Inge har været vidne til døden flere gange, end hun har tal på

Inge Askjær elskede sit arbejde som sygeplejerske, men hun elskede ikke følelsen af at forlade en døende patient, når hun fik fri og måtte tage hjem. Især hvis der ikke var familie til stede, som kunne sidde ved patientens side, når det sidste åndedrag blev taget.

– Hvis jeg nogensinde får muligheden, vil jeg gerne være vågekone, for jeg synes ikke, at nogen skal dø alene, husker Inge, at hun tænkte.

Muligheden meldte sig, da hun gik på pension i 2013 og flyttede permanent til Skibby, hvor Ældre Sagen var i færd med at åbne en lokal vågetjeneste. I mellemtiden var betegnelsen vågekone blevet erstattet af våger, og det er netop, hvad Inge har været lige siden.

Ældre Sagen og Røde Kors har vågetjenester over hele landet og oplyser, at mere end 2.600 døende sidste år fik besøg af en frivillig våger, som sad ved deres side i de allersidste timer og dage af deres liv.

Et lille klem

Inge kender aldrig de mennesker, hun våger ved. Nogle har pårørende, andre har ikke. Når hun sidder hos dem i deres allersidste stund, er de fremmede for hinanden, men det gør ikke noget, forklarer hun:

– Jeg har jo ikke følelser i klemme. Jeg kender dem ikke, men jeg kan give dem den ro og tryghed, de har brug for, bare ved at være til stede.

En vågevagt varer tre timer og finder oftest sted sent om aftenen eller i nattetimerne. Når Inge ankommer, viser hun sit id-kort til de pårørende eller personalet, afhængig af, om vagten foregår i et privat hjem, på plejehjem eller sygehus. Mens hun bliver vist hen til værelset, hvor den døende ligger, spørger hun ind til, hvordan forløbet har været, og hvornår der sidst er blevet givet smertestillende.

– Nogle kan godt blive urolige, fordi de har ondt, så giver de sig og tager måske ud i luften, som om der er noget foran dem. Andre har meget rallen fra lungerne og brystet. Derfor spørger jeg altid som det første ind til, hvornår der sidst er blevet givet noget smertestillende, så jeg kan tilkalde hjælp, hvis der bliver brug for mere, forklarer Inge.

Selv om hun er uddannet sygeplejerske, må Inge ikke foretage nogen form for sygepleje. Det skriver alle vågere under på, for selv en så velmenende handling som at give en tår vand, kan gøre mere skade end gavn, når de indre organer er ved at lukke ned.

Inge fortæller, at hun dernæst går hen og hilser på personen, hun skal våge ved.

– Jeg siger til dem, at nu skal jeg være hos dem i nogle timer, og så sætter mig i en stol ved siden af, og så er jeg der bare.

Kun meget sjældent er vedkommende i stand til at reagere, og det hænder, at Inge giver deres hånd et lille klem.

– Nogle slår bare øjnene op, og så lukker de dem igen. Det afhænger af, hvor langt væk de er. Men for mig er det en måde at fortælle, at jeg er i rummet hos dem, siger Inge.

Man mener, at hørelsen er det sidste, der forsvinder, og Inge taler derfor aldrig hen over hovedet på den døende, men forlader rummet, hvis hun har behov for at sige noget til de pårørende eller plejepersonalet.

Den sidste sang

Det kan være svært at sidde stille i flere timer ad gangen, så Inge har ofte strikketøj med. Hele tiden har hun et øje på den døende, ligesom hun observerer, hvordan rummet er indrettet, så hun bedre kan danne sig et indtryk af vedkommende. Fotos, kunst, musik og bøger er med til at fortælle hende om den, hun sidder hos.

Inge husker især et besøg, hvor hun bemærkede, at der på døren ud til badeværelset hang et omkvæd til en vise skrevet af Jeppe Aakjær, ”Nu er dagen fuld af sang”.

– Jeg tænkte, at hun nok kunne lide den, og at den måske betød noget for hende, så jeg fandt den frem i min højskolesangbog og sang for hende, siger Inge, som også lytter til de ønsker, pårørende og personale kommer med på vegne af den døende.

Inge fortæller, at nogle døende for eksempel gerne vil holdes lidt i hånden, mens andre vil høre blid musik.

Hvis der er pårørende, er de ofte udmattede og meget taknemmelige, når Inge ankommer. De fleste benytter lejligheden til at få sovet lidt, men nogle har lyst til at snakke.

– En gang imellem skal man også tage sig lidt af de pårørende. Jeg oplever tit, at de læsser nogle ting af på mig som våger, som de ikke deler med så mange andre, og det kan der komme nogle gode snakke ud af, siger Inge, som ikke har travlt med at komme hjem, hvis hun efter endt vagt bliver spurgt, om hun har tid til at drikke en kop kaffe.

En god våger

Det er svært at spå om, hvornår præcist døden vil indtræffe, og der kan være behov for en våger over flere dage.

– Det er ikke altid, man kan se på folk, hvor tæt de på er på at give slip. De kan have et stærkt hjerte eller en særlig årsag til at holde fast i livet, siger Inge.

Hun og hendes kolleger i vågetjenesten afløser hinanden, så ingen skal våge flere nætter i træk.

Selv om dødsfald kun sjældent sker på en vågevagt, har Inge oplevet døden tilstrækkeligt mange gange til at kunne genkende tegnene.

– Man kan se det på hudens farve. Vejrtrækningen har været dårlig i lang tid, og så stopper den lige pludselig. Huden glattes ud. Alt slapper af. Mange pårørende er bange for at være der, når deres nærmeste dør, fordi de tror, det er uhyggeligt, men det er det ikke. Det er meget stille og fredeligt. Jeg har aldrig været ude for noget, der var ubehageligt at se på, fortæller Inge.

Røde Kors og Ældre Sagen oplyser, at efterspørgslen på vågere stiger støt, og at der derfor er behov for flere frivillige. Sidste år blev mere end hvert 10. vågeforløb aflyst, fordi den døende døde, før vågeren kunne nå frem.

Inge fortæller, at en vågers køn og faglige baggrund ingen rolle spiller, så længe de rigtige menneskelige egenskaber er til stede.

– En god våger har empati og situationsfornemmelse. I gamle dage var det jo kvindernes lod at våge ved de døende, men vi har flere mænd i vores vågetjeneste, og de er virkelig velegnede.

Inge er med egne ord en landmandsdatter med begge ben solidt plantet i mulden. Hun tror ikke på mere mellem himmel og jord, men det betyder ikke, at hun ikke finder mening i det, hun gør.

– Jeg har det godt, når jeg kører fra en vagt, fordi jeg synes, at jeg gør en forskel, og det er da meningsfyldt, slutter hun.

Læs også: