Puks brevkasse: Min syge mand synes, jeg er en møgkælling

Min mand er syg af kræft og andet og synes, jeg er en satans møgkælling, og at han kan alt selv. Men, men! Han vil have mig til at lave mad, vaske tøj, gøre huset rent og købe ind. Er det at kunne selv?

Han gør kun det, der passer ham, og når det passer ham. Jeg må godt lige passe mit arbejde, som han gerne vil blande sig i, desværre. Jeg har bedt ham lade være, men det skal han nok bestemme, siger han.

Er vi til fest eller andet, er han altid pigernes ven. Jeg ville ønske, de vidste, hvordan han er derhjemme. Det er altid mig, der er dum og ingenting kan.

Læs også: Nedslidt kvinde til Puk Elgård: Gift med en egoist

Jeg prøver at holde sammen på det, vi har, men man kan godt se på mig, at jeg ikke mere er den glade pige. Det er svært for min mand, det er jeg klar over, men det kan ikke være rigtigt, at man aldrig ved, hvornår han bliver opfarende og rasende. Jeg ville ønske, han havde taget mod hjælp fra en psykolog, da sygehuset tilbød det.

Han vil vide, hvem jeg taler med uden for hjemmet og på telefon. Han har slettet ca. 10 kontakter på min telefon, så nu må de ringe til min mand, hvis de vil mig noget. Han har gjort det sådan, at de ikke kan ringe til mig. Jeg ved godt, det er til hans fordel, men jeg magter ikke at blive kaldt en masse dumt, fordi jeg taler med nogen.

Den skræmte

Læs også: Brev til Puk Elgård: Mormor er altid den foretrukne

Kære Den skræmte.

Har din mand altid været sådan? Altså også før han blev syg?

De forhold, du lever under, er ikke værdige. Har du spurgt dig selv, hvorfor du accepterer det? Hvorfor sætter du ikke grænser? Ved du det?

Svaret på, hvorfor andre behandler os, som de gør, skal vi også finde i os selv. Har dit liv altid været fyldt med mennesker, der har nedgjort dig? Er du før blevet manipuleret og skubbet rundt? Måske har du fået et syn på dig selv som en, der ikke er bedre værd? Det må du lave om på. Ingen fortjener det, du oplever. Du er simpelthen nødt til at lære at sige stop.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Hun blev fyret og er nu vred på mig

Jeg vil anbefale dig at gå væk fra situationen, når din mand taler grimt til dig. Du siger til ham, at du ikke bryder dig om den tone, han byder dig, og så går du. Du skal ikke åbne for en diskussion. Du skal bare meddele, at du gerne vil tale med ham, hvis han vil tale venligt til dig, men du vil ikke deltage, hvis han hundser med dig.

Det kræver mod, men se, om du kan finde det i din sjæl. Du gør hverken din mand eller dig selv en tjeneste ved at lade det foregå. Han behandler dig som et barn og ikke en voksen kvinde. Vis ham, du er voksen. Jeg er med på, at han er syg, men det retfærdiggør ikke, at han skal være hård ved dig.

Intet vil ændre sig i løbet af en nat. Du bliver måske nødt til at forlade en samtale mange gange, før han forstår, at du mener det alvorligt. Find dit mod frem. Det vil gavne både dig selv og din mand på sigt.

Stort kram fra Puk

Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg er ikke på talefod med min fars kæreste