Min mand bad mig om at tage høje hæle på

Torsdag, 13. oktober 2016
Puk Elgård
Foto: Colourbox
En kvinde skriver til Puk, fordi hun er sur over, at hendes mand gerne vil se hende i højhælede sko.
feet of a woman with high heels on a pavement

 

Min mand og jeg har kendt hinanden i et par år nu. Vi er begge fraskilte, og vores børn er store, så vi har masser af tid til at nyde hinanden. Og det gør vi i fulde drag.

Vi rejser, og vi går ud og spiser. Vi hygger os i hinandens selskab.

Men forleden dukkede der et emne op, som skabte en noget mærkelig stemning.

Vi sad på en restaurant og spiste lækker mad. Ind kom en smuk kvinde med sin mand. Min mand kiggede efter hende, og jeg kunne ikke lade være med at kommentere det. Det var en flot kvinde i kjole og høje hæle.

Min mand indrømmede blankt, at han kiggede efter hende og sagde så til mig, at han virkelig godt kan lide kvinder i høje hæle.

Derefter spurgte han, om jeg ikke ville tage høje hæle på en gang imellem, når vi f.eks var ude at spise.

Jeg blev faktisk rasende indeni. Jeg var lige ved at losse ham over skinnebenet med mine flade konvolutter. For jeg kan ikke lide at gå i sko med hæle.

Så nu er spørgsmålet: Skal jeg virkelig efterkomme hans ønske?

Jeg synes sgu det er lidt sexistisk.

”Den flade sko”

 

Altså, jeg tilhører heller ikke den del af vores medsøstre, der gider at få ondt i fødderne en hel aften, bare for at få 7 centimeter længere ben.

Jeg kan lide klipklapper og cowboystøvler, så jeg kan sagtens følge dig – men jeg synes nu alligevel, at din mand skal have point for at udtrykke sine drømme.

Der er faktisk utrolig mange kvinder, der ser det som et projekt at klæde deres mænd på – så det, at din mand gerne vil påvirke dit skovalg, er ikke nødvendigvis sexistisk.

Hvis du ikke er vant til at gå i høje hæle, så vis ham, hvordan det ser ud, når du tager et par stiletter på. Jeg bevæger mig i hvert fald knap så elegant og hjemmevant i den slags sko som de kvinder, der bærer stiletter som en naturlig forlængelse af deres ben.

Når din mand har set dig vakle rundt, så håber jeg, at det udløser et godt grin, og at han derefter lade dig dumpe ned i dine flade konvolutter igen.

Lad være med at tage det så tungt. Han siger ikke, at han ikke kan lide dig, som du er, han har bare en fantasi, som han er modig nok til at udtrykke.

Kærlig hilsen Puk