John Henry Jørgensen fra Aabenraa kører på vingummi og benzin. Masser af begge dele, for sådan er det at være julemand i 2020’erne.
Rigtige julemænd har for længst parkeret kanen og sat rensdyrene ud på marken. Rigtige julemænd kører motorcykel, og hvis man hedder John Henry Jørgensen, er der kun en maskine, der duer: En Kawasaki 1400 Ninja. En limegrøn fartdjævel, og når John Henry sidder på den, er hans kaldenavn ”Hugo the Man”.
Han ligner en rå fyr, men inden i banker et hjerte blødt som nougat. Det banker for børn og for julen, for selvfølgelig er det ham, der er julemanden. Fortæl det ikke til børn i nærheden af dig, men det er sandt.
Sidste år besøgte John Henry 43 familier i julen. Han kørte 1.390 kilometer på de tre juledage, og han gjorde det hele gratis. Det har han gjort i mange år, men sidste år var anderledes. Denne gang skulle de familier, der fik besøg af julemanden, gerne donere et større eller mindre beløb til børnene på Aabenraa Krisecenter. Det gjorde de, og det var en meget stolt julemand, der kunne aflevere 24.000 kroner til krisecenteret, for julemanden synes, at børnene på krisecenteret skulle have råd til lidt flere glæder i deres hverdag.
John Henrys karriere som julemand begyndte en jul for mere end 10 år siden, hvor han sad helt alene.
– Jeg var blevet skilt, min ekskone havde vores dreng, Victor, til juleaften, og så sad jeg der i min lejlighed og havde ondt af mig selv. Jeg gad slet ikke at holde jul, men så spurgte en af mine venner mig, om jeg måske ville komme forbi og optræde som julemand for hans børn. Det kunne jeg lige så godt, tænkte jeg, og så blev det den bedste oplevelse overhovedet at møde de der små unger, husker han og får en tåre i øjenkrogen, for, som alle ved, har julemænd let til tårer.
Siden den første start med en ganske almindelig lejet julemandsdragt og et vatskæg har John Henry taget udstyret til nye højder. I den søde juletid lyder han navnet Hugo the Julemand, og han er ikke den, der gør noget halvt. Dragten er af bedste og dyreste kvalitet, skægget er også speciallavet, og end ikke hans egen mor ville kunne genkende ham bag julemandsdragten. Alt, hvad man gør, skal man gøre ordentligt. Det har hun selv lært sin knægt, så det gør han. Julemanden har en barnlig sjæl, og det gælder også Hugo the Julemand:
– Inden jeg tager af sted som julemand, har jeg pakket 15 kilo karameller i bagageboksen. Dem tager jeg med ud til familierne, og så kaster jeg et par stykker i hovedet på den gamle bedstefar. Så griner ungerne. Hvis der er en, der er bange for julemanden, kaster jeg bare endnu flere flødekarameller ud, og så er alle glade. Det værste er næsten lugten af al den gode julemad, for jeg når aldrig at få noget af den. Jeg får vingummier, for det har jeg selv sagt, at jeg godt kan lide. Men man kan jo også få for meget af det gode, indrømmer han.
Derfor ligger julemanden på sofaen de første par dage efter jul for at pleje den ømme mave.
Denne julemand har mange talenter. Faktisk synger og spiller han også guitar, og han er manden bag den sønderjyske udgave af ”Midt om natten”.
– Det er total tumbet, men æ elsker musik, siger han.
I hverdagene sætter John Henry Jørgensen betonelementer op overalt i Danmark. Når han har fri, kører han motorcykel. Han elsker sin grønne lynhurtige Ninja, der kan køre fra alt, og hvis de skulle opfinde en, der kan køre endnu hurtigere, så er det sikkert, at han også skal have sådan en, for han er fuldstændig vild med fart.
Der har været kvinder i hans liv, men egentlig er han vist helst fri. De har det med at ville have faste spisetider og kærestetid, som han siger. De fleste kvinder bliver også trætte af at suse rundt på motorcykler, så John Henry har det godt alene. Han er blevet 50 år, og sønnen, Victor, er blevet en fornuftig ung mand, som hans far er mægtig stolt af. Jo, julemanden er en heldig mand, og det er de børn også, der får besøg af ham igen i år, for selvfølgelig er John Henry tilbage på banen som julemand.
– Det var sådan en fed oplevelse at give alle de penge til ungerne på krisecenteret, så i år har jeg valgt, at det stadigvæk er gratis at få besøg af julemanden, men at familierne gerne må give et bidrag til et nyt forsorgshjem, der lige er blevet åbnet i Aabenraa. Det er til mennesker, der er blevet hjemløse af den ene eller den anden grund, og så har de jo netop brug for at få lidt glæde i hverdagen, synes jeg.
Børnene og nu også de hjemløse kan roligt glæde sig: John Henry har købt karameller, fundet julemandstøjet frem og glæder sig til, det bliver juleaften, men han vil gerne bede familierne om at holde lidt igen med vingummierne, for han skal jo kunne klare at svinge sig op på sin lysegrønne Ninja igen, så snart det bliver forår.
Hvis du bor i Sønderjylland og gerne vil have besøg af julemanden, så kig ind på hans Facebookside: "Hugo The Julemand", men skynd dig, der er mange, der gerne vil have besøg af den hurtigste julemand i Danmark. I år samler han penge ind til Shelter Forsorgshjem i Aabenraa. Det er et nyt sted, hvor hjemløse kan få tag over hovedet for en periode. Du kan sende et beløb på Mobilepay: Box 6296xm