Ny forskning: Sådan forbedrer airfryeren både din mad og luftkvalitet

Mandag, 31. marts 2025
Af redaktionen
Foto: Colourbox
Forskning viser, at airfryeren mindsker luftforurening i hjemmet, hvilket gør den til et sundt valg, især for personer med astma. Læs mere om sundhedsfordelene her.
Airfryer er godt for luftkvaliteten
Airfryeren er en af de sundeste måder at tilberede mad på, hvis man kigger på luftkvalitet i hjemmet, viser nyt studie.

Airfryeren er blevet en fast del af mange danske husholdninger, og nu viser ny forskning, at den ikke kun gør det lettere at tilberede sundere måltider – den kan også forbedre luftkvaliteten i dit hjem. En vigtig opdagelse for både din madlavning og din sundhed, især hvis du lider af astma eller andre luftvejsproblemer.

I en undersøgelse offentliggjort i november 2024 i tidsskriftet Indoor Air, blev det undersøgt, hvordan forskellige madlavningsmetoder påvirker luftforureningen indendørs. Forskerne sammenlignede airfryeren med andre populære tilberedningsmetoder som at stege maden på en pande, friturestege eller koge den i en gryde.

Resultatet var tydeligt: airfryeren gav den mindste luftforurening.

Hvorfor er røg og damp fra mad skadeligt?

Når man snakker om luftkvalitet, vil de fleste tænke på luften udenfor, der bliver forurenet af bl.a. diesel og benzin. Men da vi bruger det meste af vores tid indendørs, er det også relevant at se nærmere på luften i vores hjem.

Her er madlavning den største årsag til dårlig luftkvalitet, og dette kan give irriterede luftveje og alvorlige helbredsproblemer som hjerte-kar-sygdomme og kræft.

Der er flere faktorer ved madlavning, der kan bidrage til luftforurening i hjemmet. For det første afhænger mængden af forurenende stoffer, der frigives i luften, af hvilken type madlavningsapparat du bruger.

Undersøgelser viser, at komfurer med gas frigiver langt flere skadelige partikler end elektriske komfurer. Det betyder dog ikke, at elektriske komfurer er helt uden risiko – ventilation er derfor altid vigtig for at minimere luftforurening.

Også måden, du tilbereder maden på, kan påvirke luftkvaliteten. Stegning og friturestegning frigiver store mængder skadelige partikler, da ingredienser opvarmes i olie eller fedt ved meget høje temperaturer.

Grill og bruning af kød er også metoder, der skaber store mængder luftforurening. Kogning og dampning er derimod sikrere alternativer og kan hjælpe med at forbedre luftkvaliteten.

Maden, du tilbereder, kan også have betydning for luftforureningen. Kødretter producerer flere partikler end grøntsager, især ved stegning. Kød med højt fedtindhold giver flere partikler end magert kød. Desuden kan brug af forskellige olier og krydderier frigive stoffer i luften.

Airfryeren skaber mindre luftforurening

I studiet fra Indoor Air undersøgte forskerne fem forskellige madlavningsmetoder: Stegning på pande, wok, friturestegning, kogning og airfrying.

Her var airfryeren den metode, der havde markant lavest koncentration af skadelige partikler i luften. Dette gør airfryeren til et ideelt valg for dem, der ønsker at forbedre både madens sundhedsværdi og luftkvaliteten i hjemmet.

Hvordan fungerer en airfryer?

En airfryer bruger varm luft til at tilberede mad, hvilket gør den til et sundt alternativ til traditionelle stegemetoder, hvor der bruges mere olie, end det er nødvendigt i airfryeren.

Airfryeren cirkulerer varm luft hurtigt omkring maden, hvilket gør det muligt at opnå en sprød overflade uden at bruge store mængder fedt. Det giver ikke kun sundere måltider, men også mindre røg og damp, der er dårligt for indeklimaet.

Derudover tilberedes maden i en lukket "skuffe", fremfor på fx en åben pande. Dette gør også, at mængden af røg og damp er minimal og derfor vil luftkvaliteten i køkkenet være bedre.

Kom godt i gang med airfryer

I årevis har vi klaret os fint i køkkenet med blus og ovn, så hvorfor købe en airfryer? Vi har spurgt kokken Claus Holm, der er flittig bruger af sin airfryer. Han giver sine 10 bedste tips og tricks til at komme igang med airfryer.

Her kan du læse, hvor stor din airfryer bør være, hvordan du nemt kan rengøre den og meget andet.

Kilder: health.com, Amarican Lung Association, epa.gov,