Svigermor ønsker bryllup i en kirke - jeg gør ikke

Torsdag, 11. maj 2017
Af Puk Elgård Illustration: Louise Heine
Skal kvinden, der her har skrevet til Puk, virkelig lade sig døbe for at please sin svigermor, der slet ikke kan klare tanken om et bryllup på rådhuset?
En kvinde der står og tænker.

Kære Puk

Min kæreste og jeg har været sammen i to år nu. Jeg er rigtig glad for ham. Vi kommer fra to meget forskellige familier, og det er det, der nu er problemet.

Min familie er meget hippieagtig, og hans er meget traditionel. Nu vil vi gerne giftes. Jeg er ikke døbt, heller ikke konfirmeret og føler heller ikke for et kirkebryllup. Hans familie kan overhovedet ikke klare tanken om et rådhusbryllup. Især ikke hans mor. Hun er ved at få en blodstyrtning.

Min kæreste vil meget gerne please sin mor, og nu spørger han mig, om jeg kan blive døbt, så vi kan blive gift i en kirke. Jeg tror ikke på Gud, har aldrig gjort det og kommer heller ikke til det. Jeg føler, det er gammeldags og hyklerisk, og at det ikke ville være rigtigt af mig at lade kirken danne rammen om mit bryllup. Min kæreste er ikke så stejl på konceptet. Han beder mig egentlig kun om det for at gøre sin mor glad.

Han tror heller ikke på Gud. Hvad synes du, Puk, skal jeg bare lukke øjnene og lade mig gifte i en kirke, så der er ro i familien, eller skal jeg holde på mit?

Det skal lige siges, at min svigermor er meget dramatisk. Hun kan skabe virkelig dårlig stemning, hvis noget går hende imod. Det er jo heller ikke rart at begynde et ægteskab på den måde.

Græsrodsbarnet 

Kære Græsrodsbarnet

Vi skal lige begynde med at slå fast, at det er din mand, du skal giftes med, og ikke din svigermor.

Jeg synes ikke, du skal lade dig døbe eller blive kirkeligt viet, hvis det er dig så meget imod. I forvejen er der rigeligt med mennesker, der lader sig døbe, konfirmere og gifte uden at have noget som helst forhold til Gud. Hvorfor?

Er ægteskabet mere værd, hvis det er beseglet under kirkens tag? Næppe. Det løfte, man giver hinanden, er det vigtige. Hvis folk er troende, og religionen har en plads i deres liv, så giver det virkelig mening at blive viet med Gud som vidne, men hvis det er dig direkte imod, så skal du ikke gøre det. Religion er en personlig sag.

Svigermor må acceptere dig, som du er. Hendes søn har valgt dig, og han må stå på mål for din holdning og berolige sin mor. Indstil dig på en dramatisk svigermor.

Det bliver ikke sidste gang, hun ruller kanonerne ud. Læg en taktik for, hvordan du vil leve med det.

Jeg håber, I får et skønt bryllup − og tillykke med kærligheden.

Kærlig hilsen Puk