Tak for dine altid kloge og velovervejede svar. Nu står jeg med et problem og håber, du kan give mig et godt råd.
Vi har igen i år inviteret hele familien til vores døtres nu 14-års fødselsdag, det vil sige fætre, kusiner, vores søskende med børn og kone/mand, tanter, onkler − helt som vi plejer og også selv plejer at blive inviteret til. Men det vælter ind med afbud, det er snart mere reglen end undtagelsen, og det gør mig rigtig ked af det på både mine børns og egne vegne. Vores døtre føler sig fravalgt.
Jeg må lige tilføje, at de i forvejen har problemer med selvværd, selvtillid og trivsel i skolen, da de begge er ordblinde, og det er måske derfor, at jeg er ekstra sårbar på deres vegne. Det er der dog ved at blive taget hånd om, da de til september skal på julemærkehjem, og vi er meget opmærksomme på herhjemme at støtte dem i alt det, vi kan − i gode sunde vaner, samt at de sagtens kan få succes i livet på trods af ordblindhed.
Egentlig vil jeg bare gerne høre dit bud på, om vi fremover skal undlade at invitere hele familien og kun den nærmeste − bedsteforældre og vores søskende − og derved slippe for skuffelsen ved hvert afbud? Skal jeg konfrontere familien med min skuffelse?
Jeg er klar over, at vi alle kan have andre aftaler og må melde afbud, det er bare det samme hvert år! Derfor har jeg brug for et godt råd, så jeg kan slippe for hvert år ved denne tid at sidde med en klump i halsen, når jeg hører, hvor skuffede mine børn bliver. Vi deltager nærmest altid i de andres fødselsdage, og det har jeg egentlig ikke lyst til længere.
Hvad siger du til det?
En frustreret mor
Eller skulle jeg nærmere skrive: Kære ”Løvemor”, da du som så mange andre mødre gerne vil beskytte dine børn. Det vil vi jo, vi mødre, og vi ser helst ikke, at vores børn får skuffelser eller modgang. Men det får de, for sådan er livet. Vores børn får både knubs og modvind.
Jeg synes, du skal bruge alle dine kræfter på at ruste dem i stedet for at skærme dem. Tag en snak med dem om, hvordan man af og til kan føle sig fravalgt. Det sker for alle mennesker, og man skal ikke altid tage det personligt. Giv dine børn så mange redskaber, som du overhovedet kan, og min egen yndlingsmetode til at opdrage mine unger er at trække dramaet ud af tingene. Man giver børn en kæmpe gave, hvis ikke man kører tingene op i en spids, men lærer dem at tage livet oppefra og ned.
Dine børn er sårbare, men det virker, som om du har godt styr på det og får en masse kvalificeret hjælp. Det er supergodt! Det, de så har brug for fra og hos dig, er livsenergi, glæde, humor og gåpåmod. Derudover ville jeg nok skrue ned for forventningerne i forbindelse med fødselsdage. Hold nogle flotte, store fødselsdage, når det er noget særligt. 15 år måske. 18 år osv. De andre mellemliggende fødselsdage kan man sagtens fejre uden hele familien. Jeg er sikker på, at dine børn sagtens kan føle sig set og elsket, uden at hele familien er trommet sammen.
Med hensyn til, om du skal gå til alle fødselsdage i familien, så er mit svar, at du skal gå, fordi du har lyst, og ikke fordi du forventer noget igen. Jeg synes, det ofte er sådan, at hvis man giver noget ud for at få tilbage af sammen skuffe, så bliver man tit ærgerlig. Tag med, hvis det giver mening for dig, og nyd dagen uden at tænke på, at de andre skylder dig noget efter dit besøg.
Jeg ønsker dig held og lykke med dine piger. Deres ophold på julemærkehjemmet bliver garanteret en virkelig god oplevelse. De er fantastiske dér til at hjælpe børn og unge, og opholdet bliver noget, der kommer til at rykke dine piger i en positiv retning.
Du får en krammer. Og slap bare af i dit moderskab, du gør det garanteret allerede rigtig godt.
Kærlig hilsen Puk