Kære Puk
Hun fylder børnene med slik
Nu tillader jeg mig lige at skrive direkte til jer om et emne, der har optaget os alle flere gange her på siderne. Mobiltelefoner.
Jeg får mange breve om det emne, og forleden lavede jeg et interview i ”Go’ morgen Danmark” om mobiler og små børn, og derefter tænkte jeg, at jeg vil dele min nye viden med jer, da jeg ved, at vores mobilforbrug interesserer jer.
Læs også: Brev til Puk Elgård: En svada om misbrug af mobiler
Jeg havde en sundhedsplejerske og en mor i studiet, da det viser sig, at vores babyer er begyndt at reagere på forældrenes mobilforbrug. Der er simpelt hen for mange nybagte mødre og fædre, der sidder med mobilen fremme, når de ellers skulle sidde og skabe kontakt med deres små børn.
Selvfølgelig har forskerne været i gang rundtomkring i verden, og studier fra USA beretter, at børnene bliver hyperaktive, pirrelige, vrede, ulykkelige og utilfredse, når de ser op på en mor eller en far, der sidder med hovedet i mobilen.
Læs også: Brev til Puk Elgård: Mobilen giver mig roi det offentlige rum
Jeg så et forsøg fra Norge, hvor en mor lod sig filme, mens hun sad sammen med sin baby. Babyen sad i skråstol lige foran moren og pludrede og smilte, og de to havde god kontakt. Derefter afbrød moren bevidst (for forsøgets skyld) kontakten til sin baby og tog i stedet mobilen frem. I første omgang viftede babyen med armene. Det hjalp ikke. Så kom der lyd på. Det hjalp heller ikke, og til sidst hoppede den lille op og ned og vred sig og græd. Det var meget tydeligt, at barnet følte sig forladt, selv om moren sad blot 40 cm væk, men nærværet var forsvundet. Det gjorde ondt i maven at se det.
Sundhedsplejersken i studiet oplever det som et problem, mange har. Den telefon drager os alle. Den er designet til at tage vores opmærksomhed, men det kan altså have store konsekvenser for vores børn, for de lærer af at have øjenkontakt med forældrene. Vi skal værne om vores evne til nærvær. Den er dyrebar.
Læs også: En læser fortæller: Mobilen ændrede mit liv
Jeg er ikke selv nogen engel. Jeg sidder også af og til med hovedet i mobilen, når Robin, min søn på 18 år, taler til mig. Det er virkelig dumt, men forskellen er, at han kan prikke mig på skulderen og sige: ”Hallooooo!!!” Det kan de små babyer ikke. Sundhedsplejersken havde en god pointe. Hun sagde: ”Vi bør ikke have regler for, hvornår VI LÆGGER MOBILEN VÆK. Vi bør have regler for, hvornår VI TAGER DEN FREM.” Det er en god pointe, synes jeg, og det var den, jeg gerne ville dele med jer.
Kærlig hilsen Puk
Læs også: En læser fortæller: Mine børnebørn syntes, jeg var kedelig