Mit barnebarn vil ikke i skole

Vores ene datter er alene med to drenge på seks og ni. Hun og børnenes far gik fra hinanden for tre år siden i en forholdsvis fredelig skilsmisse – batterierne var blevet flade, og han faldt for en kollega. Helt klassisk.

Vi hjælper vores datter, så godt vi kan, men går begge på arbejde nogle år endnu. Datteren arbejder på kontor med ok arbejdstider, og hendes økonomi hænger sådan lige akkurat sammen – med boligtilskud, børnepenge og lidt hjælp fra os. Men vi har ikke for meget at give af, og desuden har vi et barn mere, en voksen datter, som endnu ikke har børn.

Drengene så ud til at tackle forældrenes opbrud nogenlunde, faren er flyttet til Fyn – vi bor i Haderslev, så kontakten til børnene er noget ustabil, men den eksisterer, og de har fælles forældremyndighed.

Den ældste har altid været lidt genert, sensitiv eller sart, måske, og skolen har ikke på noget tidspunkt været et hit – med larm, større drenge og flere krav. Men nu efter sommerferien har han næsten ikke været i skole. Så har han ondt i maven, er svimmel, ikke fået sovet, græder og raser. Han vil ikke derhen, og det er ved at drive min datter og faktisk også os til vanvid.

Vi forsøger – sammen med vores anden datter og farmor, som bor i nærheden – at mandsopdække den lille familie, men min datter kan snart ikke hænge sammen mere, og hun føler, at hendes eksistensgrundlag smuldrer.

Skolen, føler hun, er ikke til nogen stor hjælp, eller også forstår vi ikke helt, hvad det hele handler om. Men hvad vil der ske med drengen? Kan vores datter få hjælp (økonomisk) i denne situation – hun er bange for at blive fyret?

Stakkels lille fyr. Der er ingen tvivl om, at han har det svært, og det kan meget vel være, at den særlige følsomhed, han lader til at have fået i vuggegave, gør det ekstra udfordrende for ham, at hans trygge base forsvandt, da hans mor og far blev enige om at gå fra hinanden. Måske har han ”taget sig sammen” lige indtil sommerferien, men nu kan han ikke klare mere.

Hans reaktioner er både forståelige og helt klassiske, og situationen er uden tvivl en stor belastning både for ham og for resten af familien.

I har brug for hjælp. Og her kan skolen altså ikke bare forholde sig passivt, hvis det er det, der er tilfældet. Ligesom i mit svar til Christina (til højre på disse sider, red.), tænker jeg, at PPR skal inddrages, og at skolen skal på banen med sygeundervisning, så drengen kan leve op til undervisningspligten. Det kan enten foregå i et separat lokale på skolen nogle få timer om ugen eller derhjemme, hvis drengen slet ikke magter at komme i skolen.

Jeres datter har mulighed for at søge Familieafdelingen om at få dækket den løn, hun trækkes for, når hun er nødt til at blive hjemme for at være sammen med drengen. Det kaldes ”tabt arbejdsfortjeneste”. Betingelserne er, at drengens manglende skolegang skal skyldes en ”betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse”.

Din beskrivelse af drengen kan godt tyde på, at han har nogle iboende vanskeligheder af den slags, men det skal dokumenteres gennem en udredning hos en speciallæge med forstand på psykisk sygdom hos børn. Det er PPR, som kan henvise til sådan en udredning, hvis det findes relevant.

Umiddelbart lyder det, som om alle betingelser for bevilling af tabt arbejdsfortjeneste er opfyldt, men det er altså op til Familieafdelingen i kommunen, som jeres datter bør inddrage så hurtigt som muligt, da det tager nogle måneder at behandle sådan en ansøgning.