Mennesket lever ikke af chokoladekage alene, men mennesket lever bestemt heller ikke uden. I hvert fald ikke, hvis mennesket hedder Annette Ahrensberg og bor på Nordals. Hun er kæreste med Ricky, der elsker at få serveret hjemmebagt kage flere gange om ugen, og hvorfor skulle han ikke få det, selv om Annette er på kur? Derfor bager Annette den ene kage efter den anden, og alligevel har hun tabt sig 35 kilo på lidt over et år. Ham Ricky er i det hele taget en mand, alle kvinder ville være glade for. Det var nemlig ham, der for nøjagtig et år siden spurgte Annette, hvilken undskyldning hun mon havde denne gang for ikke at komme i gang med den slankekur, hun havde snakket om? Annette slog ham ikke ihjel, men det blev vendepunktet i hendes indtil da temmelig runde liv. – Jeg er kun 1,52 m høj, og sidste år vejede jeg lige præcis 100 kilo. ”Du kan, du vil, du gør det” sagde jeg til mig selv”, og så gik jeg i gang, siger Annette.
Vil du også være "Årets Taber" – Jeg er som et barn. Hvis jeg ikke må få is og kager eller noget, der er forbudt, så skal jeg have det. Så godt kender jeg mig selv. Derfor startede jeg forsigtigt, og den første måned nøjedes jeg med kun at tage én portion mad i stedet for to, og jeg begyndte at dyrke lidt motion. Efter den første måned havde jeg tabt fire kilo. Så blev det jo rigtig interessant, også fordi jeg faktisk allerede på det tidspunkt fik mere energi. Jeg kunne mærke, at jeg blev lettere og gladere. – Med det samme, jeg kommer hjem fra arbejde, går jeg i motionscentret og træner hårdt en times tid. Det gør jeg et par gange om ugen, to gange om ugen svømmer jeg, og så går jeg ture og cykler resten af tiden – ikke sådan nogle slentreture, men gode, lange ture, så jeg bliver godt træt bagefter. Nu er det efterhånden sådan, at jeg bliver fysisk dårlig, hvis jeg ikke får motion hver eneste dag, siger Annette.
En flot kvinde
Annette har tabt sig fra en størrelse 54 og helt ned til størrelse 38 i bukser, og det har været svært for hende selv at forstå. Her er det Ricky, der har spenderbukserne på: Det er nemlig ham, der køber to par nye bukser til sin kæreste, hver gang hun går en størrelse ned i bukser, men det er også ham, der forbyder hende at gemme de gamle bukser, til hvis nu ... – Og det vil jeg give ham ret i. Jeg vil aldrig mere tilbage til min tidligere overvægt. Før kiggede folk altid efter mig, fordi jeg var for tyk, men de kigger stadig efter mig. Nu siger Ricky, at de gør det, fordi jeg er en flot kvinde, siger Annette lidt genert. Og Ricky har ret: Annette er flot.
Læs også om Pia der tog en beslutning (link fjernet)