Højskolen gav mig livsglæden tilbage

Da jeg fyldte 70, tog jeg beslutningen om at lade mig skille fra min mand.

Den havde været flere år undervejs, men sandheden var, at min mand aldrig havde behandlet mig særlig pænt.

Han havde aldrig været fysisk voldelig over for mig, men han var en sand mester i små, ondskabsfulde spydigheder, som havde det med at krybe ind under huden og få mig til at føle mig lille og uduelig.

Han var desuden sygeligt optaget af sparsommelighed og tillod mig kun sjældent at bruge penge på mig selv.

Men nu skulle det være. Det var gået op for mig, at hvis jeg skulle nå at få noget ud af mit liv, måtte jeg bryde fri af mit kvælende ægteskab.

Det var smerteligt at se mine jævnaldrende have lykkelige seniorliv, der var fulde af spændende rejser og glade børnebørn.

Der var slet ingen børn til at binde min mand og jeg sammen, for jeg havde ikke kunnet få nogen. Det var noget, han aldrig havde forsømt at minde mig om.

Han hadede desuden at rejse, så vi havde aldrig været længe væk end Sverige. Altså var der ikke andre end min mand, der ville lide under, at jeg gik.

Min omgangskreds syntes, jeg var tosset. Hvad skulle jeg dog alene i den alder, som min søster måbende sagde. Nu havde min mand og jeg holdt sammen så længe, og så kunne jeg vel godt tage de sidste år med?

Men nej, jeg havde besluttet mig. Så jeg gjorde mit bedste for at ignorere de undrende reaktioner fra familie og venner, selv om det gjorde ondt, at de ikke forstod mig.

Min mand blev utrolig bitter, da det gik op for ham, at han hverken kunne true eller lokke mig tilbage.

Herefter brugte han alle sine kræfter på at sørge for, at jeg fik så lidt som muligt ud af skilsmissen rent økonomisk. Jeg lod ham beholde alle møblerne, også fordi jeg ikke længere havde lyst til at have noget, der mindede mig om mit ægteskab.

Den første tid var jeg travlt optaget af alt det praktiske. Jeg havde boet i en mindre provinsby hele mit liv, men nu fandt jeg en hyggelig stuelejlighed i en stor by 30 kilometer væk. Jeg ville være tættere på kulturoplevelser og andre mennesker.

Det føltes befriende selv at kunne bestemme, hvordan boligen skulle indrettes, eller hvornår jeg ville lave mad. Jeg gik lange ture i den friske blæst langs Limfjorden og mærkede en spirende glæde i maven over det livs­kapitel, der ventede.

Men lige så langsomt trådte bagsiden af min nye hverdag frem.

Vennerne valgte side

Da jeg omsider begyndte at have overskud til at invitere folk, opdagede jeg, at flere af vores fælles venner havde valgt min mands side.

– At du dog kunne gøre det mod den stakkels mand, sagde en af kvinderne anklagende til mig, før hun lagde på.

Åbenbart gav min tidligere mand den hele armen som martyr til alle, der ville lytte. Jeg havde aldrig fortalt nogen, hvordan det virkelig var fat i mit ægteskab, og det ramte mig nu. Mit netværk skrumpede drastisk for øjnene af mig.

Og hvor skulle jeg møde nye mennesker i min alder? Jeg havde for længst forladt arbejdsmarkedet og havde ikke haft nogen hobbyer i årevis.

Under skilsmissen havde jeg holdt modet oppe ved at forestille mig, at jeg ville gå på kunstudstillinger eller melde mig ind i nogle foreninger, men da det kom til stykket, svigtede modet. Jeg blev ramt af en frygt for ikke at være interessant nok. Så var det lettere at blive hjemme foran tv’et med strikketøjet.

Månederne gik, og efterhånden var der næsten gået to år siden skilsmissen. Selv om det var en lettelse at være fri af min mands daglige stikpiller og kvælende kontrol, måtte jeg også erkende, at mit nye liv ikke var blevet, som jeg havde drømt om.

Jeg var ensom. I mine mørkeste stunder fortrød jeg næsten min drastiske beslutning.

Men en dag havde jeg besøg af min niece, Klara, der netop var vendt hjem efter fem år i Dubai. Hun har altid været meget observant, og derfor burde det ikke være kommet bag på mig, da hun spurgte:

– Grete, har du det egentlig godt? Er du glad?

Jeg var lige ved at knibe en tåre over, at det var så tydeligt, for jeg måtte jo indrømme, at mit liv manglede både indhold og retning.

Samme aften ringede en begejstret Klara til mig.

– Jeg har en idé. Du kunne tage på seniorhøjskole.

Jeg vidste ikke engang, at der fandtes højskolekurser for seniorer. I løbet af 10 minutter havde min niece sendt mig en e-mail med links til fire højskoler.

Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, mens jeg sad med min iPad og læste om kurserne på nettet. Jeg boede billigt, så pengene havde jeg, men kunne jeg overhovedet finde ud af at rejse så langt og tilbringe flere uger sammen med fremmede? Det ville være grænseoverskridende.

Alligevel begyndte mit hjerte at slå hurtigere. For tænk nu, hvis det blev en fantastisk oplevelse?

Til sidst besluttede jeg, at det umuligt kunne være lige så slemt som at blive skilt. Desuden ville den skilsmisse snart være fuldstændig ligegyldig, hvis ikke jeg fik realiseret nogle af de drømme, der var medvirkende til bruddet.

Så jeg bookede to ugers kurser på en vestjysk højskole og forbød mig selv at fortryde.

Min kuffert og jeg skulle med to tog og en bus for at komme frem til højskolen, og jeg var pavestolt over, at jeg selv havde fundet ud af at rejse så langt. Jeg blev taget varmt imod af forstanderen og fik anvist mit værelse, der havde en skøn udsigt.

Da hele holdet samledes for første gang, strømmede lettelsen igennem mig, for de andre deltagere lignede helt almindelige mennesker som mig selv.

To fantastiske uger

Til aftensmaden den første dag var der en buttet dame i en storblomstret kjole, der satte sig ved siden af mig. Hun præsenterede sig som Henny og fortalte smilende, at hun tog på højskole hvert år.

– Lige siden Svend døde, uddybede hun.

Hun virkede så munter og levende, at jeg med det samme fik lyst til at lære hende at kende. Hvis man kunne blive så glad efter at være blevet alene, måtte jeg kunne lære noget af hende. Desuden virkede hun dobbelt så energisk som mig, selv om hun var 82.

Og Henny tog mig virkelig under sin vinge. Med sin arm i min viste hun mig rundt på skolen, som hun kendte ud og ind, og præsenterede mig for flere af de andre gengangere.

Alle virkede så åbne og smilende, og pludselig kunne jeg slet ikke forstå, hvad jeg havde været så nervøs for.

De næste to uger var noget af det mest fantastiske, jeg havde oplevet i mange år. Hver dag var der oplæg om spændende emner som Vesterhavets fugleliv og Danmarks historie.

Jeg havde desuden tilmeldt mig valgfag i keramik og noget, der hed qigong. Det var nogle langsomme, blide helseøvelser, som samtidig gjorde mig helt rolig i hovedet. Det blev jeg virkelig bidt af.

Men der var også fælles ekskursioner. Vi var for eksempel på kunstmuseum og på frilandsmuseet Hjerl Hede. Og så var der selvfølgelig fællessangen og måltiderne, hvor der var god tid til at tale sammen.

Selv om der var fuldt program de fleste dage, var der indlagt flere små huller. Nogle brugte dem til at få en lille en på øjet, men jeg kunne ikke sove, for jeg syntes næsten, min krop summede af begejstring. Henny gad heller ikke sove til middag, for som hun sagde, så fejlede hverken bentøjet eller snakketøjet noget.

I stedet gik vi ture, hvor vi talte om stort og småt. Vi var egentlig meget forskellige. Henny havde fire børn og ni børnebørn efter et langt og lykkeligt ægteskab. Men det var, som om forskellene ikke betød noget. Vi passede bare godt sammen. Vores humor var ens.

De to uger fløj af sted. Den sidste aften gik jeg lidt om den varme grød, før jeg tog mod til mig og sagde til Henny, at det kunne være hyggeligt at holde kontakten.

– Jamen, selvfølgelig skal vi da ses igen, bette pige! udbrød hun.

Det havde hun kaldt mig hele vejen igennem. Vi udvekslede kontaktoplysninger, og næste dag krammede vi farvel med et løfte om snart at ses.

Et livsforandrende møde

Henny boede i Aarhus, og selv om det ikke lå lige i min baghave, var det trods alt kun en togtur væk. En måneds tid senere tog jeg derfor ned til hende. Hun stod klar på stationen i en af de storblomstrede, farverige kjoler, jeg var kommet til at forbinde med hende.

Hun boede stadig i det parcelhus, hun og Svend havde delt, og havde masser af plads til overnattende gæster.

Vi tilbragte et par skønne dage sammen, hvor vi blandt andet gik tur i Botanisk Have og var på kunstmuseet Aros. Vi var sågar ude at købe tøj, hvor Henny overtalte mig til at berige min anonyme garderobe med et par kulørte kjoler og bluser.

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at mit højskoleophold og mødet med Henny har været livsforandrende. Pludselig fik jeg det rygstød, jeg manglede, for at turde gå mere ud og melde mig ind i nogle foreninger i min hjemby.

Nu går jeg til qigong én gang om ugen og er også kommet med i en filmklub. Det har givet et par nye, gode bekendtskaber, som med tiden måske kan blive til veninder. Henny og jeg ses også stadig. Vi skiftes til at tage togturen og overnatte hos hinanden.

Det er halvandet år siden, jeg var på højskole i Vestjylland. Jeg har netop været af sted igen, denne gang i Sønderjylland. Endnu en gang har jeg fået et væld af gode oplevelser sammen med nogle søde mennesker.

En af skolens dygtige undervisere sagde, at de jo var til for at give os ”åndelige vitaminer”, og jeg kan egentlig godt lide det billede. Jeg synes i hvert fald, at min horisont har udvidet sig gevaldigt af mine to ophold.

Henny og jeg har allerede aftalt, at vi skal af sted på skole igen. Helt konkret har vi planer om at fejre næste jul sammen på en højskole. Det bliver noget andet, end jeg er vant til, men med en god veninde ved min side kan det ikke gå helt galt, tænker jeg.

Jeg er dybt taknemmelig for min søde nieces forslag om at give seniorhøjskole et skud. Jeg er nemlig sikker på, at det har en stor del af æren for, at jeg i dag endelig har skabt mig det rige seniorliv, jeg drømte om.