Slip fantasien løs til dragefestival på Fanø

Mandag, 21. august 2023
Greta Johannsen
Himlen over Fanø var fuld af spækhuggere, astronauter og andre mærkelige ting. Heldigvis var det bare 5.000 drager, der blev luftet.
Dragefestival på Fanø

Der er intet så stille som stranden ved Rindom på Fanø, selv om der er masser af mennesker her denne lørdag i juni.

Der er flere tusinde drager i luften, og mange hundrede mennesker spredt ud over den en kilometer brede strand. Horisonten går i et med havet et sted derude, og her på stranden bliver selv de mest højtråbende små og uanselige for enden af en drage, der flyver så højt, vinden kan bære den.

Mennesker, der flyver med drager, ser kun op i luften for at styre deres drage på rette vej. Hvis de siger noget, er det mest henvendt til dragen eller en påkaldelse af den helt rigtige vind.

En drage i form af en astronaut til Fanø Dragefestival
En astronaut uden rumskib.
Foto: Claus Fisker

God vind

Det var tilfældigvis den rigtige vind de dage i juni, da der var dragefestival på Fanø. Ikke noget med kastevinde, slagregn eller tordenvejr, så drageflyverne kunne virkelig bevise over for sig selv og hinanden, at de havde styr på det der drageflyvning.

Simon på 11 år gjorde sit bedste, og med lidt hjælp fra far Jørgen lykkedes det at få spækhuggeren op i det højere luftlag sammen med de andre 5.000 drager, der svævede højt over stranden, da Familie Journals udsendte besøgte den.

Simon med sin drage, der er formet som en spækhugger
Simon med sin spækhugger.
Foto: Claus Fisker

Fanø har holdt dragefestival hvert år i juni de seneste 39 år, og dragefestivalen er en af de ældste og største i Danmark.

Det var kineserne, der opfandt kunsten at lave drager af silke og ris-papir, og det var de to tyskere Wolfgang Schimmelpfennig og Rainer Kregovski, der fik idéen til at holde dragefestival på Fanø for 39 år siden.

De to venner fra Hamburg elskede at bygge og flyve med drager. De elskede også at holde ferie på Fanø, fordi der netop her er en stor bred strand og masser af vind og dermed de allerbedste muligheder for at lykkes med at sætte en drage op.

Sådan gik deres sommerferie med masser af vind og drager. Året efter tog de venner med, og der blev bygget flere drager, og pludselig kunne de kalde sig en festival.

Her er alle velkomne til at komme og flyve med deres drager, hjemmelavede eller købte. Der er ingen gebyrer, ingen faste pladser, bare en masse mennesker, der elsker drager og gerne giver gode råd og hjælper hinanden.

De første kinesiske drager

Festivalen hedder ”Fanø International Kite Fliers Meeting”, og igen i år var Rindom Strand fuld af danskere, tyskere og hollændere, og for første gang var der også en flok kinesere på officielt besøg.

I gamle dage sejlede Fanø-skippere ud i verden og kom også til Østen, hvor de blandt andet bragte porcelæn og silke med hjem til Fanø. Det var også dengang, danskerne mødte de første kinesiske drager.

I år var det så kinesernes tur til at komme til Fanø. En delegation på 30 dragebyggere viste, hvordan de bygger drager, der er rene kunstværker.

Drager til Fanø Dragefestival
Drager kommer i alle former.
Foto: Claus Fisker

På dragefestivalen er der plads til alle slags drager. Både dem, der er lavet af rispapir og træpinde, og dem, der er bygget af plastic eller lavet af silke.

Drageflyverne kommer langvejs fra, netop fordi vinden og oplevelsen af drageflyvning er den bedste her på Fanø.

De kommer måske også, fordi det netop kun handler om drager her på festivalen. Der er ingen boder, ingen smarte T-shirts til en god pris, ingen is og kun den mad, du selv medbringer.

Det er for hele familien

Jasmin og hendes familie kommer her hvert år for at beundre dragerne. Far Lucky har selv fløjet meget med drager, men nu er det Jasmins tur. Hun fylder 10 år i dag, og hele familien er på stranden for at se hende sætte sin første drage op. Det er en herlig familieudflugt, som handler om at lave noget sammen som familie.

Jasmin med sin familie til dragefestival på Fanø
Jasmin kæmpede med at holde dragen i luften, mens lillebror, far Lucky og mor Simone kom med opmuntrene tilråb.
Foto: Claus Fisker

Nogle kommer cyklende, andre kommer med bussen, men de fleste kommer i biler eller autocampere, hvor hele familien kan være med.

De kører ned på stranden ved daggry, sætter flere drager op bag bilen, og så drikker de kaffe i skyggen og holder øje med dragerne. Det er den mere luksuriøse udgave af drageflyvere. Sådan en er Robert fra Nurnberg i Tyskland.

Han har været med til dragefestival siden 1993, hvor han blev gift med sin kone, Susanne. Hun forærede ham en drage i bryllupsgave, og siden har han været bidt af at flyve med drager.

Robert og Lena fra Tyskland til dragefestival på Fanø
Far og datter, Robert og Lena, fra Tyskland, og deres tegneseriefigurer.
Foto: Claus Fisker

Han har kørt hele natten for at kunne være her og sætte sine drager op ved solopgang. I år er hans kone ikke med, hun måtte passe sit arbejde hjemme i Tyskland, men deres datter, Lena, er der og hjælper sin far med at sætte alle deres drager op bag bilen.

Dragefestival

Fanø Dragefestival bliver holdt hvert år i juni. Alle er velkomne, og det er gratis at være med. I 2024 holdes festivalen i dagene 20.-23. juni.

Slip fantasien løs

– Det er sjovt at bygge drager, og det er sjovt at flyve med dem. Jeg begyndte med at lave en drage af avispapir, træpinde og masser af sejlgarn. Da jeg var teenager, byggede jeg en model af en historisk drage fra 1910, så jeg indrømmer gerne, at jeg er vild med at bygge og flyve med drager. Mine forældre og jeg tager til festival hvert år, men i år har vi næsten kun købte drager med, siger Lena og henviser til, at voksne jo også må passe deres arbejde og ikke kan bruge al tiden på at flyve med drager.

En kuglefisk som drage til Fanø Dragefestival
En charmerende kuglefisk.
Foto: Claus Fisker

– Vi er et stort fællesskab, og Fanø er blevet stedet, hvor vi slapper af og slipper fantasien løs, siger far og datter.

Sådan går dagen i bagende sol og med en frisk vind, med madder fra køletaskerne og kaffe fra termokanderne. Om aftenen bliver dragerne taget ned og lagt på plads i bagagerummene. I morgen er der atter en dag

Det var ikke kun fantasien, der blev sluppet løs. Der var også enkelte drager, der slap deres fortøjninger og fløj videre på egen hånd. Så hvis du ser en drage, der flyver helt alene, så glæd dig: Dragen symboliserer både regn, frugtbarhed og lykke, og det kan vi alle godt bruge lidt mere af.

En drage i form af en brandbil til Fanø Dragefestival
Der var også en drage i form af en brandbil. Desværre lykkedes det ikke at få den i luften.
Foto: Claus Fisker