at læse, for jeg har det på samme måde.

Nu er mit spørgsmål så, om jeg kan tillade mig at melde afbud til min venindes fest.

Hun har rund fødselsdag nytårsaften, invitationerne har været ude et stykke tid, og jeg har haft uro lige siden. Aftenen skal forløbe som nytårsaftner nu engang gør med dronningens tale og fyrværkeri kl. 24, men det er jo en særlig aften for min veninde.

Jeg tænker meget på det, for jeg har altså ikke lyst til at deltage.

Der er noget ved nytårsaftner, jeg ikke kan overskue. Jeg bliver også melankolsk, og det duer ikke, når hun fylder 50.

Jeg er i syv sind.

Søs

Kære Søs

Ja, i interviewet i Alt for damerne afslørede jeg, at jeg ikke er fan af den aften, fordi der er så mange ting, man skal, og aftenen er så lang, men denne her nytårsaften skal du jo til fødselsdag.

Og det er en anden sag. Det skal du bare sige til dig selv. Du skal fejre din veninde og tænke på det som enhver anden fødselsdag.

Jeg synes virkelig ikke, du skal blive hjemme. Det kan være, at du går hjem før kl. 24, det er ok, men du må derhen og deltage på den runde dag.

Flyt dit fokus: Du skal til rund fødselsdag hos din gode veninde. Tilfældigvis holder dronningen tale samme aften, og der er lidt flere raketter end normalt.

Folk har muligvis også skøre hatte på og meget flot tøj, men det er bare en fødselsdag.

Afsted med dig. Jeg håber, du får en dejlig aften.

Mange hilsner fra Puk