Mit liv har altid været en kamp, jeg har bl.a. været syv år i et fysisk, psykisk og seksuelt voldeligt forhold. Men det har så gjort mig stærkere i dag. Som barn var jeg stille og indelukket og havde ikke et tæt forhold til min mor, som drak.
Jeg har aldrig været god til at sige fra, og for to år siden blev min mor og søster uvenner. Men jeg tog min mor ind, det var hårdt, for hun græd hele tiden og opførte sig underligt.
En dag, jeg kom hjem, var hun f.eks. i gang med at flytte rundt på mine ting i køkkenet, med den begrundelse at hun havde flere års erfaring i et køkken end jeg.
Hun flyttede også en masse kasser fra mit soveværelse, som hun sov i, ind i mit ekstra værelse. Hun havde smidt det ind, og meget er ødelagt. Men jeg har valgt bare at sluge sådanne kameler.
Da min mor så fik en lejlighed, endte jeg med at flytte hendes ting alene, fordi hun ikke havde kræfter til at bære. Vil tilføje, at jeg er opereret i skulderen og tre gange i knæet.
Efterfølgende forventer hun, at jeg kører for hende flere gange om ugen – uden at betale til brændstof. De få gange, jeg har sagt nej, er hun blevet sur. Og hvis jeg ikke ringer til hende i f.eks. to-tre dage, ringer hun tudende til min mormor.
Jeg er nu flyttet, hvilket er rigtig godt, for jeg er ved at blive glad igen, har mere overskud til mig selv og livet igen. Jeg var helt drænet af at bo på min sofa og havde ingen energi til f.eks. at gøre rent, så mit hjem var blevet ulækkert, selv om jeg ellers altid har boet pænt.
Nu siger min mormor så, at jeg har svigtet min mor, og det gør mig virkelig sur, for min mor er min mor, og jeg skal ikke være forældre for mine forældre.
Min mor er begyndt at drikke igen, men ingen tror på mig. Men jeg har set hende fuld flere gange, inden jeg flyttede, og har kunne lugte det, for jeg drikker ikke selv.
Er det virkelig så egoistisk af mig at tænke på mig selv? Og for første gang nogensinde passe på mig selv?
Datteren
Det er jo det letteste for din mormor at sige, at DU har svigtet din mor, for så slipper hun selv for at gøre noget.
Jeg synes, du skal være stolt af at tage ansvar for dig selv. Du har ikke haft et let liv, men står stadig på benene, hvilket er meget imponerende.
Når man er pårørende til en misbruger, bliver man ofte meget dårlig til at mærke sine egne grænser, og til sidst kan man ikke mærke sig selv. Nu har du fundet en grænse. Det skal du holde fast i.
Du skriver, at du har været i et voldeligt forhold, og jeg håber, at det betyder, at du ikke er det længere, og derfor nu har erfaring med at sige fra. Du er stærk.
Det kan godt være, du har været udfordret i forhold til at sige fra, men du har gjort det, og nu gør du det igen. Du kan mærke lettelsen ved ikke at have en person, der dominerer dit liv. Hold fast i det, min ven.
Du må gerne være glad. Du må gerne føle dig fri. Det betyder ikke, at du svigter eller lever forkert, hvis du ikke føler smerte og tyngde. Du må give ansvaret for din mors liv tilbage til hende selv.
Du kan være støttende og lyttende, men hvis din mor drikker igen (og det gør hun nok, hvis du fornemmer det, for man får en meget veludviklet intuition, når man vokser op med alkohol), så er det hende, der skal tage en beslutning om at stoppe og tage ansvar.
Det er ikke sikkert, hun kan. Og derfor er du nødt til at lægge en plan for, hvor meget du vil leve med.
Hvis hun er fuld og skælder dig ud eller på anden måde træder over dine grænser, må du sige fra og fortælle hende, at du først vil snakke med hende, når hun er ædru.
Jeg tror, du er ret velbevandret i alle de dynamikker, og du ved, hvad der skal til. Men du har brug for at høre, om det er okay at leve et liv, hvor du passer på dig selv, og hvor du føler frihed, selv om mennesker omkring dig prøver at hive dig tilbage.
Det er SÅ MEGET OKAY at tage hensyn til sig selv. Det er så meget okay at blive stærkere og ville videre.
Klø på. Du kan stadig være der for din familie, men du har lov til at sætte rammerne.
Held og lykke.
Varme hilsner fra Puk