Puks brevkasse. Min søster valgte livet fra

For en måned siden tog min to år yngre søster sit eget liv.

Hendes seneste år har ikke været nemme. Hun måtte holde op med at arbejde for tre år siden og har kæmpet med depressioner. Hun har to døtre og blev skilt, da de var små. Den ældste datter, som har to børn, har kappet forbindelsen med sin mor. Den yngste datter så hun af og til. Men hun har i de senere år stødt mennesker, hun har kritiseret og skældt ud og haft nogle prioriteter, som var svære at forstå. Et par gange har hun mødt en mand, som hun har været helt opslugt af, og har lukket alt andet ude. Også sin familie. Jeg har altid holdt kontakten med hende, selv om min mand ikke kunne forstå, jeg orkede det.

Læs også: Brev til Puk: Jeg savner stadig min bror, der døde i 1995

Hun efterlod et brev, hvori hun skrev, at hun ikke magtede livet længere, og at hun ikke følte, hun blev respekteret af sine omgivelser. Begge døtre var med til hendes bisættelse, og jeg prøvede at få en samtale i gang. Den datter, der havde droppet forbindelsen til sin mor, sagde lige ud til mig, at hun i lang tid ikke havde haft brug for den del af familien. Altså heller ikke mig. Den anden datter vævede lidt rundt i, at vi kunne da godt drikke en kop kaffe en dag, men hun har efterfølgende ikke reageret på mine henvendelser.

Læs også: Brev til Puk: Skal jeg fortælle om mormorens selvmord?

Trods alt savner jeg min søster, og jeg savner nogle forklaringer. Vores forældre er døde, og min mand siger, jeg bare skal stoppe med at tænke på det og koncentrere mig om vores egen dejlige familie med børn og børnebørn.

Puk, du kan ikke løse det her for mig, men du kan måske komme med et forslag til, hvordan jeg kommer videre.

Søster

Læs også: Kvinde til Puk: Også blomster til begravelsen?

Kære Søster

Det er så svært med breve om selvmord. Jeg vælger at tage dit brev med alligevel, fordi det er en virkelighed, mange står med. Dels hvor man mister en kær, som vælger at tage sit eget liv, dels for nogen, der bare ikke vil være i livet, som føles ubærligt.

Jeg vil derfor begynde med en appel til de mennesker, der går med overvejelser om selvmord: Der ER hjælp at finde. Der ER steder, man kan søge rådgivning. Jeg er af og til i kontakt med Livslinien for at høre, hvordan jeg skal rådgive jer, og der sidder meget kompetente rådgivere, der tager telefonen og besvarer mails, når nogen henvender sig med selvmordstanker. De rådgivere ved præcis, hvordan man kan tackle de tunge tanker, og de er ikke bange for at gå ind i den svære dialog. Nummeret er 70 20 12 01, og chatten findes på livslinien.dk.

Og så tilbage til dit brev. Det er klart, du har mange spørgsmål og en kæmpe sorg. Jeg tror, din mand mener det godt, når han siger, du skal fokusere på det gode, men dit sår er alt for åbent og nyt, og din sorg og dit savn er for voldsomt til, at du kan forlade det allerede nu.

Læs også: Puks brevkasse: Kan jeg gøre noget for at genoprette kontakten?

Hvis ikke nogen fra din familie vil gå gennem sorgen med dig, må du gøre det selv. I første omgang synes jeg dog, du skal række ud efter din søsters døtre endnu en gang og se, om ikke I kan få talt sammen. Mon ikke de også sidder med en masse spørgsmål? Det ser ud til, at I alle har haft et kompliceret forhold til din søster, og de følelser skal der være plads til.

Det gælder heller ikke om at fordele ansvar eller skyld. Din søster traf et valg, og det kan I ikke lave om på. Nu skal I lære at leve med hendes beslutning. Selvmord efterlader ofte de pårørende med en skyldfølelse, der kan være svær at tackle. Hvad overså man, hvad kunne man have gjort? Men det er ikke altid, det hænger sådan sammen.

Læs også: Puks brevkasse: Jeg var ikke hos min far, da han døde

Du kan som efterladt også få rådgivning hos Livslinien. Og kan du ikke få dine niecer til at tale med dig, synes jeg, du skal prøve det gode gamle råd med at skrive et brev til din søster. Det hjælper faktisk. Fortæl hende om dit savn og om de minder, du har fra jeres barndom. Stil hende de spørgsmål, du går rundt med. Skriv fra et åbent og sårbart hjerte, og tag eventuelt hen og læs det for hende, hvor hun ligger begravet. Eller gem brevet, og tænd et lys for hende. På den måde får du lavet dit eget lille ritual og sat ord på den sorg, der tynger dig.

Du må bede din mand om at være tålmodig. Du har brug for tid. Ingen kan sige, hvor lang tid du skal have for at kunne lande chokket og din søsters død, men man kan ikke skynde sig med den slags, og du skal have lov til at bearbejde.

Mange varme hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Tilgiv og kom videre