Min mor er mange ting, men hun er også en overlever

Det er kun en lille måned siden, at DR’s nye historiske dramadokumentar ”Slave af Danmark” rullede over skærmen med journalist Nola Grace Gaardmand Barsøe i rollen som vært. Optagelserne til programmet, der omhandler Danmarks fortid som kolonimagt, foregik blandt andet på St. Croix, og undervejs opdagede Nola, at hun selv havde følelser i klemme.

– Man skal jo være lavet af sten for ikke at blive berørt af det, men jeg fornemmede ret hurtigt, at jeg blev mere ramt af det, end godt var. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg måtte sætte mig ud i bilen efter arbejde og græde, inden jeg kunne hente mine børn, fortæller Nola Grace Gaardmand, som har en hvid dansk far og en sort sydafrikansk mor.

Sidstnævnte har Nola ikke haft meget kontakt med, siden hun og hendes storebror blev efterladt hos deres far i Danmark, da hun var 12 år gammel. Men nu kunne hun ikke lade være med at spekulere på, om der var noget i hendes mors fortid, som kunne forklare det ellers uforståelige valg, hun traf.

– Min mor voksede op under apartheidstyret i Sydafrika, men vi har aldrig rigtig talt om det. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at det ikke var noget, jeg skulle spørge ind til, forklarer Nola.

Ikke desto mindre satte hun sig for at undersøge, hvordan apartheidstyret stadig i dag påvirker de mennesker, der levede under det. Men først var hun nødt til at få sin mors accept.

En ny ømhed

Apartheid blev indført i Sydafrika i 1948 og gjorde raceadskillelse til et lovkrav, der fratog landets sorte befolkning land og rettigheder, som fremover var forbeholdt hvide. Og selv om slaveriet og apartheid er to forskellige kapitler af verdenshistorien, ser Nola ligheder.

– Begge var samfund, hvor ens rettigheder og værdi som menneske blev defineret ud fra hudfarve, og hvor familier i høj grad kom under pres. Jeg mærkede så meget ømhed for de kvinder, jeg læste om, som under de mest ubarmhjertige omstændigheder formåede at holde sammen på et familieliv. Og samtidig begyndte jeg at mærke en ømhed over for min egen mor, siger Nola, som i mange år ellers kun havde følt vrede over at være blevet forladt.

På et tidspunkt under optagelserne til ”Slave af Danmark” skriver hun derfor en sms til sin mor, hvori hun spørger, om hun har lyst til at tale med hende om apartheid og deres forhold.

– Til min overraskelse svarede hun med det samme, at det ville hun gerne. Hun gik med til det, fordi hun kunne mærke, at jeg havde brug for det, og fordi hun også selv havde, siger Nola, som samtidig fik den tanke, at deres historie kunne være relevant for andre end hende selv.

Det er blevet til en dokumentar i tre afsnit, ”Min mors apartheid”, hvoraf det første har premiere på DR1 2. april, mens alle tre afsnit allerede kan streames på DRTV.

Nedarvet tavshed

Nolas mor flytter til New York i 1970’erne. Her er hun fri, som hun udtrykker det i dokumentaren, til at leve og tjene sine egne penge, som hun vil, og her skal hun ikke længere bekymre sig om sin hudfarve. Det er også her, hun møder Nolas far, en hvid jazzmusiker fra Danmark.

Familien flytter til Danmark, da Nola er otte år, men det lille hjem er præget af morens alkoholmisbrug. Nola husker, at hun skammer sig og forsøger at skjule, hvad der foregår derhjemme, og det, fortæller hun, har hun ikke fra fremmede.

– Fra min mor var helt lille, har hun lært, at det, der er svært, taler vi ikke om. Og det er gået i arv til mig. Men jeg har siden lært, at man gerne må tale om det. Faktisk skal man tale om det. Ellers vil det ride en som en mare, siger Nola og oplyser, at hun har brugt mange timer i gruppeterapi for voksne børn af misbrugere for at nå til den konklusion.

De hjemvendte

Så da Nola under optagelserne rejser til Sydafrika for at besøge sin mor for første gang i 20 år, er det også for at bryde med det, hun beskriver som en tavshedskultur.

Hun besøger blandt andet landsbyen, hendes mor voksede op i, og ved at grave i familiens fortid opdager hun, at hendes bedsteforældre var involveret i modstandsaktiviteter, som betød, at tavshed var et nødvendigt onde.

Nolas morfar nåede lige akkurat at få sit diplom, inden apartheid blev indført og sorte udelukket fra universiteterne. Han underviste i politik på et gymnasie, og det gjorde ham til et mål for apartheidregimet, der overvågede familien, som endte med at flygte til Nigeria, hvorfra han fortsat var aktiv i modstandsbevægelsen. Nolas mor og bedsteforældre var blot én familie ud af mange, som forlod Sydafrika i samme periode, og mens hun opholder sig i landet, erfarer hun, at hendes mor langt fra var ene om at vende tilbage, da apartheid ophørte.

– Virkelig mange tog hjem, selv dem, der ikke var født i Sydafrika. Det kan jeg bedre sætte mig ind i nu. Den der dybe længsel efter at komme hjem. Den identitet, der er knyttet til et sted, den kan man ikke undervurdere, siger Nola.

Men det Sydafrika, de vendte hjem til, var ikke det Sydafrika, de forlod, og Nola fortæller, at hun desværre ikke blev overrasket over at opleve den massive ulighed, der stadig eksisterer i hendes mors land.

– En hel generation fik frataget deres land og mulighed for uddannelse, og det siger sig selv, at så er der ikke meget at give videre til næste generation.

Et helt menneske

Mens hun er i Sydafrika, savner Nola sin familie hjemme i København, som består af radiovært Magnus Barsøe og deres to sønner på fem og otte. Nola fortæller, at hun altid havde forestillet sig, at hun, når hun en dag selv fik børn, endelig ville kunne forstå sin mor. Men det modsatte sker. For tanken om at flytte om på den anden side af jorden uden sine børn er for Nola nu mere ubegribelig end nogensinde før.

Alligevel gør hun sig umage for at møde sin mor med et åbent sind, da hun endelig sætter sig ned for at interviewe hende.

– Jeg måtte lægge datterrollen fra mig og prøve at forstå hende som et helt menneske. Ikke bare som hende, der ikke kunne finde ud af at være min mor, forklarer Nola, som for længst havde opgivet håbet om forsoning.

– Jeg havde ikke troet, at vi ville kunne finde hinanden igen. Det løb var kørt. Men at forstå, at hun gjorde sit bedste ud fra de forudsætninger, hun havde, det har mildnet mit blik på hende. Min mor er mange ting, men hun er også en overlever. Og det er jeg sådan set også.

Læs også: