Danse Daizys magiske jul: Mit job er at sprede glæde

Nogle dage er det svært at være 46-årige Louise Bagger Kolbye fra Ejby på Fyn. Hun er invalidepensionist på grund af rygsøjle-gigt, og kræfterne rækker ikke altid til alt det, hun gerne vil.

Heldigvis har hun sit hemmelige våben: Hun går op i sit eget værelse, finder strutskørtet frem, putter rouge på kinderne, tilsætter et drys tryllestøv, og så er hun blevet til ”Danse Daizy”.

Mange børn kender ”Danse Daizy”. De har set hende på YouTube og Facebook, på børne-festivaler og til støtteoptrædener for syge børn over hele landet.

”Danse Daizy” er en magisk skikkelse, der hjælper dem, der har brug for det, og det gælder selvfølgelig også til jul.

”Danse Daizy” bor i Ejby på Fyn, og julemanden bor på Nordpolen, men hun er også en slags julemand, bare i balletskørt.

Hvert år laver hun en julekalender på de sociale medier for børn, og de senere år har hun delt julehjælp ud til trængte familier i det område, hvor hun bor.

Det gør hun, fordi hun ved, hvad det betyder at mangle overskud, især når det bliver jul. Hun har nemlig selv engang været den, der måtte bede om hjælp.

– Ved juletid i 2016 var jeg lige blevet skilt og stod alene med to små børn og en kronisk sygdom. Jeg kunne ikke arbejde, og jeg var blevet den mor, der hele tiden sagde nej, når mine børn bad om noget, for jeg havde ikke råd til andet end det mest nødvendige. Det tog mig rigtig lang tid, inden jeg indrømmede overfor mig selv, at jeg var nødt til at bede om julehjælp. Da jeg endelig gjorde det, fik jeg det også, men jeg skammede mig. Det var ikke sådan, jeg havde tænkt, det skulle være. Jeg ville jo være den bedste mor i verden, og hvad var jeg nu? Jeg var hård ved mig selv, og på det tidspunkt havde jeg mest brug for, at en eller anden gav mig et kram og sagde, at det var okay. Jeg skulle lære, at vi ikke altid selv kan klare det hele selv, siger Louise.

Ramte mig i hjertet

– Jeg har siden fundet en god mand, vi er flyttet sammen og har i alt tre fælles børn og et godt liv, hvor vi ikke mangler noget. En dag, lige før jul for to år siden, stod jeg bag en mor og hendes barn hos Rema 1000 i Ejby. Barnet spurgte sin mor, om de ikke kunne købe en chokoladejulemand, der var stillet frem ved siden af disken. Moderen sagde nej og forklarede sit barn, at de ikke havde råd til det. Den mor og hendes barn ramte mig lige i hjertet, og så gik jeg hjem og opfandt Danse Daizys julehjælp.

Louise ringede til Rema 1000 i Ejby og spurgte, om de ville være med til et samarbejde om at donere julekurve til familier og enlige med økonomiske problemer, Det sagde de ja til.

Derfor donerede forretningen sidste år mad til 50 familier, mens private mennesker og mindre firmaer i området donerede penge, så Louise kunne købe julegaver.

Dem, der var interesserede i at få julehjælp, skrev en ansøgning til Louise, og derefter uddelte hun julehjælpen hjemme hos sig selv, klædt ud som ”Danse Daizy”.

Selvfølgelig fik modtagerne også et knus med på vejen, for det skulle være en god oplevelse at få en julepose og et møde med børnenes egen dansende kvindelige julemand.

– Jeg har altid elsket at spille amatørteater, og det gør mig glad at klæde mig ud. Da jeg var 25 år og nyuddannet pædagog, blev jeg ramt af en sjælden form for kræft i øjnene. Mange strålebehandlinger senere fik jeg overrakt en pjece, der handlede om, hvordan man kunne tilrettelægge sin egen begravelse. Det nåede jeg aldrig at gøre, for jeg havde en rolle i et amatørteaterstykke, som jeg havde lovet at spille, og det gjorde jeg også. Heldigvis blev jeg rask, men den tid lærte mig, at det er vigtigt at gøre det, man har lyst til, mens man kan, siger Louise.

Brug for tryllestøv

Louise blev gift, fik mand og børn og fuldtidsarbejde som pædagog. Hjemmefra havde hun lært, at man skulle passe sit arbejde, så der var altid fart på hende.

Da hun i 2010 faldt i et hul på vejen, slog hun nakken, men rejste sig op igen og gik på arbejde. For hun var jo ikke sådan en, der meldte sig syg, tænkte hun.

Tre uger efter var hun lam i venstre side af kroppen.

– Jeg lå i sengen og kunne ikke rejse mig op selv. ”Du kommer nok ikke til at gå på dine ben igen”, sagde lægen til mig, men jeg tænkte, at jeg ville prøve at træne så hårdt, jeg kunne, så jeg kunne vende tilbage til mit arbejde som pædagog.

Faktisk fik Louise trænet sig op til både at kunne gå og stå igen, men hun kom aldrig tilbage i arbejde.

Hun fik konstateret rygsøjlegigt og blev tildelt en invalidepension. Det var måske det bedste, der kunne ske for Louise, men hun kunne ikke selv se det.

– Jeg ville arbejde, og jeg ville være den bedste mor for mine to børn. Da jeg blev skilt i 2016, ramte jeg bunden. Jeg følte overhovedet ingen glæde, og mere end én gang overvejede jeg, om jeg overhovedet havde lyst til at leve videre.

Heldigvis søgte Louise professionel hjælp og lærte noget nyt:

– Jeg skulle lære, at jeg var noget værd, selv om jeg ikke længere kunne passe et arbejde. Jeg følte, at alle forventede, at jeg skulle være den glade, stærke Louise, men jeg var syg og havde smerter hver eneste dag. Heldigvis var der stadig noget, jeg var glad for: At klæde mig ud.

Sådan opstod ”Danse Daizy”, Louise halede tylsskørtet og fjerboaen op af udklædningskassen og dyppede fingrene i den store krukke med kindrødt. Tryllestøvet opstod nærmest af sig selv, og så var en stjerne født.

”Danse Daisy” optrådte første gang i hendes børns skole i Otterup, og det blev en kæmpe succes.

– ”Danse Daizy” elsker børn, hun er altid glad, og hun elsker at lege. Hun blev min redning, da jeg var lige ved at sidde fast i sygdom og selvhad. Jeg føler, at når jeg gør børn glade, og når jeg samler ind til julepakker til familier, der har det svært, så gør jeg gavn. ”Danse Daizy” gør andre menneskers liv lidt bedre og sjovere – og vi kan alle have brug for lidt tryllestøv en gang imellem.