Hvordan kommer jeg videre efter hans død?

Jeg er 63 år, og for et år siden døde min mand af kræft. Han var min anden mand og store kærlighed, og vi har en søn sammen på 21 år. Vi levede et travlt liv med arbejde og mange fritidssysler og glædede os til et snarligt seniorliv uden økonomiske problemer, men efter to hårde års sygdom døde han, og jeg har været i panik siden.

Jeg har det forfærdeligt. Jeg troede egentlig, jeg kunne klare det, for jeg er stærk og har prøvet lidt af hvert. Mistede min mor, da hun var 53 år, og min far, da han var 69 – begge efter forfærdelige sygdomsforløb.

Vores søn flyttede hjemmefra et halvt års tid efter sin fars død, hvor jeg samtidig mistede mit job pga. firmaets økonomi. Mit liv er gået fra at have en familie herhjemme til absolut ingenting. Her sker intet. Intet flytter sig, med mindre jeg gør det. Ingen at gøre noget for, andre end mig selv. Jeg har haft hjemmeboende børn i 40 år. Fik den første som 22-årig, så som 24-årig og vores søn som 41-årig.

Jeg har oprettet grupper på Facebook for efterladte ægtefæller, lavet madklub, venindeklubber, tager på ferier m.m. Jeg kæmper for at finde mening og glæde, men det er fuldstændig meningsløst for mig at gøre alt dette. Jeg ønsker mig bare mit liv tilbage, og det kan jeg ikke få.

Jeg græder over tiden, der er gået. Børnene, der er store. Særligt savner jeg min søn så forfærdeligt. Han er pludselig blevet meget voksen, og selv om vi ses, kommer han næsten aldrig hjem til sit barndomshjem, hvor hans værelser bare står, nærmest som om han også var død.

Min store søn har heller ikke meget tid, da han er blevet skilt og er knust over, at hans egen familie med børn ikke kan fungere. Min datter er omsorgsfuld, men har også sit liv, og jeg kan jo ikke leve gennem andre.

Jeg har gået hos flere psykologer og en psykoterapeut, uden at det rykker noget.

Jeg lever bedst, når jeg er på en aktiv vandre- og cykelferie, når jeg bruger mig selv fysisk hårdt med bodypump eller løb, altså noget, hvor jeg kan glemme det hele lidt.

Jeg føler mig ikke deprimeret, men havde jeg ikke børnene og børnebørnene, kunne døden for så vidt godt tage mig. Jeg risikerer at leve længe og i mange år, og jeg orker ikke at have det som nu.

Jeg har forsøgt at date, men finder det meget uvant og kompliceret. Jeg er også meget selvstændig og har mange krav til en mands udseende. Min egen mand så 10 år yngre ud, end han var, og det samme gør jeg. Jeg er nok heller ikke klar til at date.

Kan du komme med input til, hvad jeg kan gøre?

Du lyder som en skøn, livsglad, effektiv og fantastisk kvinde. Du er stærk, og du har udrettet mange ting i dit liv. Klaret ekstremt store udfordringer. Nu er du ramt af sorgen, og den kan åbenbart ikke trænes, planlægges og aktiveres væk.

Sorg er hjemløs kærlighed, siger man jo, og al din kærlighed og livsenergi svæver fortvivlet rundt og mangler et sted at høre til.

Nu kaster jeg et forslag på bordet, som faldt mig ind i samme sekund, jeg læste mig gennem dit stærkt forkortede brev. Måske er det helt forkert, men kunne du tænke dig at bo i et bofællesskab?

Der findes så mange helt vildt fantastiske måder at bo sammen på, hvor man har sit eget, men man er aktiv og laver en masse ting sammen. Kunne du ikke give det et skud og søge lidt på nettet omkring den boform.

Der er steder både i land og by. Jeg tror, du ville have glæde af at have mennesker omkring dig. Føle du hører til. Være med til at skabe noget og bruge alt det, du var og stadig er, men som helt forståeligt er lukket ned nu på grund af de store omskifteligheder i dit liv.

Husk, hvem du er. Husk alt det, der har bragt dig gennem livet. Du er stadig den samme kvinde, men nu skal din energi og vilje rettes et andet sted hen. Du ville være en drøm at få ind i et aktivt bofællesskab.

PS. Børnene skal nok komme tilbage, når de selv får børn.

Jeg takker for dit brev. Du formulerer dig virkelig godt på skrift, og jeg ønsker dig held og lykke.