Vi bliver taget for givet

Jeg har behov for et råd. Det drejer sig om, hvor meget man kan tillade sig ”at kræve”.

Sagen er, at min hustru og jeg tit passer min brors to børn på fire og to år. Vi elsker vores nevø og niece himmelhøjt, og da vi ikke selv kan få børn, er det meget vigtigt for os at have en kærlig relation til de to små.

Vi indbetaler også til en børneopsparing, som vi har oprettet. Min hustru er enebarn, og jeg har kun den ene bror, så der kommer ikke flere børn i familien.

Både min bror og hans hustru er ufaglærte, har skæve arbejdstider, herunder weekendarbejde, hvilket betyder, at vi fast passer de to små én weekend i måneden.

Sådan har det mere eller mindre været siden, den ældste kom til verden. Vi elsker det og ser altid frem til weekenderne med børnene, og det er mit indtryk, at børnene gør det samme, for vi hygger os, tager på ture og gør præcis, hvad de gerne vil.

Men vi undrer os over, hvordan det foregår, når vi har børnene. Der er f.eks. aldrig købt ind til frokost eller aftensmad, hvorfor vi selv er nødt til at finde på noget, når vi er der.

Min hustru og jeg tjener godt, og jeg er helt med på, at vi er ganske anderledes stillet, i og med at vi ikke har udgifter til børn heller.

Jeg har flere gange pointeret over for min bror og hans hustru, at det ville være dejligt, hvis de havde sørget for mad, så vi ikke står lørdag middag med to sultne børn og faktisk ikke har noget at give dem.

Jeg er blevet mødt med “jamen, I kan da bare selv handle”, og jeg tror ikke, det er blevet taget ind, når jeg har sagt noget, for der sker ingenting.

Når vi ankommer fredag eftermiddag/aften virker det altid, som om det er en overraskelse, at vi skal have noget at spise, så det ender med take-away, hvor vi selv betaler vores mad. Det er vel fair nok.

Men min hustru og jeg kan ikke slippe den med, at vi bruger to timers kørsel (hver vej), når vi skal passe børnene, og også ender med at stå med udgifter til mad både lørdag og søndag.

Derudover er det mere reglen end undtagelsen, at hverken min bror eller svigerinde kommer hjem til aftensmad lørdag, fordi de så enten skal noget spontant eller noget hver for sig, som de hævder, de havde glemt, de skulle. Vi har intet imod at være alene med børnene, men det understreger, at vi aktivt er nødt til at gøre noget, med mindre vi alle skal gå sultne i seng.

Jeg har ikke behov for, at tingene skal opgøres millimeterdemokratisk, men jeg synes alligevel ikke, at det er i orden, som det forholder sig.

Så jeg har behov for et råd: Er jeg/vi forkert på den, og bør vi lade det fare, fordi vi er bedre økonomisk stillet, eller skal jeg påtale det igen og understrege, at det er alvor?

Ingen mennesker kan lide at blive taget for givet, og jeg kan godt forstå, du er frustreret.

Jeg oplever ikke, det handler om hverken tid eller økonomi, når du beskriver situationen, men derimod anfægter du, at der er en forventning til dig og din hustru, som aldrig er blevet italesat eller værdsat, men bare taget for givet.

Du spørger indledningsvis, hvor meget man kan kræve, og mit svar er, at man som minimum skal have respekt og anerkendelse for de ting, man gør for andre.

I har nok desværre vænnet dem til, at I bare er til rådighed. Det har stået på længe, og jeg beundrer jeres store indsats. Det er virkelig prisværdigt og givende for både jer og børnene. Stor ros. Men I er nødt til at åbne munden.

Somme tider kommer vi til at ”opdrage” vores nærmeste til, at de bare kan tage for sig af vores resurser. At vi har uendelige kræfter, som de kan bruge af, og at vi ikke behøver noget til gengæld.

Det er det, jeg kalder en ”selvhenter”. Og tro mig. jeg ved. hvad jeg taler om. Jeg har gjort det så mange gange i mit eget liv og er endt med at føle mig udnyttet og ked af det.

Jeg er ret sikker på, at din bror og hans kone er meget lykkelige for jeres hjælp og omsorg. Jeg tror, de som mange andre hårdtarbejdende småbørnsforældre svømmer hundesvømning i en travl hverdag, og så tænker de ikke på andet end at overleve.

Sæt dig ned med din bror. I har en tæt relation. I er vokset op sammen. Fortæl ham, hvordan du har det.

Jeg kan se, du har prøvet, men det var en samtale, der tog udgangspunkt i det praktiske, nu må du tage udgangspunkt i jeres relation og tale ind i følelserne omkring at blive tage for givet på den måde.

I er brødre og skal behandle hinanden med respekt. Du respekterer ham og hans familie. Nu må han vise, han kan gøre det samme.

Fortæl ham, hvad det ville betyde for dig. Jeg er nemlig ikke sikker på, han ved det.