Lotte Andersen: Mine scener er ofte sjove at indspille

26. januar 2025 var der premiere på sæson 6 af krimiserien ”Sommerdahl” på TV 2 Charlie og TV 2 Play. Dan Sommerdahl og Josefine (Peter Mygind og Maibritt Sae-rens) kan efter en svær tid endelig lade kærligheden blomstre, og der er bryllup i sigte. Men da der pludselig står to flygtningebørn foran parrets dør, må Dan se drømmen om sin anden ungdom fordufte. Samtidig må hans enhed med politiinspektør Hanegaard (Lotte Andersen) i spidsen tage sig af nye, drilske mordgåder.

Hanegaard er en kringlet natur. Hvordan ser du selv på hende?

– Som udgangspunkt er hun den ulastelige type, der holder på formerne og bærer politiuniform på jobbet. Men som serien er skredet frem, har vi leget med at lade hende vise mere frigjorte sider af sig selv efter fyraften. Og hvad enten hun har kastet sig ud i dating eller brilleret som vinkender, har det som oftest resulteret i nogle humoristiske scener, der bestemt også har været sjove for os selv at lave. Det er morsomt, når en regelret person slipper tøjlerne. Men hendes vovemod har også ført til hendes største nederlag, da hun havde en affære med chefen for politiets narkoafdeling, som viste sig at være en skidt fyr.

Hvem inspirerer dig?

– Jeg er glad for at se tv-serier. Der sker meget på seriefronten lige nu, og ofte viser serierne nye takter i deres måder at fortælle en historie på. Traditionelle krimier er jeg ikke så meget til, men der må gerne indgå spænding eller gode familiehistorier. På det sidste har jeg blandt andet nydt den engelske spionthrillerserie ”Black Doves”. Keira Knightley viser nye sider af sig selv, og Ben Whishaw leverer også fascinerende spil. Han hører til de skuespillere, der evner at balancere på kanten mellem komedie og drama uden at falde til nogen af siderne.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Hvis det ikke er snyd at nævne et projekt, jeg selv har været involveret i, vil jeg fremhæve udstillingen ”Against All Odds” på Statens Museum for Kunst. Her lagde jeg stemme til en robot, der kunne chatte med gæsterne, som om den var billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. Hun var gift med komponisten Carl Nielsen og var lige så anerkendt og talentfuld som sin mand i sin samtid. Og temaet for udstillingen var netop kvindelige kunstnere fra slutningen af 1800-tallet, som havde langt vanskeligere betingelser end mændene, og som aldrig blev indskrevet i kulturkanoner. I disse år ser vi en udbredt tendens til at give kvinderne revanche og bringe dem tilbage på publikums lystavle, og det er en meget positiv udvikling.

Hvornår har du sidst grinet?

– Det har helt sikkert været over noget, som mit barnebarn Tajo på snart tre år har sagt. Han har et fantastisk ordforråd og siger genialt sjove ting konstant. Og han er bestemt ikke genert. Inden han fik styr på ordene, talte han sort, men havde selv en forståelse af, at han sagde noget, der gav mening. Det var som at opleve Dirch Passer i et af hans udødelige numre, hvor han fabler løs på diverse fremmedsprog.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Jeg har produceret flere teaterforestillinger, som står mit hjerte nær, men skal jeg fremhæve noget, er det mit arbejde med Anne Marie Carl Nielsen. Hendes liv, karriere og kærlighed har en særlig plads i mit kunstneriske virke alene i kraft af de mange år, hun har rumsteret i mit hoved. Jeg blev opmærksom på hende i 2014, da jeg læste hendes og Carls brevveksling. Det er der blandt andet kommet en opera, en koncertfortælling og en bog ud af. Og som det enestående geni hun var, bliver hun ved med at interessere mig.