Anne har sit at slås med

Kig godt på ovenfor. Det vil med garanti smelte ethvert forældrehjerte, for hvad er måske bedre, end at storesøster hjælper lillebror med lektierne?

Problemet er bare, at billedet snyder. For det er 9-årige Mads, der hjælper sin to år ældre storesøster, Anne. Med staveord, læsning og såmænd også med teksten til regnestykkerne.

Mads er født tre måneder for tidligt, og ifølge alle statistikker skulle det være ham, der ikke var alderssvarende. Men hjemme hos Lone og Per Iversen i Holstebro er det deres førstefødte og fuldbårne snart 12-årige datter, der har sit at slås med.

Læs også om, hvad Michelles karate betød for hele familien

De ved, at Anne ved det

Når Anne med et smil over hele hovedet siger, at det er fedt, at Mads øver staveord med hende, er ingen i tvivl om, at hun mener det af hele sit hjerte. De to hygger sig i sofahjørnet.

Men bagved står forældrene og tænker frem i tiden. For hvor fedt er det lige om lidt som teenager at skulle have hjælp til lektierne af sin lillebror?

39-årige Lone og Per, der er seks år ældre, stiller aldrig Anne det klassiske forældrespørgsmål: ”Hvad vil du være, når du bliver stor?”

For de ved, at Anne ved, at det ikke bliver helt nemt.

”For jeg ved jo ikke, hvad jeg kan, mor,” som Anne engang har sagt til Lone. Hvor andre børn excellerer i vilde drømme om at blive sangstjerne eller sygeplejerske, er Annes hoved fyldt med en alt for tyngende realisme.

Hun er udmærket klar over, at hun har et handicap. Hun ved bare ikke, hvad det hedder. Det gør forældrene sådan set heller ikke.

”Sådan vil Anne nok altid være” er det nærmeste, Lone og Per er kommet en diagnose. Scanning og andre undersøgelser har ikke givet svar, og det er mildest talt frustrerende, når man mærker, at ens barn hverken trives eller udvikler sig.

Læs også: Kraniosakralterapi hjalp Lukas

To hovedproblemer

Ifølge Lone har Anne har to problemer: Hun husker meget dårligt, og hendes evne til at danne sætninger er ikke ret udviklet.

– De 120 mest almindelige danske ord, som børn skal kunne i 2. klasse, kan hun stadig ikke, og et ord, som forekommer i linje tre i en tekst, har hun glemt i linje fire, forklarer Lone.

– I slutningen af 2. klasse havde Anne det så slemt, at hun kun gik i skole for frikvarterernes skyld – og hvis ikke vi havde grebet ind, var hun begyndt at pjække i en alder af 9 år, siger Lone.

Anne blev flyttet fra en privatskole til en specialenhed på en folkeskole, og det har været rigtig godt for hende med gode lærere, gode klassekammerater og stadig kontakt med de ”normale” elever. I specialenheden går der flest drenge, så også af den grund er det godt for Anne, at hun stadig har enkelte timer i normalområdet.

Læs også: Vi blev gift 11 gange

Bekymret for fremtiden

I øjeblikket er undervisningen af specialbørnene under forandring, og Anne skal flytte skole næste år, og det bekymrer hele familien. For det, der får Annes verden til at holde sammen, er struktur og forudsigelighed – og så svømmehallen.

– Vi skal forberede Anne på alting i tilpas god tid. Ikke for lang tid i forvejen og heller ikke lige før, siger Lone, der indrømmer, at det kan være meget trættende som familie at skulle leve så struktureret et liv. Og Mads synes heller ikke altid, at det er sjovt, at det impulsive forsvinder. Ofte deler familien sig i to hold: Per tager med Mads til fodbold, og Lone er en meget hyppig gæst i Annes elskede svømmehal.

For her i en verden af klorvand og våde håndklæder er det ligegyldigt, hvor effektivt man læser, og hvordan ordenes endelser er. Her gælder det om at svømme hurtigt og lave gode vendinger. Og det kan Anne!

I skolen sakker hun bagud – i svømmehallen er hun i front og svømmer på klubbens talenthold.

– Annes trivsel ligger simpelthen i den klub, siger Lone ligeud.

For selv om lærerne i skolen gør, hvad de kan, er det her i svømmeklubben, at Anne kan blomstre, lave lækre vendinger og glemme alt om forskellen på ord som her, hende og hans.

Magtesløse

Lone og Per fryder sig over, at svømningen kan skabe så meget glæde i deres datter liv. De forlanger ikke, at hun til sin tid skal komme på arbejdsmarkedets førstehold. Men de vil gerne, at hun kommer til at kunne udfylde en reel rolle.

Lone arbejder i en grossist-farvehandel, Per er termoformtekniker, og de ved, hvor vigtigt det er, at man som ungt menneske får fodfæste på arbejdsmarkedet.

Men for at nå dertil skal Anne have mere hjælp end den, forældrene selv kan give hende.

– Vi føler os lidt magtesløse, når vi ikke har en diagnose og en vej, vi kan gå. Hos kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning har vi søgt om en pc med et specielt program, der vil kunne læse op for Anne. Den, tror vi, ville lette hendes hverdag meget, men vi har fået afslag, siger Lone.

Så indtil videre læser lillebror op for Anne.

Læs også: Helle og Eskild nægte at tie om konkurs