Anette Støvelbæk: Rollen i "Generationer" har udfordret mig

”Generationer”, hedder DR1’s nye søndagsserie, der forener familiedrama med krimi og en dosis mystik. 87-årige Martha (Ulla Henningsen) sætter handlingen i gang, da hun tilstår at have dræbt sin egen baby 70 år tidligere, og barnebarnet Rikke (Rikke Eberhardt Isen), der besidder særlige evner, bliver hendes forsvarsadvokat. Vi møder også Marthas andet barnebarn Anne-Sofie (Alice Bier Zandén) og datteren Tina (Anette Støvelbæk). Serien er skabt af Anna Emma Haudal.

Hvordan oplever du selv tv-serien ”Generationer”?

– Den er vidunderligt anderledes end noget andet, jeg har lavet. Jeg vil beskrive den som hverdagsdrama møder krimi møder Moder Jord. Naturen spiller nemlig en stor rolle og får seeren til at føle sig som en lille brik i universet. Som historien skrider frem, sidder man tilbage med den tanke, at vi mennesker er afhængige af naturen og omvendt. Men det er også en serie, der kræver noget af publikum. Den rummer lange passager, hvor der ikke siges meget, og hvor det er billederne og ansigtsudtrykkene, der taler.

Man kan vel også sige om din figur, Tina, at hendes ansigt taler!

– Ja, og det er faktisk lidt svært for mig at se på det. Jeg er selvfølgelig blevet sminket til at se ud, som jeg gør, men publikum ser en kvinde, der fremstår helt uden filter, og det er tydeligt, at hun har haft det hårdt både fysisk og psykisk. Jeg er vild med at blive udfordret, og jeg elsker uforfængelighed, men samtidig har jeg som alle andre en forfængelig side. Og jeg kunne knap genkende mig selv, da jeg første gang så resultatet. Tina er en person, der er bange for at lukke folk ind i sit liv. Derfor har hun isoleret sig som slusevagt ved Vesterhavet, hvor hun har naturen tæt på sig, og hvor der er højt til loftet. Siden jeg læste manuskriptet første gang, har jeg været glad for historien. Men under arbejdet med rollen har jeg også oplevet noget, jeg vist aldrig har prøvet før. Jeg har undervejs skullet sige nogle replikker, som var konstrueret så specielt, at jeg ikke helt forstod dem, da vi indspillede scenerne. Først da jeg efterfølgende så de færdige afsnit, gav det hele pludselig mening.

Du, din mand og jeres sønner er i samme fag. Hvordan føles det?

– Først og fremmest er der altid nogen at spille bold op ad. Det er et privilegium og en kæmpe gave at have en fælles interesse, kunne snakke skuespil på et højt, fagligt plan, hente råd hos hinanden og opleve kultur sammen. Vi elsker i øvrigt alle fire at lege, hvilket med sikkerhed også hænger tæt sammen med vores glæde ved skuespil.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Jeg var dybt imponeret over min gode kollega Sarah Boberg i Roberto Athaydes monolog ”Frk. Marguerite” på Teatret ved Sorte Hest. Vi har her at gøre med en tekststærk og -tung forestilling i et nøgent rum, og den rummer både uhygge og samfundskritik. Ikke desto mindre er det et indtryk af noget legende og charmerende, der står tilbage.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Her har jeg igen lyst nævne Teatret ved Sorte Hest og Sarah Boberg. Over to omgange i 2016 og 2023 har Sarah og jeg spillet en slags forskere, der gravede dybt i Naja Maria Aidts forfatterskab. Forestillingen hed ”Alting er noget”, og her skabte vi sammen med instruktøren Maria Vinterberg et rum for forståelse af ord og stemninger og undersøgte, hvad forfatterens flotte, foruroligende og ordmættede tekster egentlig kunne. Når vi taler højdepunkter, kommer jeg heller ikke uden om at fremhæve ”Badehotellet”. Det har været en glæde at have serien som livsledsager gennem et helt årti.