Min demente mand og jeg blev ikke inviteret

Allerførst tak for din dejlige brevkasse.

Jeg skriver til dig, for der er noget, jeg er ked af. Min mand fik konstateret frontallap demens for et år siden, og vi får hverdagen til at fungere.

Forleden fyldte vores gode ven gennem 50 år 80 år. Jeg regnede ikke med, at han holdt fødselsdag, da vi ikke havde hørt fra ham og konen.

På dagen kørte jeg hen til dem for at ønske til lykke med en god flaske vin og et kort med en hilsen fra min mand og mig. Nu kommer det svære, for alle vennerne undtagen os var jo inviteret.

Jeg blev så skuffet og ked af det. Jeg blev godt nok inviteret med ind, men nej tak, jeg ville bare hjem igen.

Hvad synes du? Er det venskab værd at bruge mere tid på? Jeg er jo nok klar over, at det skyldes, at min mand ikke er, som han plejer, men jeg er her da endnu, og selv om min mand helst vil være hjemme, har han ikke noget imod, at jeg tager afsted alene.

Det gør ondt det der. Av for den!

Desværre er der virkelig mange, der intet aner om demens, og derfor har din gode ven ikke vidst, hvad han skulle stille op, da han skulle invitere.

Han har ikke kunnet gennemskue, hvilke episoder og situationer det kunne afstedkomme, hvis din mand var med til fødselsdagen, og han har åbenbart heller ikke haft modet til at tale med dig om det.

Som jeg måske har omtalt ganske kort, har jeg lavet en programserie til DR, hvor jeg har tilbragt mange uger og måneder med mennesker med demens, og jeg har lært så meget.

Vi er nødt til at få den forfærdelige sygdom frem i lyset, så vi alle bedre kan hjælpe og navigere i de udfordringer, det giver for både pårørende og den sygdomsramte at få demens ind på livet.

Jeg kan godt forstå, du er såret. Jeg tror simpelthen, at din ven har handlet ud fra uvidenhed og ud fra en helt forkert hensyntagen. Han har ikke turdet sige, at han var bekymret for at få din mand med som gæst, og han har ikke følt, at han kunne tillade sig at invitere dig uden din mand.

Nu er det op til dig, om du vil oplyse ham og give ham muligheden for at forstå, eller om du vil droppe ham og lægge det i glemmebogen.

På en måde ville jeg ønske, at du fandt tålmodigheden og overskuddet til at tage snakken. Vi er nødt til at dele vores viden om demens og dele både de gode og de svære situationer. Det er kun på den måde, vi alle kan blive bedre til at takle det.