Annes overraskende sporskifte: Fra skolelærer til caféejer

Når Anne Kønig skal se tilbage på sine år som lærer i en stor folkeskole i Aalborg, var hun ubetinget glad for sit arbejde.

– Jeg var hele 12 år på samme skole, og det er faktisk ikke muligt for mig at sige noget skidt om det. Men når jeg i dag taler med folk om tiden som lærer, tager de for givet, at jeg må have været træt af jobbet. Sådan er det nok, når man slår en kolbøtte som den, jeg har slået. Men man behøver ikke at befinde sig et dårligt sted, bare fordi man ønsker sig et endnu bedre sted hen, fastslår den i dag 53-årige Anne.

Hun slog i 2014 dørene op for Café Peace i Aalborg, som i 2021 fik en aflægger i Blokhus. Sidstnævnte har dog haft et lidt omskifteligt liv, men vil fremover holde åbent i sommersæsonen. Til gengæld har hun netop taget fat på et nyt kapitel i sit liv som restauratør. Siden begyndelsen af året har hun været forpagter af Scene 11 – en nyåbnet kombination af bar og spisested beliggende i Aalborg Teater.

– At jeg i det hele taget blev caféejer var nok lidt af et tilfælde. Grundlæggende havde jeg lyst til at prøve noget nyt i mit liv. Allerede i en alder af 28 var jeg mor til fire, og når jeg ser tilbage på den tid, kan jeg se, at nogle af mine beslutninger var vilkårlige og primært truffet ud fra familiehensyn. Jeg byggede så at sige mit liv op omkring børnene, siger hun om Jonas, Anne Sofie, Mads og Rasmus, som i dag er henholdsvis 24, 25, 27 og 32 år.

Da hun kvittede lærerjobbet, havde hun længe interesseret sig for sund mad og juice.

– Desuden rejste jeg meget sammen med min mand, Ole, og vi var begejstrede for det meget blandede klientel, vi mødte på caféerne rundt om i Europa. Der var mange aldersgrupper og mennesketyper samlet, og et bredt sammensat publikum gav som oftest god energi til stedet.

Prøvelsernes tid

Ægtemandens fulde navn er Ole Bach Jensen. Han er tidligere fodboldspiller og har i dag en it-virksomhed. Ja, reelt ejer Anne og Ole faktisk alle deres firmaer sammen, men arbejdsmæssigt står han for it-firmaet, og hun styrer Café Peace i Aalborg, mens de deles om opgaverne, når det gælder Café Peace i Blokhus og Scene 11.

– Vi havde i et stykke tid leget med tanken om at åbne en café, da vi en dag i 2013 i vinterbadeklubben faldt i snak med en ejendomsmægler. Samtalen førte til, at han tog os med hen for at se på en eksisterende café, som vi havde mulighed for at overtage. Det var dog ikke lige, hvad vi havde forestillet os. Til gengæld blev vi opmærksomme på de tomme lokaler på den anden side af gaden. Her kunne jeg langt bedre se min drøm for mig, og 1. marts 2014 overtog vi stedet.

Da Café Peace 1. august samme år slog dørene op, blev Anne dog nærmest slået omkuld af de benhårde realiteter.

– Jeg havde ingen erfaring med cafédrift eller som selvstændig erhvervsdrivende i det hele taget. Men de billeder, jeg havde haft i hovedet, havde mest handlet om at hælde kaffe op og snakke med gæsterne og ikke så meget alt det praktiske, man skal have styr på. Det viste sig blandt andet, at vi ikke havde køleskabe nok, så vi måtte hurtigt få bygget køle- og fryserum. I begyndelsen arbejdede jeg dagligt fra klokken 7 om morgenen til 2 om natten, husker hun.

De første år var så hårde, at hun kunne tage sig selv i at ønske sig tilbage til tiden som lærer.

– Men vi havde investeret mange penge i projektet, og det var ikke en valgmulighed at give op. Arbejdspresset havde store omkostninger familiemæssigt. Faktisk endte Ole og jeg med at gå fra hinanden, men fandt heldigvis hurtigt sammen igen.

Gamle studiekammerater og lærerkolleger betror af og til Anne, at de ville ønske, de turde tage et spring som hendes.

– Men de er ikke villige til at give afkald på rare goder såsom den lange sommerferie. Det er kun to år siden, Ole og jeg for første gang kunne holde to ugers ferie sammen i stedet for en enkelt. Men man får noget andet i stedet i form af et superspændende arbejdsliv, hvor man udvikler sig meget, fortæller Anne.

Familieforetagende

Udviklingen er dog også til tider gået i uventede retninger.

– Af mine omgivelser blev jeg på et tidspunkt gjort opmærksom på, at jeg både i opførsel og påklædning havde tillagt mig en ”bossy” stil. Det med tøjet udsprang nok af et ønske om i det mindste at have fred og ro på én front. Jeg begrænsede mit farvevalg til sort, hvidt, blåt og gråt, for så skulle jeg ikke tage stilling til noget om morgenen. Mønstrede skjorter kunne virke direkte forstyrrende på mig. Men det lykkedes mig at finde tilbage til en mere afslappet stil, og arbejdsmæssigt blev jeg bedre til at uddelegere opgaver til mine dygtige medarbejdere.

Da Aalborg Teater oprindeligt henvendte sig til Anne, var det udelukkende for at få gode råd om indretning af deres teaterbar. Hun ønskede sig dog en langt større rolle, og det har hun fået.

– Idéen om at samarbejde med en kulturinstitution tiltaler mig, og jeg har et væld af gode idéer. Ud over at tilbyde a la carte-mad og teaterbrunch arrangerer vi også diverse events såvel på spisestedet som i teatrets foyer. Det kan for eksempel være foredrag eller musikalske indslag kombineret med spisning. Og det er ikke kun den finere madlavning, vi excellerer i. Menuen kan lige så vel stå på surdejspizza. Vi har desuden puslet med tanken om i fremtiden at tilbyde medlemskab af vinklubber, da vin er en af Oles store interesser.

Alle Annes børn har periodevis været involveret i forretningen, og to af dem – Anne Sofie og Rasmus – indgår i dag i hendes faste stab.

– Rasmus lægger i dag en stor del af sine kræfter i vores surdejsbageri, som har til huse på Scene 11. Så han er i fuld gang med at lære sig alt om denne særlige gren af bagerfaget samtidig med, at han har ansvar for vores vagtplaner, fortæller hun.

Alene Café Peace har 40 medarbejdere tilknyttet. Ikke alle er dog ansat på fuld tid.

– Mange har studerendejob hos os. Vi holder i øvrigt vores personalefester på den årlige Nibe Festival, og vi har været nødt til at sætte en grænse og sige, at man skal have mindst fire vagter om måneden for at kunne deltage. Der er i øvrigt altid mindst én fra familien på arbejde, og det sikrer en god stemning. Vi er generelt rolige gemytter, og ingen af os hører blandt de højtråbende.