Hånden på hjertet: Hænderne har fortjent mere opmærksomhed

Forleden holdt jeg tilbage for en fodgænger, selv om hun løb over fodgængerovergangen, efter at lyset var skiftet til rødt.

Ærligt talt var det ikke kun for hendes skyld; det var også for min egen, for jeg vil så nødigt køre nogen ned.

Men der holdt jeg altså, og da hun hastede over gaden, løftede hun hånden for at anerkende, at jeg havde udvist venlighed.

Og så slog det mig, hvor meget den håndbevægelse egentlig kan betyde. Her betød den: Jeg ser, hvad du gør for mig. Tak for det.

Når hånden kommer op fra en vagt på Molslinjen, betyder den til gengæld: Stop. Kør ikke længere, så ramler du ind i bilen foran.

Og løfter man hånden i forsamlinger, risikerer man at melde sig til alt fra kageordninger til skolebestyrelser.

På den måde er hænder jo praktiske at have til alt muligt.

Hænder holder om kaffekopper, skriver vigtige ting på tastaturer, eller vinker venligt til naboer. Det er barnets hånd, vi tager fat i, når vi skal forhindre, at de snubler eller bliver væk.

Det er hånden, vi rækker frem, når vi skal hilse formelt på en anden, og vi slår hænderne sammen til applaus, når nogen har sagt noget klogt eller sjovt – eller optrådt med noget, vi kan lide.

Men hænderne er ikke kun et konkret værktøj.

De indgår i mange hverdagsudtryk.

Alle kan for eksempel trænge til en hånd i ryggen – både når det går op ad bakke, sådan helt konkret på cykel, og når man synes, at livet er lidt op ad bakke.

Det er også dejligt, når nogen giver en hånd med noget, mens det ikke er helt så festligt, hvis de i stedet afviser vores hånd og faktisk slår den af os. Sker det, er der ingen vej tilbage.

”Hånden på hjertet”, siger man også, og tilføjer derefter en eller anden sandhed: ”Hånden på hjertet, så var det faktisk meget rart, de aflyste arrangementer for vi var så trætte”.

Og Vor Herre holder hånden over os, mens politikere konstant taler om at holde hånden under f.eks. den danske økonomi.

Og mens jeg sad der i bilen og glædede mig over den lille anerkendende hånd fra fodgængeren, kom jeg til at tænke på, at hænderne måske har fortjent lidt mere opmærksomhed, end de får til daglig?

Og indrømmet: Det kan blive omfattende at takke sine hænder, hver gang de har holdt fast eller givet slip på noget.

Men vi kan måske også bare glædes over hænderne ved at bruge dem – og f.eks. huske den lille anerkendende håndbevægelse i det offentlige rum: Tak for hjælpen. Tak for venligheden.

Det koster ingenting og betyder så meget.