Kære Puk
Hun fylder børnene med slik
Vores datter er lige kommet ud af et forhold til en mand, som hun har været sammen med i tre år og fik en lille dreng med. Men hendes far og jeg er glade for, at hun er ude af det forhold, for det var bestemt ikke godt for hende.
Han havde travlt med at gå i byen og til fodbold og meget andet, og de brugte virkelig mange penge. Han var til sidst også voldelig over for hende, og derfor afsluttede hun forholdet.
Læs også: Puks brevkasse: Skal vi hjælpe vores datter, som har taget kviklån?
Men nu står hun tilbage med megen gæld. Han stod i RKI, så der blev optaget adskillige dyre kviklån i hendes navn. Hun har svært ved at betale, og nu er hun også blevet registreret i RKI.
Min mand og jeg har økonomi til at hjælpe hende ud af de værste lån, så hun også kan få den registrering slettet. Men min mand vil ikke være med til det. Han siger, at hun selv har rodet sig ud i det, så nu skal hun mærke, hvordan det er at være så dum.
Læs også: Brev til Puk: Hans rudekuverter står uåbnede
Sandheden er, at det ikke kun var hendes partner, der var slem til at bruge penge. De tog også lån til nye møbler til deres lejlighed og til den fineste barnevogn og diverse udstyr. Hun siger selv, at hun godt ved, det var frygtelig dumt af hende, men det er jo for sent nu.
Jeg har overvejet at tage et lån uden min mands viden for at hjælpe vores datter. Er det en god idé, eller hvad kan du foreslå?
En ulykkelig mor
Læs også: Puks brevkasse: Hans økonomi bekymrer mig voldsomt
Nej! Du skal absolut ikke optage et lån for at betale din datters gæld. Det må du virkelig ikke gøre.
Jeg synes, du skal tale med din mand om, hvordan I kan rådgive jeres datter bedst. I kan tage et møde med en uvildig økonomisk rådgiver, og så kan I lægge en plan for, hvordan jeres datter bliver gældfri.
Læs også: Brev til Puk: Svigerdatteren er blevet så grådig
Selvfølgelig skal hun have noget støtte, og hun skal have en plan at følge, men hun skal selv være med til at udarbejde vejen ud af gælden.
Få sat et møde op med banken eller en rådgiver, og sæt så snuden i sporet. Der er mange (alt for mange), der sidder i den suppedas, men der er heldigvis også mange, der formår at vende bøtten og arbejde sig ud af den dårlige økonomi. Held og lykke.
Bedste hilsner fra Puk