Puks brevkasse: Min far var en fjern satellit

Jeg er årgang 1949, og den eneste føde, jeg er blevet tvunget til at indtage, er den daglige skefuld levertran, der fulgte min barndom – det var før, vitaminpiller kom på markedet. Jo, jeg blev også pånødet varm mælk med honning, når jeg var forkølet. Og måtte ellers gerne levne, men der blev ikke serveret andet, hvis vi børn ikke kunne eller ville spise det, der stod på bordet.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg føler mig ikke god nok til min far

I Familie Journal læser jeg af og til om folk, der klager over maden eller over, at gæsterne ikke vil spise det, der bliver serveret. Selv blev jeg pludselig syg af mad i 1988, da min far døde – vi havde mange uafklarede sager, som det nu var for sent at tage op.

Gennem min barndom var min far ansat i DR og var ofte på rejse for at kunne sende direkte tv. Han var en fjern satellit, der kredsede ude i rummet og af og til landede hos os jordboere med kritik og ironi over for mor og os tre piger. Vores elskede lillebror, efternøler, tog han sig godt af – men far var 36, da han kom ud, os piger fik han, da han var 20-23 år.

Læs også: Puks brevkasse: Jeg var ikke hos min far, da han døde

I 1988 blev jeg konstateret overfølsom over for gluten og mælk. Kartofler og andre madstykker kastede jeg op. Min mor følte det som et personligt angreb på hende, at jeg var nødt til at være selektiv med mad. Min da 15-årige datter måtte forklare og forsvare min ændrede kostsituation for min mor.

En livslang stram økonomi betyder i øvrigt, at der ikke er madspild i min husholdning.

Kærlig hilsen til dig, Puk. Det var godt at få dette ud.

Årgang 49

Læs også: Brev til Puk: Vi frygter, at de med deres livsstil ikke bliver så gamle

Kære Årgang 49

Jeg tror, der var mere i dit brev, det var godt at komme ud med. Er det rigtigt? Egentlig tror jeg, fortællingen om savnet af din far fylder mere end historien om mad. Det har været svært at se ham levere, sende direkte og være engageret væk fra familien og savne ham, mens det stod på. Jeg tror, mange kan genkende din historie. Mange børn ser deres forældre ”optræde” og føler samtidig et savn.

Jeg har selv tænkt meget over det i forhold til min karriere. Jeg savnede mine forældre, der rejste land og rige rundt med store shows. De var aldrig hjemme. Da jeg selv begyndte at rejse med mit arbejde, satte jeg heldigvis foden ned ret hurtigt, da jeg opdagede, at jeg var ved at gentage det dårlige mønster. Jeg ville ikke have, at Robin skulle se mig drøne rundt i udlandet og føle sig efterladt derhjemme. Det kostede en del jobs.

Læs også: Brev til Puk: Jeg er så skuffet over min mor

Din far har måske ikke vidst, at han manglede derhjemme? Han var ung, da han fik jer, og der er man måske meget fokuseret på sin karriere. Jeg ved ikke, hvad din far lavede på DR, men jeg ved, at det miljø er tidskrævende og opslugende, så han er sikkert blevet suget ind i den journalistiske verden, og så er det stukket af med ham.

Med hensyn til maden, så hænger den måske sammen med fortællingen om din far? Hvis du orker, kunne du på egen hånd skrive lidt ned om din og din fars historie. Jeg tror, du har mange flere ord i dig, der kan beskrive jeres forhold. Du kan skrive et brev til ham. Kære far … og så sætte ord på alt det, der tynger dig. Savnet, tvivlen, forladtheden. Gør det. Det vil hjælpe. Så tager vi den med maden en anden dag. Alt det bedste til dig.

Knus fra Puk

Læs også: Puk Elgård om sin opvækst: Tavsheden var den værste