Puks brevkasse: Tanker ved en skilsmisse

Lørdag, 1. maj 2021
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
"Det er så underligt, at jeg godt kan skrive, når jeg er ked af det. Og det kan være, der er læsere, som næsten kan nikke genkendende til versene, som jeg har fundet ud af kan synges på ”Hvor kan I dog gruble og græde”."

Her i aften har jeg tømt lidt ud af de skrevne ting og fandt nogle vers, som jeg skrev til min mand, da jeg gik fra ham. Jeg ved ikke, om du ”gør” i vers, men jeg forsøger.

Læs også: Dejligt digt til Puk fra stor fan

Du gav mig så hurtigt dit hjerte,

skønt døren til mit var stængt i.

Du nemmede aldrig den smerte,

jeg havde oplagret deri.

Jeg lærte dig aldrig at kende,

du lukkede dig ind i dig selv.

Hvad jeg så som vigtige emner,

du undgik behændigt og nemt.

Læs også: Puks brevkasse: Stadig sårbar efter ægteskab med en narcissist

Jeg beder min Gud lad mig lære

at tolke dit hjertes behov.

Lad fred og fordragelighed være

vor fremtids nødvendighedslov.

Mig

Læs også: Puks brevkasse: Hvor er veninderne nu, hvor jeg har brug for dem?

Kære Mig

Der er skam plads til alt muligt i min brevkasse, også et digt i ny og næ. Der var dobbelt så mange vers, men jeg plukkede de tre her.

Jeg synes, du har en god og brugbar pointe i dit brev. For det giver så god mening at skrive, digte, male og skabe, når man er ramt af sorg. Det er helende at finde en måde at udtrykke sig på. Tænk bare på alle de sange, vi lytter til. Mange af de største hits er skrevet med et blødende hjerte. Jeg skriver meget selv, når jeg skal have bearbejdet noget. Så jeg takker for det fine digt og din inspiration til at tage skrivekysen på. Og lige nu sidder jeg og synger dit digt i mit køkken.

Mange hilsner fra Puk

Læs også: Kære Puk: Vi skal skilles - min mand er til mænd