En læser fortæller: Mine døtre kunne ikke enes

Min mand, Jesper, og jeg havde svært ved at få børn. Vi var i behandling for barnløshed ad flere omgange, og vi havde næsten opgivet håbet, da jeg endelig som 35-årig blev gravid med tvillinger. Graviditeten gik godt, og en smuk forårsdag fødte jeg to smukke piger, som vi døbte Ellen og Elisa.

Pigerne voksede op og blev nogle skønne krudtugler, men også nogle små primadonnaer, og jeg var ikke helt uden skyld. Jeg forkælede dem nok for meget, men jeg havde ventet så længe på at blive deres mor, og jeg ville give dem alt det bedste. De var netop startet i skole, og de kom fint ud af det med andre børn, men de havde svært ved at give plads til hinanden. De konkurrerede om vores opmærksomhed, skændtes og gav min mand og mig grå hår i hovedet.

Da min mand en dag foreslog, at vi fik en hund, var jeg ikke udpræget optimistisk.

– Synes du ikke, vi skal fokusere på at forhindre, at Ellen og Elisa slår hinanden ihjel? spurgte jeg ham irriteret.

– Selvfølgelig, sagde han roligt. – Men måske ville det være en god idé at give dem et ansvar. Noget, de kunne være fælles om, som for eksempel en hund.

Jeg endte med modvilligt at sige okay.

– Men så må du stå for det. Jeg orker det ikke, sagde jeg, mens jeg tænkte, at jeg lød som en, jeg ikke havde lyst til at være.

Jesper foreslog, at vi adopterede en hund fra byens internat.

– Der er så mange dyr, der mangler et kærligt hjem, sagde han, og to uger senere kom han hjem med King. King var en godmodig, chokoladebrun gravhund på 6 år, som var vant til børn. Jesper kiggede glad på mig. – Er han ikke kær? spurgte han, og det måtte jeg give ham ret i.

Pigerne faldt også for King, og det gjorde mig glad at se dem være sammen om noget og ivrigt hjælpe hinanden med at tage sig af ham. Inderst inde frygtede jeg dog, at det blot var et spørgsmål om tid, før de også ville skændes om King.

– Det er synd for King. Han savner nok sin gamle familie, sagde Elisa en aften, hvor vi alle sad samlet i sofaen og hyggede med en god film og lidt slik. – Men Ellen og jeg passer på ham nu, fortsatte hun så og sendte sin søster et anerkendende nik. Det havde jeg aldrig set før, og jeg skævede i smug til Jesper, som blinkede til mig. Måske havde han alligevel haft ret i, at et fælles ansvar ville være godt for pigerne.

– Må jeg gerne børste ham i morgen? Jeg er bedre end Elisa til sådan noget. Hun kan ikke finde ud af det, sagde Ellen så, og jeg kunne se skuffelsen i Elisas øjne.

– Årh ja, jeg er da også god til det, indvendte Elisa trodsigt.

– I må gøre det sammen, brød Jesper ind, og pigerne kiggede et kort øjeblik på hinanden. Jeg holdt vejret.

– Okay, sagde Ellen så lidt lunkent.

Næste dag var begge piger tidligt oppe og i gang med at tage sig af King, som glad sprang rundt om dem med logrende hale.

– Okay, så lad os strigle ham nu, hørte jeg Ellen sige til sin søster, mens de stod ude i vores bryggers. De fandt børsten frem, og jeg skævede diskret derud med jævne mellemrum for at sikre mig, at husfreden holdt.

Elisa begyndte at børste King, som så ud til at nyde det i fulde drag. Men han forstod ikke rigtig, at han skulle stå stille. I stedet lagde han sig på ryggen og trillede rundt, mens Elisa forsøgte at følge efter med børsten.

– Hvis jeg nu holder ham i halsbåndet og aer ham, så lægger han sig ikke ned, og så kan du bedre strigle ham. Er det okay? spurgte Ellen, og Elisa nikkede, og sådan fik de ved fælles hjælp projektet til at lykkes.

Da de var færdige, kom de stolte ind og fortalte mig om det.

– Jeg holdt ham, og Elisa børstede, fortalte Ellen, og jeg nikkede.

– Så Elisa var vist alligevel meget god? spurgte jeg Ellen, som så ned et øjeblik. Så kiggede hun på sin søster og nikkede langsomt.

– Ja, hun var faktisk rigtig god. Når vi hjælper hinanden, så går det tit godt, sagde hun så, og jeg kunne ikke lade være med at smile, for hun havde jo ret.

Det blev en vigtig erkendelse og et vendepunkt i forholdet mellem mine piger. Selvfølgelig kunne de stadig være uvenner indimellem, men i det store hele blev de bedre og bedre til at samarbejde og give hinanden plads takket være King.