Fem tip til at få den rette sagsbehandling

Tirsdag, 7. januar 2025
Bettina Post
Foto: Carles Rabada/Unsplash
Socialrådgiver Bettina Post har mange års erfaring med at hjælpe borgere, der har svært ved at finde ud af reglerne for offentlig støtte og hjælp. Læs hendes gode råd her.
Socialt set

Mine fem bedste råd

Mange af jer skriver til mig med spørgsmål, som handler om forskellige muligheder for hjælp og støtte, når enten fremskreden alder eller sygdom betyder, at evnerne for at klare sig selv er svækkede. Jeg har på fornemmelsen, at der er mange af jer, som hverken får den lovbestemte vejledning om alle mulighederne for at hjælpe eller får sagsbehandlet jeres ansøgninger korrekt. Og det er uacceptabelt. Derfor kommer her fem generelle tip om korrekt sagsbehandling, som måske kan hjælpe jer lidt på vej.

Tip nr. 1:

En mundtlig ansøgning er lige så god som en skriftlig. Hvis du ringer til kommunen for at spørge, om du kan være berettiget til en bestemt ydelse, er det fint, at sagsbehandleren vejleder om de generelle regler. Men hvis du ønsker at søge om det, du ringer om, har du ret til en konkret og individuel vurdering. Også selv om sagsbehandleren ikke umiddelbart tror, at du er i målgruppen. Sagsbehandleren må heller ikke forlange, at ansøgningen indsendes på skrift. Det er kun i forhold til ansøgning om hjælpemidler, at det er lovbestemt, at de skal indgives digitalt, og selv her skal kommunen modtage ansøgningen på anden vis, hvis du ikke kan finde ud af at udfylde et elektronisk ansøgningsskema. Hvis du ansøger mundtligt, er det altid en god ide at bede om en skriftlig kvittering, så du kan føle dig sikker på, at der går en sagsbehandling i gang.

Tip nr. 2:

Tjek sagsbehandlingsfristen. Kommunen har pligt til at behandle din ansøgning hurtigst muligt. Det skal stå på hjemmesiden, hvor lang sagsbehandlingstiden er for de forskellige typer af ansøgninger, men du kan også spørge sagsbehandleren, som helt sikkert ved det. Fristen gælder, fra du søger, til du får en afgørelse. Hvis kommunen ikke kan overholde fristen, skal de skrive til dig og oplyse dig om, hvornår du så får en afgørelse. Hvis ikke du får en afgørelse inden for den oplyste frist, skal du rykke for et svar.

Tip nr. 3:

En afgørelse skal altid indeholde en begrundelse, en henvisning til en paragraf i loven og en klagevejledning. Hvis du får fuldt ud medhold, kan du være lidt ligeglad med det, men hvis du får afslag, er det vigtigt. F.eks. kan kommunen ikke give dig afslag alene med henvisning til kvalitetsstandarden/serviceniveauet. Der skal altid være en konkret og individuel vurdering af nøjagtig dit behov, og der skal altid oplyses en lovhjemmel.

Tip nr. 4:

Klagefristen er fire uger, og den skal du overholde. Ellers kan kommunen afvise at behandle din klage og sende den direkte videre til Ankestyrelsen, som også vil afvise den, hvis den er indkommet for sent. Til gengæld er der ingen formkrav til en klage, så den kan du også indgive telefonisk til din sagsbehandler. Hvis du gør det, så bed om at få tilsendt en kvittering. Kommunen har fire uger til at genvurdere afgørelsen.

Tip nr. 5:

Det er altid en god idé at være venlig.

De bedste hilsner Bettina