Endelig fri af angsten

– Jeg vil ønske, at jeg kunne have læst min egen historie, da jeg var 14 år.

31-årige Natacha Halkjær fra Helsingør har netop fortalt om den opslidende angst, der har fulgt hende siden teenageårene, og som først for alvor slap sit tag i hende for snart syv år siden efter et forløb med metakognitiv terapi. Efter år med psykologtimer, samtaleterapi og antidepressiv medicin, der kun i perioder har formået at holde angsten i ro, er hun nu et sted i sit liv, hvor hun har lært at tæmme den.

– Jeg kan stadig have dage, hvor jeg mærker angst, men det er på en helt anden måde. Nu er det mig, der har kontrollen, og jeg ved, at den går over igen. Jeg har på en måde accepteret den, og det giver en indre ro, jeg ikke har oplevet før, fortæller Natacha.

Hun husker stadig tydeligt sit første angstanfald. Hun var 14 år, og det skete lige midt i en dansktime. Hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere under blusen, kvalmen tog til, og hendes syn sløredes, indtil omridset af et kulsort ansigt pludselig fløj ind foran hendes blik og stod helt skarpt og fik hende brat ud af det galoperende angstanfald. Hun rejste sig fra sin stol og forlod klasseværelset for at sunde sig – uden at forstå, hvad der lige var sket. Ingen havde tilsyneladende lagt mærke til, at Natacha havde haft en ud-af-kroppen-oplevelse, for da hun vendte tilbage til sin plads, fortsatte skoledagen, som om intet var hændt.

– Jeg fungerede aldrig rigtig socialt i skolen, og jeg har altid følt mig meget alene – uden at jeg vil sige, at jeg er blevet mobbet. Men jeg har været til stede uden at blive set af de andre, og jeg husker egentlig bare al min tid i folkeskolen som svær. Rigtig svær, siger Natacha.

Siden er fulgt mange flere angst­anfald. Hun husker tilbage på alle de aftener, hvor hun har grædt sig selv i søvn, mens hendes mor har siddet på sengekanten, og hun husker, at hun ofte var plaget af mavesmerter, som talrige lægebesøg og indlæggelser aldrig fandt en fysisk forklaring på. Derimod blev det til sidst konkluderet, at mave­smerterne måtte være psykisk betingede, og Natacha begyndte hos en psykolog.

Her fik hun at vide, at hun led af stress, der var udløst af præstationsangst. Terapien gjorde hende godt – i en periode – indtil angstsymptomerne med tankemylder, grublerier og overtænkning fandt hende igen. Hun fik aldrig fortalt sin mor eller far, hvor dårligt hun i virkeligheden havde det indeni, da hun for alvor ramte teenageårene. I stedet reagerede hun. Med vrede og et letantændeligt temperament, der gjorde hende uvenner med dem og sine veninder.

– I dag kan jeg godt se, at jeg var hård udadtil, og at det nok har gjort mig utilnærmelig. Men det skyldtes jo, at jeg havde det rigtigt dårligt det meste af tiden, siger hun nu.

På sin vej ind i voksenlivet har der også været acceptable perio­der, hvor hun har ”fungeret”, fordi hun har været i terapi af en eller anden form. Men på et tidspunkt er hun dykket igen og har været plaget af en angst, der har været så invaliderende, at hun f.eks. blot et par måneder før, hun kunne sætte et punktum for tre slidsomme gymnasieår med hue, dimissionsfest og studenterkørsel, droppede ud, ligesom hun heller ikke fuldførte pædagogstudiet, hun senere kom ind på.

Skulle ikke fikses

Da hun ventede sin søn, Magne, der i dag er otte år, lå hun syg med stress, og da barselsorloven nærmede sin slutning, opsøgte hun sin læge igen for at få hjælp. Det var her, hun for første gang hørte om metakognitiv terapi og blev henvist til et gruppeterapiforløb på seks gange ad to timer. Hun indrømmer, at hun ikke havde store forventninger, og at hun faktisk var lige ved ikke at tage af sted.

– Jeg magtede næsten ikke at skulle sidde over for nogle fremmede og vende vrangen ud på mig selv og forklare hele mit liv, og hvad der mon var gået galt. Men min daværende kæreste overtalte mig, og det var godt, smiler Natacha.

For modsat al anden terapi var det fuldstændig ligegyldigt, hvad der var i hendes ”rygsæk”. Hun sagde sit navn, og at hun led af angst, og så var det videre til den næste.

– Det var en befrielse og meget anderledes, end hvad jeg havde prøvet før. Det handlede ikke om mig, så jeg var ikke noget, der skulle fikses. Mine problemer var ikke relevante, det var metoden, og at få taget den opmærksomhed væk var rart.

Grubletid

Under terapien blev Natacha bevidst om sine negative triggertanker, der kunne få hende til at overtænke og gruble i timevis, og hun fik værktøjer til at flytte sin opmærksomhed væk fra dem. Blandt andet fungerede en øvelse rigtig godt for hende, der går ud på, at man indfører et afgrænset tidsrum i løbet af dagen, kaldet grubletid, hvor det er tilladt at analysere sine problemer. Kommer der en triggertanke før grubletiden, skal man lade den være.

– Jeg satte en time af om dagen til at skrive mine triggertanker ned i en dagbog, og andre gange havde jeg bare brug for at ”gruble” sammen med en veninde. Så tog vi en halv times snak om mine tanker, og så skulle vi skifte fokus og tale om noget andet. Jeg oplevede, at jeg på den måde var i stand til at slukke for de negative tanker, siger hun.

En anden ting, Natacha tog til sig, var at afkoble sin opmærksomhed fra en bestemt tanke og selv styre, hvad hun ville fokusere på. Det kunne være under opvasken, hvor hun fokuserede kun på det.

Det har krævet træning at få metoden ind under huden, men i dag er det blevet en del af Natachas måde at tænke og være i livet på. Hun har ikke længere behov for fast grubletid. Mærker hun, at tankerne forstyrrer en dag, indfører hun det og får styr på dem.

– Man skal huske, at alle har dårlige dage, og det har jeg også, selv om jeg har gået i metakognitiv terapi. Men jeg har det slet ikke i samme frekvens og lige så overmandende. For jeg er klar over, at det er lige nu, og i morgen er det noget andet. Det ville jeg gerne have vidst, da jeg var 14 år.