Det er vigtigt at lære børn at tale om svære ting

Sygeplejerskerne forsøgte at lette den lange ventetid på hospitalet med småkager og rød saftevand, men deres kærlige afledning fik ikke den 12-årige Anja til at glemme den barske virkelighed.

Selv om hun måske ikke helt forstod konsekvenserne af det, vidste hun godt, at hendes mor lå i hospitalssengen og svævede mellem liv og død.

Der gik tre døgn, før Anja på en regnfuld septemberdag måtte sige endeligt farvel. På trods af sin unge alder var hun klar over, at det var definitivt, og at hun aldrig ville få sin mor tilbage igen.

Det er 22 år siden, den i dag 34-årige Anja Kristine Irgend fra Støvring mistede sin mor. Anja ved i dag ikke, om det var en hjerneblødning eller en blodprop, der tog livet af moren, men pludselig måtte hun forene sig med tanken om at skulle vokse op uden hende.

– Hjemme hos os sad følelserne aldrig uden på tøjet. Vi talte om, at min mor var død, men vi brugte ikke mange timer på at snakke om vores følelser eller bearbejde sorgen sammen. På mange måder var min mor et drømmemenneske, og dengang vidste jeg ikke, hvor meget jeg ville savne hende hele mit liv, fortæller Anja.

Anja mistede sin rollemodel, og tabet rystede den unges piges identitet. Hun savnede sin mor hver dag, men fik også en ny slags taknemmelighed for de små ting i livet.

Så længe hun stadig havde sin far og sin lillesøster, var der ikke nogen grund til at brokke sig over småting.

Voksne skyggebørn

I mange år gik Anja med sorgen over sin mors død alene, men hun så det aldrig som et problem.

Som 31-årig stødte hun på en sorggruppe for voksne og overvejede, om det mon kunne gøre noget for hende at tale med nogen om sorgen. Sorggruppen var netop tilegnet “voksne skyggebørn” – altså voksne der ligesom Anja havde oplevet at være i sorg som børn – og derfor besluttede Anja sig for at give det en chance.

– Jeg gik stadig rundt med et stort savn til min mor, og jeg følte mig alene med det, fordi jeg aldrig havde snakket med nogen om min sorg. Jeg tænkte, at jeg kunne bruge Skyggebørn til at bearbejde den sorg, fortæller Anja.

Hun vidste ikke, hvad hun skulle forvente første gang, hun tog til et gruppemøde. Sorgen fyldte stadig i hende, men hun tvivlede på, at mødet ville kunne ændre meget på det. Hun havde jo levet med tabet af sin mor i mange år.

Omkring 20 voksne skyggebørn dukkede op til mødet. Det var første gang, at sorggruppen skulle holdes, så første punkt på dagsordenen var en præsentationsrunde af de mange nye ansigter.

Den første kvinde, som præsenterede sig selv, kunne knap få ordene over læberne, da hun skulle fortælle, at hun som barn havde mistet sin mor. Selv om det var mange år siden, blev hun berørt, og pludselig indså Anja, hvor meget det kan påvirke et liv, hvis man aldrig bearbejder sorgen.

– Jeg vidste ikke, at jeg manglede noget, før jeg sad der. Det var en vild oplevelse. Alle blev enormt bevægede af at fortælle deres historier. Vi kunne genkende os selv i alt, der blev sagt, og jeg følte mig set på en helt ny måde. Det gav mig en følelse af at falde på plads.

Møderne i sorggruppen gav Anja en ny forståelse af sin egen sorg og gjorde hende modigere i forhold til at snakke om svære ting.

Derfor besluttede hun sig for selv at blive frivillig i foreningen Skyggebørn, hvor hun i dag har gruppemøder for børn og unge i sorg. Her kan hun bruge sin egen erfaring, og hun håber, hun kan vise børnene, at man godt kan grine og være glad, selv om man har mistet.

Vi taler om mormor

Anja har været frivillig hos Skyggebørn i tre år, og hun ser altid frem til sine møder med børnene.

– Det giver mig en enorm glæde, når jeg er sammen med dem. Hvis de på et tidspunkt kan gå modigere ud i verdenen med deres sorg, så har jeg gjort en forskel. Hvis jeg bare kan hjælpe én, så har det ikke kun være spild, at min mor døde, fortæller Anja.

Anja blev selv mor for første gang, da hun var 22 år, og siden er børneflokken vokset med to. Hjemme hos den store familie er der altid fuld fart på, og Anja har fået kaldenavnet “Anja både og” af sin mand, fordi hun aldrig siger nej til noget.

Én ting, hun har lært, er nemlig, at man skal få alt ud af livet, mens man har det. Det er en lektie, hun prøver at give videre til sine børn, på samme måde som hun prøver at give dem modet til at snakke højt om det, der kan gøre ondt. Derfor har Anja altid sørget for at dele minderne om sin mor med børnene.

– Mine børn ved godt, hvor betydningsfuldt det er, at vi taler med hinanden om deres mormor. Når jeg snakker om min mor, bliver hun bragt til live igen. Jeg bliver bevidst om de ting, som jeg satte stor pris på ved hende, fortæller Anja.

– Bevidstheden om min egen sorg er blevet anderledes. Hvis jeg pludselig ikke var i sorg længere, ville det også være afslutningen på det, der var min mor. Sorg er ikke noget, der skal gå over eller forsvinde. Det er en vigtig følge-svend gennem hele vores liv.