Min datter har droppet mig

Jeg vil rigtigt gerne have din hjælp til mit problem:

Jeg er fraskilt, og min datter har hele tiden boet hos moderen, mens jeg, trods en afstand på 150 kilometer, har haft og har overholdt vores samvær frem til januar i år, hvor vores datter blev 18 år. Af andre årsager flyttede jeg for et år siden til den by, hvor min datter og hendes mor hele tiden har boet, og op til flytningen har datteren været klar over og glad for, at jeg kom nærmere, og vi har også været sammen her.

Men nu er der kommet skår i den glæde, da vores datter er blevet 18 år, og på grund af det har hun nu meldt ud til mig, at jeg skal holde mig væk. Og jeg aner simpelt hen ikke hvorfor. Jeg har prøvet at kontakte både hende og hendes mor pr. brev i håbet om at få en respons. Men forgæves.

Jeg respekterer hendes udmelding, men kan ikke forstå hvorfor, og jeg vil rigtigt gerne vide det for at forstå eller prøve på det.

Kan det virkelig være rigtigt, at jeg bare SKAL holde mig væk fra hende og ikke vide noget som helst om hende, eller hvis der sker noget med hende. Eller med mig, for den sags skyld, da hun godt ved, at jeg har ”noget at slås med”.

Din underskrift ”Den anden ende” er meget sigende. Du føler dig afkoblet og langt væk.

Jeg tror, forklaringen på din datters afstand måske ligger i din allersidste sætning, hvor du fortæller, du har ”noget at slås med”. Du skriver ikke, hvad det er, men jeg tolker det, som at du har nogle udfordringer. Har de udfordringer måske også fyldt meget for din datter gennem jeres forhold og hendes opvækst? Er det, du har at slås med, noget, du arbejder med nu? Prøver du at ændre det og få styr på det? Somme tider kan det være sådan, at børn har brug for lidt afstand.

Mine forældres problemer og udfordringer fyldte rigtig meget, da jeg var barn og ung, og da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg også brug for luft og for at finde mine egne ben.

Giv hende lidt tid. Måske har hun brug for at afgrænse sig og få ro på. I mellemtiden må du se, hvad du kan gøre for dig selv, så det, du har at slås med, bliver til at leve med. Se, om du kan finde ro i dig selv og arbejde med dig selv, og lad din datter gøre det samme.

Skriv eventuelt til hende, at du accepterer, at hun har brug for luft, og at du altid er der, og at du vil forsøge at række ud igen om noget tid.

Det tror jeg faktisk er det bedste, du kan gøre. Vi har brug for tid til at bearbejde livet, og det hjælper ikke altid at presse på. Nogle gange er det helt okay at trække sig lidt.