Niels Ellegaard om humor: Særligt én evne er vigtig at have

”Strictly Ballroom – The Musical” er baseret på Baz Luhrmanns filmhit fra 1992. Musicalversionen har lagt blandt andet Sydney og London ned, og 20. februar har den danske udgave premiere i Falkonersalen, Frederiksberg. Silas Holst spiller Scott Hastings, der bryder alle ballroomdansens regler i jagten på det australske mesterskab. Som hans partner Fran ses Sicilia Gadborg, mens Niels Ellegaard er hans flamboyante mentor, Les Kendall. Joy-Maria Frederiksen har instrueret.

Hvad er Les Kendall for en person?

– Han er indehaver af danseinstituttet, som hovedpersonerne færdes i. Han er selv tidligere danser og har store drømme om de triumfer, som han vil føre sine unge elever frem imod. I hans bevidsthed er danseverdenen lutter glitter og glimmer, men sådan er virkeligheden sjældent. Det giver ham problemer, og han må stå model til nogle pinagtige møder. Nogle oplever ”Strictly Ballroom” som en karikeret skildring af dansemiljøet, men folk, der kender det, fortæller mig, at beskrivelsen ikke er specielt overdrevet.

Synger og danser du selv i forstillingen?

– En smule. Jeg spiller en dansetræner på min egen alder, og det er naturligt nok de unge, som tager sig af de store energiudfoldelser. Desuden er det ikke en musical af den type, hvor de medvirkende synger alle deres store følelser ud. En del af numrene er kendte hits sunget af Line Krogholm, og det passer mig fint. Jeg er ikke den store musicalmand, men jeg har sagt ja til rollen som Les, fordi forestillingen er både sjov, rørende og godt skruet sammen.

Hvem inspirerer dig?

– John Cleese er mit store forbillede. Han har altid talt til min humoristiske sans. Oveni har han den menneskelige, filosofiske overbygning, som han blandt andet bruger, når han underviser erhvervsledere. Jeg underviser i kropssprog, og også i den sammenhæng kan jeg bruge hans indfaldsvinkel til noget. Man kan komme utroligt langt ved at kombinere humor med filosofi.

Hvornår har du sidst grinet?

– Min gode ven Thomas og jeg sad for nylig på en restaurant, hvor en ældre herre bestilte en kop kaffe, og hans kone tilføjede: ”Jeg skal have en lille.” Thomas greb den straks i luften og svarede: ”Tillykke! Det kan slet ikke ses!”. Jeg sætter pris på det, man kunne kalde den kvikke bemærkning, som næsten er en kunstart for sig selv. Men i det hele taget er et godt grin og evnen til at kunne se det komiske i det alvorlige for mig vigtige sider af livet. Dermed ikke sagt, at man skal fortrænge problemerne. Men humor er en god ventil at have, når verden ser forfærdelig ud.

Hvornår er du sidst blevet rørt?

– Jeg har lige set en fin dokumentar om fodboldspilleren David Beckham, og jeg var berørt flere gange undervejs. Det sker dagligt, at jeg bliver rørt eller kniber en tåre over noget, og det fortæller mig, at jeg befinder mig et godt sted i livet. Det handler om at tillade sig at græde. Jeg havde i sin tid en lærer på en ungdomshøjskole, der lærte mig, at man skulle huske at lade sig røre.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– For mange år siden, da min kone og jeg endnu ikke var et par, men bare gode venner, brugte vi en sommer på at lave gadeteater. Vi kørte simpelthen omkring i hele Danmark med en cykelvogn og optrådte for folk, som vi havde set andre gøre det i byer som Paris. Det var sjovt, og jeg tænker stadig tilbage på det med stor glæde. Bare det, at vi havde modet til at stille os op og sige ”Mine damer og herrer, kom nærmere!”, var en tilfredsstillende følelse, og jeg får af og til den tanke, at jeg godt kunne finde på at gøre det igen.