En læser fortæller: Gensynet med mit barndomshjem

Da jeg var 19 år, flyttede jeg fra gården, hvor jeg efterlod min mor og far. Mine storebrødre havde for længst forladt den fædrene gård.

Derfor var det en stor forandring for mine forældre, at deres efternøler allerede forlod dem, og jeg gjorde mig desværre ikke de store overvejelser, for nu skulle jeg endelig ud at opleve verden, som ventede.

Min mor har siden fortalt, at hun tit gik ned på mit værelse og bare sad på skibsbriksen og var ked af det. Godt, hun ikke nævnte det for mig dengang, for så havde min samvittighed måske ramt mig. Dengang havde jeg kun tanke for at komme hjemmefra.

Ikke fordi jeg havde dårlige barndomsminder. Tværtimod har jeg haft den kærligste og tryggeste barndom. Måske var det derfor, det var så nemt for mig at forlade barndommens trygge base, for jeg var overbevist om, at det hele fortsatte, og at livet kun ville give mig endnu mere af det gode.

Selvfølgelig fortsatte jeg med at vende tilbage, og hver gang blev jeg modtaget med glæde og nysgerrighed om mit liv nu og her. Når jeg rejste igen, var det med favnen fuld af både sukker, kaffe og penge, så jeg havde noget at leve af de næste uger.

Startede mit eget liv

I dag anerkender jeg, at det var en selvfølge for mig, at omsorgen på alle måder fortsatte, og jeg har selv forsøgt at gøre det samme for mine egne børn. Jeg ved godt, at de sagtens kan klare sig, men lidt Nutella og en seddel kan vel aldrig gøre skade.

Det var heller ikke et forsøg fra mine forældres side på stadig at gøre mig afhængig af dem, men bare en måde at vise deres fortsatte interesse og omsorg for mig.

Mine forældre er for længst borte, men de har givet mig en forståelse for, at selv om ens børn selvfølgelig skal flytte hjemmefra og skabe deres eget liv, kan jeg stadig være en del af det.

Særligt, hvis jeg holder mig til at være til gavn og glæde og ikke bare bedrevidende. Det medfører, at jeg får så rigeligt tilbage og aldrig bliver betragtet som en forælder, man skal forlade for at få sit eget liv.

Gensyn med gården

Forleden ringede min storebror og spurgte, om jeg havde lyst til at gense vores barndomshjem, gården derude på landet, som var vores stamme i mange år.

Min bror havde også inviteret sine voksne drenge og deres børn, så vi var en stor flok, der kørte afsted den søndag formiddag. Vi var spændte, da vi kørte ind på gårdspladsen.

De nye ejere, som var de tredje efter salget, blev nok lidt overraskede over det store fremmøde, men de var utrolig imødekommende, og vi blev vist rundt i det nu totalt renoverede stuehus. Alt blev vist frem både inde og ude. De var tydeligt stolte over stedet, og det forstod vi jo godt.

Dog kunne vi med smil på læben stadig kende, hvor vores værelser havde været, og på den del af loftsetagen, der endnu ikke var inddraget i boligen, fandt vi skriftlige tilkendegivelser fra vores ophold. Vi havde begge svært ved at huske, hvorfor vi havde skrevet både dato og navn på væggen, men det skabte en særlig forbindelse mellem vores barndom og os.

Både børn og børnebørn syntes, det var spændende at se, hvor deres farfar og hans lillesøster var vokset op. Vi fortalte dem om vores fisketure til den nærliggende å og om den store skov, der havde været både legeplads og campingplads for os og vennerne.

Nu rummer det en ny familie

Det var en stor glæde at se, at de havde renoveret og ajourført vores barndomshjem til nutiden, og ikke mindst at de var så glade for deres hjem, akkurat som vi havde været det. Nu rummer det en ny familie med børn, der skal have deres liv og levned der.

På et tidspunkt flytter deres børn hjemmefra, og forhåbentlig vil de også se tilbage og føle, at deres barndomshjem var roden til alt godt.

En dag håber jeg at kunne komme derop med mine egne børn og børnebørn og vise dem alt det, de gennem årene har hørt så meget om. Nemlig det sted, hvor deres mor og bedstemor engang var en pige, der klatrede i træer, svømmede og spiste fisk, der blev grillet over bålet.

Jeg havde heste, hund og katte, men hverken iPad eller mobiltelefon. Ja, de vil nok igen med undren spørge, hvordan jeg overlevede, men det er sundt at undre sig.

Nok er jeg nostalgisk, men det er nu godt at blive mindet om, at selv om årerne er gået, så er der noget, der er en del af os, og som har medvirket til, at vi er, som vi er.