Jeg sidder her en stille sommeraften, alene med et glas hvidvin, og så tænker jeg, at jeg vil dele mine tanker med dig.
Jeg har været gift nu i lidt over 11 år. Har tre børn og et godt job. Det kører, men jeg er ikke glad.
Jeg føler, jeg fik børn alt for hurtigt – jeg havde kun kendt min mand i en måned, før jeg blev gravid. Og hvis jeg skal være helt ærlig, var vi aldrig blevet et par, hvis jeg ikke var blevet gravid. I hvert fald hvis det stod til mig.
Og nu er det måske min hvidvin i glasset, der taler, men jeg synes egentlig godt, jeg kan gå til bekendelse og sige, at jeg aldrig har elsket ham rigtigt. Men vi fik vores barn, og de næste er også kommet til. Det fortryder jeg selvfølgelig ikke.
Vi har det også godt, det har vi. Min mand er en sød mand, men … For tre år siden flyttede vi tilbage til min hjemegn, hvor mine forældre stadig bor, og her er jeg stødt på en del af mine ungdomsvenner … og ja, min gamle kærlighed.
Jeg var så vanvittigt forelsket i en fyr, da jeg var ung, og vi flirtede, men fik aldrig hinanden, og synet af ham gør mig nu helt ør.
Han er fraskilt og bor ret tæt på mig og min familie, så jeg støder ofte på ham. Mine knæ ryster, mit hjerte banker, jeg forsøger at holde den cool facade, men jeg kan slet ikke holde op med at tænke på ham. Jeg mener, han er mit livs store kærlighed.
Puk, skal jeg følge mit hjerte? Skal jeg opsøge ham og tale med ham, om hvorvidt han har følelser for mig også?
Har jeg ikke fortjent at dele livet med en mand, jeg virkelig elsker?
Den forelskede
Du må hellere sætte proppen på den hvidvin, for vi to skal tale et alvorsord.
Jeg tror, vi alle indimellem bliver ramt af drømmen om ham eller hende, vi aldrig fik. Det er ikke ualmindeligt at længes efter den store kærlighed, der slap væk, og forestille sig, hvordan tilværelsen ville have formet sig, hvis man var gået gennem livet hånd i hånd med en anden.
Lad os lige lave et virkelighedstjek. Hvor godt kender du ham ungdomsdrømmefyren? Har du haft en rigtig samtale med ham? Kender du overhovedet noget til hans holdninger, hans økonomi, hans job, hans sociale liv?
Du er nødt til at huske, at den unge tiltrækkende fyr, du mødte i dine meget unge år, nu er formet af livet og er lige så bulet og skramlet som alle os andre. Det er så let at fortabe sig i drømmen, men virkeligheden banker hurtigt på.
Du er nødt til at putte drømmefyren ind i en tidsmaskine og se på ham med nutidens øjne. Du aner i virkeligheden ikke, hvem han er.
Jeg synes bestemt ikke, du skal komme løbende med hjertet i hånden og spørge, om han er interesseret. Hvis du skal noget som helst, så skal du ganske langsomt begynde at lære ham at kende.
Jeg tror på kærligheden, og jeg tror på, at man skal følge sit hjerte, men jeg tror slet ikke på, at man skal smide alt det, man har skabt, ud med badevandet på grund af en (muligvis urealistisk) ungdomsdrøm.
Ro på. Få styr på knæene, tankerne, hjertet og kom ud i virkeligheden, før du træffer nogen som helst beslutning.
Ja, jeg beklager, det var måske ikke det svar, du ønskede. Men sådan må det være.
Mange varme hilsner fra Puk