Et fællesskab udover det sædvanlige: Her finder børn fossiler

Fuglekvidrer og blæsten i træerne er de eneste lyde, der høres denne grå vinterdag ved pladsen foran Gram Lergrav, da Familie Journals udsendte ankommer.

Men der går ikke lang tid, før lyden af overtræksbukser, gummistøvler mod jorden og glade børnestemmer tager over på gårdspladsen.

Tre piger og fem drenge i alderen 7-10 år kommer gående sammen i frisk tempo og tilsyneladende højt humør. De skal i fossiljagtklub.

Sammen går de ind i museet og får alt overtøjet af og finder sig en plads ved bordene i laboratoriet, hvor museumsformidler Asbjørn Holm byder velkommen.

Laboratoriet er fyldt med fossiler, kranier, knogler og skeletter. I hjørnet står en stor glasmontre med et hvalfoster på over en meter lang i. Et imponerende syn.

Nogle af børnene har været i klubben før, mens det for andre er første gang, de skal være fossiljæger for en dag.

Ved et lille bord giver Asbjørn dem en introduktion til, hvilke fossiler de kan være heldige at finde, og hvordan de så skal håndtere de mere end ti millioner år gamle fund, der gemmer sig nede i leret.

Bagefter får de en rundtur på museet, der blandt andet byder på store skeletter af de hvaler, der tidligere er blevet fundet i Gram Lergrav.

Børnenes begejstring er ikke til at tage fejl af; det her er spændende, og de stiller nysgerrigt spørgsmål til fundene i udstillingen.

Mere end en passion

Et af dem er Mads Aalling Christensen på ti år fra Vojens. Vi når lige at fange ham og hans bedstemor, inden han skal ud i lergraven sammen med de andre børn.

Han er kommet fast i klubben siden efteråret og har på grund af sin autisme- og ADHD-diagnose sin bedstemor, Dora Aalling, med.

Ellers foregår klubben uden forældre eller andet familie, men det er rart for Mads at have en at støtte sig til, og Dora deler heldigvis Mads’ begejstring for fossiler.

– Det er interessant at finde fossiler, og uanset hvilken generation man tilhører, bliver man klogere på fossiler. Det er spændende at lære nyt, fortæller 67-årige Dora.

For Mads er det mere end bare spændende at være i klubben. Det er også begyndelsen på en drøm, der langsomt er kommet snigende: Han vil gerne være palæontolog.

– Det er ligesom at være opdagelsesrejsende. Man ved ikke, om man finder noget, men hvis man gør, er det sejt. Også, fordi man gerne må tage det med hjem, medmindre det er noget meget sjældent, man har fundet, som skal udstilles på museet. Jeg vil meget gerne være palæontolog, når jeg bliver voksen. Den drøm er blevet forstærket efter, at jeg begyndte i klubben.

Han glæder sig til dagens fossiljagt, for han kan nyde sin store interesse og samtidig hygge sig med de andre børn.

– Det er rart at samarbejde med de andre, for vi er gode til at hjælpe hinanden. Men det bedste er næsten at møde andre, der har samme interesse som en selv.

Netop fællesskabet og samarbejdet er noget, man vægter højt i klubben.

– Vi går op i relationer og i at skabe en god relation mellem os og børnene, men også at skabe en god relation mellem børnene, så de er trygge ved hinanden og kan samarbejde. Der kommer mange børn med særlige behov til Fossiljagtklubben. Vi rummer alle børn, og vi vil rumme alle, fortæller 52-årige Asbjørn, der har været museumsformidler ved Gram Lergrav siden 2020.

Ler under neglene

Vi er nu kommet til dagens højdepunkt: Børnene skal ud i lergraven. Først skal de dog lige have overtræksbukser og gummistøvler på igen.

En pige sidder på gulvet og tager sine lyserøde støvler på. En dreng har glemt overtræksbukser, men Asbjørn finder hurtigt et par, han kan låne.

Man bliver hurtigt beskidt i lergraven, og det er heller ikke ligefrem lunt udenfor, så det er godt at være klædt praktisk og varmt på.

Asbjørn giver alle børnene en spade, en skruetrækker og en kasse. Han forklarer, hvordan skruetrækkeren skal bruges til at sortere i leret og smuldre den til mindre stykker.

Snakken går blandt børnene på vej hen til lergraven.

To piger aftaler, at de skal finde ler sammen, selv om de først lige har mødt hinanden. På et tidspunkt kommer der en lysning i skoven. Her er der en skråning fyldt med jord.

Det ligner det i hvert fald. Asbjørn fortæller, at vi nu er ankommet til lergraven. Den, som gemmer på fossiler, der er mere end ti millioner år gamle.

Han viser, hvor børnene skal grave, og så går jagten ellers i gang.

Der bliver gjort en ihærdig indsats for at finde fossiler i den frosne ler. Børnene har placeret sig tæt på hinanden i en form for klump. I midten sidder Asbjørn og holder øje og hjælper dem med at grave, når der er brug for det.

Han fortæller, hvordan de kan tage en klump ad gangen op i kassen og undersøge den nærmere. Han sidder også klar med små plastikposer, så børnenes fund kan komme ned i dem.

En dreng har lagt sig ned på siden, mens han undersøger leret med hænderne og skruetrækkeren, og en pige bruger fødderne og hele sin kropsvægt og nærmest hopper på spadens blad i håb om lettere at få gravet et hul.

Børnene er tydeligvis ikke bekymrede for at blive beskidte eller påvirkede af kulden. De er kommet for at finde fossiler.

Gruppen når ikke at grave i lang tid, før der lyder flere glædesudbrud. Der er blevet fundet noget. Med ler under neglene viser en pige stolt sit fund frem.

Asbjørn roser hende og giver hende en lille gennemsigtig pose. Mads har også været heldig og kan fremvise andet end bare ler.

En time senere er smilene stadig store og kinderne kolde hos børnene, der stolt bærer deres kasser og spader tilbage i den varme museumsbygning.

Om lidt skal dagens fund undersøges med stereolup i laboratoriet sammen med Asbjørn, så børnene kan blive klogere på, hvad de har fundet.

Vi når lige at kigge med inde i laboratoriet, hvor Mads sidder klar med dagens høst. Han har lagt sine fund i en lille rund glasbakke og placeret dem, så han kan kigge på dem ved hjælp af sin stereolup.

Asbjørn kommer hen og sætter sig ved siden af Mads, så de sammen kan undersøge dem. Mads har fundet to fossiler; en musling og en konkylie.

– Det er tydeligt for mig, at Mads har et stort talent. Det er ikke alle børn, der kan finde denne her form for fossiler, siger fortæller Asbjørn, mens han smiler til Mads.

Resten af dagen skal Mads og de andre børn pudse og rense deres fund, så de kan få dem med hjem. For nogle er det første gang, de får noget med hjem fra klubben. For andre, som Mads, er der tale om en udvidelse af samlingen derhjemme.