Puks brevkasse: Vi er aldrig alene i sommerhuset

I efteråret 2018 mødte jeg en dejlig mand. Jeg er 50 år og har i nogle år været alene med mine to døtre, som nu er flyttet hjemmefra.

Han og jeg er flyttet sammen i min lejlighed, og vi har det rigtig godt sammen. Han har et pragtfuldt sommerhus, hvor vi tilbringer weekender og helligdage og nogle uger i ferien. Men efterhånden, som vi havde været der nogle gange i 2019, gik det op for mig, at der er meget familiesammenrend i det område.

​Læs også: Puks brevkasse: Orker ikke ferie med min svigerinde

Hans søster, to fætre, en onkel og hans forældre har hus i samme område, og det har de alle haft i mange år. Og der er altså tradition for, at man render sammen tidligt og sent. Så kigger det ene par forbi til en øl, så er der andre, der kommer til en kop kaffe. Forældrene, som er oppe i årene, skal have hjælp til haven og maling og meget andet, og der går faktisk ikke én dag, hvor vi er alene i huset.

Min kæreste er meget uforstående over for, at det irriterer mig, for sådan har det jo altid været – også før han blev skilt fra sin tidligere kone. Og hvis han og jeg er ude og gå eller cykle en tur, så synes han da lige, vi skal kigge ind hos nogle af de andre.

​Læs også: Puks brevkasse: Min familie vil have mig med i sommerhus, men...

”Jamen hvad synes du, vi skal gøre? Hvis der er nogen, der kommer forbi, skal vi så bede dem gå igen?” siger han. Jeg har en travl hverdag og har virkelig brug for at slappe af, når jeg har fri. Og det er da hyggeligt at se de folk, men ikke i det omfang. Har du en idé til, hvad jeg kan gøre?

Beate

Læs også: Puks brevkasse: Hvordan får jeg mit frirum tilbage?

Kære Beate

Den introverte møder den ekstroverte. I er forskellige, og I må finde en mellemvej.

Hvordan var han, da I mødtes? Kunne du ikke se, han er en mand, der er meget social? Jeg tænker på, om det er kommet bag på dig, at han kan lide at have mennesker omkring sig? Måske var det endda et træk hos ham, du fandt tiltrækkende?

​Læs også: Brev til Puk Elgård: Det er bare ikke mig at være campist

I må tale om det. Du må prøve at forklare ham, at I er forskellige, og så må du definere dit eget behov for enerum. Men jeg tror ikke, du skal regne med, at du får en glad mand, hvis du skælder ham ud for at omgås andre mennesker. Det er hans natur, men han skal selvfølgelig lære at imødekomme dine behov.

I stedet for at fortælle ham, hvad du ikke kan lide, så fortæl ham, hvad der vil gøre dig glad. Det hele afhænger altid af måden, man præsenterer tingene på. I stedet for at sige ”jeg er virkelig træt af det uendelige renderi af mennesker”, kan du sige ”jeg elsker dig og nyder, at vi to har noget alenetid. Kan vi planlægge en dag, hvor det bare er dig og mig?”.

​Læs også: Brev til Puk Elgård: Har ikke lyst til primitiv ferie i Sverige

Og så skal I have på det rene, at du ikke altid behøver at deltage, når der kommer gæster, eller når han lige vil lave en afstikker på cykel. Hvis han gerne vil cykle forbi nogen, så skal det være okay, at du kører hjem.

Den snak skal I have. I bliver aldrig ens. Jeres grundbegreber er forskellige, og det skal I kunne rumme, hvis I skal have et godt liv sammen. I må i arbejdstøjet og få talt det igennem.

Kærlig hilsen Puk

​Læs også: Puks brevkasse: Vi skændes om at se fjernsyn