Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
”Jeg vil gerne bede om 5 styks og et glas gløgg”. Duften af de lune æbleskiver og den krydrede, varme rødvinsdrik når hurtigt mine næsebor, da jeg træder ind i æbleskiveboden i Tivoli Friheden i Aarhus. Over alt er der pyntet med gran, nisser og lyskæder og julemusikken flyder ud af højtalerne. Det emmer af jul og hygge i den lille hytteby, hvor man kan få stillet enhver sult med alle julens klassiske lækkerier.
På de sydende pander bliver den tynde dej til flotte, runde æbleskiver. Det er Simone Gadegaard Andersen, der er så heldig at få assistance af mig i dag. Og jeg holder godt øje med hendes teknik med at vende skiverne med to træspyd, for snart er det min egen tur.
Som det første får jeg sprayet panden godt til med fedt, så dejen ikke hænger i. Simone rækker mig tragten med dej til at fylde de syv små huller i panden. ”Så er det bare at trykke på knappen, og så prøver du dig frem”, siger Simone. Og det gør jeg så.
Har du lyst til selv at lave æbleskiver, kan du se en god klassisk opskrift her.
Jeg sparer ikke på dejen og fylder den tynde masse helt op til kanten. Men jeg finder hurtigt ud af, at jeg nok har været lid for gavmild. For dejen hæver, når den bliver varm, og pludselig er dejen ikke længere kun i hullerne, men ud over hele fladen på panden.
- Ups, det er vidst ikke helt rigtigt, siger jeg til Simone, der har gang i tre pander med flotte, runde æbleskiver, ”ja, det er nok lidt for meget, men det kan sagtens reddes,” beroliger hun mig, og hjælper med at transformere dem tilbage til noget, der igen ligner æbleskiver.
Jeg sprayer en ny pande til i fedt og hurtigt kaster jeg mig ud i at køre på to pander ad gangen.