Kære Puk
Hun fylder børnene med slik
I Familie Journal nr. 11 skriver du igen om mobiler. Fra mit vindue til legepladsen ser jeg alt det, du skriver om.
Mobilen er åbenbart nummer ét frem for et barn, der trækker i mors tøj med gråd i stemmen.
Min mave krymper sig sammen.
Jeg har ikke selv mobil, måske jeg en dag tvinges dertil.
Det, jeg har oplevet, er, at når jeg er ude med rollator, bliver jeg skubbet til af en, der har næsen i mobilen – vedkommende bliver forskrækket, og det synes jeg er i orden, falder jeg, skal jeg hjælpes op.
Så jeg vil spørge: Føler folk sig nøgne, hvis de ikke hele tiden har mobilen i hånden?
Læs også: Kvinde til Puk: Jeg føler mig som den sure dame i familien
Jeg har altid selv leget og spillet med børn, og det har været hyggeligt.
Mobilen ødelægger familielivet. Vi har så mange gratis glæder, som børn kan få en oplevelse af, og som giver en god nattesøvn.
Tak for dig, Puk.
F.
Læs også: Læser til Puk: Hunde reagerer også på mobiltelefoner
Åh for pokker. Mit hjerte knuses, når jeg læser dit brev. Den skide mobil. Ja, undskyld. Men hvad skal vi dog gøre?
Du indleder med at berette, at jeg IGEN skriver om mobiler, og måske er det svaret. Vi bliver nødt til at minde hinanden om at lægge den fra os.
Læs også: Brev til Puk Elgård: En svada om misbrug af mobiler
Hele det smartphone-halløj er designet meget grundigt til at tage vores opmærksomhed, og det er så dygtigt gjort, at vi hopper lige i med begge ben. Jeg kigger selv alt for meget på mobilen.
Forleden var vi ude at spise for at fejre, at vores søn Robin var blevet nyslået student, og det er ekstremt pinligt at indrømme, men Lothar og jeg var faktisk dem, der først faldt i med mobilen, mens de unge mennesker lod den ligge. Så måske er der håb for den næste generation?
Læs også: Brev til Puk: Mobilen giver mig ro i det offentlige rum
Hvor er jeg glad for, at du har sendt dette brev, og lad det være en reminder om, at vi alle skal tvinge vores opmærksomhed væk fra den lille udspekulerede tidsrøver.
De bedste hilsner fra Puk
Læs også: Puks brevkasse: Bedste forstår ikke de unge mennesker