Da Janus og jeg fejrede vores etårsdag som kærester, insisterede hans forældre på at invitere hele familien inklusiv mine forældre til en stor middag.
Min far og mor er bestemt ikke to forsagte mus, men som de sad der midt i Janus’ larmende familie, virkede de meget stille. Dagen efter ringede min mor for at takke for aftenen.
– Er de ikke lidt hårde ved stakkels Hanne? spurgte hun.
– Hun fik da ikke et ben til jorden.
– Åh, de mener det ikke så slemt, sagde jeg med lidt for høj stemme.
– Jeg syntes også, de var lidt stride ved hende i begyndelsen, men det er bare sådan, de er, og du skal ikke være i tvivl om, at de alle elsker Mor Hanne.
Efter samtalen kunne jeg ikke glemme min mors ord om min svigermor. De havde prikket til den følelse, som jeg havde forsøgt at lægge låg på de sidste måneder, da jeg ikke følte, at det tilkom mig at blande mig i en anden families måde at være sammen på.
Jeg havde et godt forhold til min svigermor, men det var også et forhold, der ikke stak dybere end til at tale om hendes roser, madopskrifter og mit lærerjob. Jeg forsøgte sommetider at tale med hende om alvorligere emner, men hun gled af, og de få gange, hvor jeg antydede, at hun godt kunne sætte lidt fut i Henning, der aldrig rejste sig, medmindre han blev bedt om det, blev jeg fejret af banen.
– Da jeg var på din alder, havde jeg også en periode, hvor jeg mente, at det var vigtigt, at vi lavede lige meget i hjemmet, men Henning var så dårlig til at støvsuge, at jeg satte ham fra bestillingen igen. Jeg kan jo godt lide, at her ser pænt ud, understregede Hanne.
– Men du kunne jo prøve at lære ham det, foreslog jeg spagt. Hanne grinede og rystede på hovedet.
– Du kender Henning! Han blev bare sur og fornærmet, da jeg ikke var tilfreds med hans indsats. Livet er for kort til at skændes om rengøring, og når jeg nu gør det bedst og ikke har noget imod det, hvorfor så gøre det til et problem? spurgte hun.
Måske var der ikke noget problem. Måske trivedes Hanne med de gammeldags kønsroller? Jeg prøver i skolen altid at lære mine elever, at de skal stole på deres mavefornemmelse, for selv om resten af klassen griner, er det ikke sikkert, at det er sjovt, og jeg syntes faktisk ikke, at det så ud til, at Hanne syntes, det var sjovt, når Henning igen igen brølede af grin over en dårlig vittighed, der havde hende i hovedrollen.
Jeg syntes heller ikke, at Hannes store indsats for at stable den ene store familiemiddag på benene efter den anden, blev værdsat. Det var som om, alle bare så hende som et serviceorgan. Jeg havde opgivet at tale med Janus om det, for han følte sig angrebet, når jeg talte om hans familie.
– Altså, der er ingen, der beder mor om at lave hjemmelavet leverpostej, sagde han irriteret.
Jeg følte mig nu ret overbevist om, at der ville lyde et ramaskrig fra hele klanen, hvis Mor Hanne dristede sig til at servere Stryhns leverpostej til søndagsfrokosten. I stedet prøvede jeg at vende mig mod min svigerinde Maria. Hun var et par år ældre end mig og havde været kærester med storebror Michael siden gymnasietiden. Hun måtte om nogen kende familien indefra, og da jeg også havde haft nogle gode snakke med hende, tog jeg forsigtigt emnet op.
– Hanne elsker at forkæle sine drenge, og hun nyder at stå i det køkken. Henning skal du ikke tænke på, han mener det ikke så slemt, sagde Maria.
Jeg prøvede virkelig at blande mig udenom og holde min mund, men jeg kunne ikke. Efter en middag i efteråret, hvor Henning virkelig havde foldet sig ud, kunne jeg simpelthen ikke tie stille mere.
– Henning, jeg synes faktisk ikke, det var særlig sjovt, sagde jeg, da latteren var forstummet.
Der blev stille omkring bordet, og Janus kiggede irriteret på mig.
– Hvad var ikke sjovt? spurgte min svigerfar og så forbavset på mig.
– Altså den måde, du gjorde grin med Hanne på, svarede jeg og mærkede vreden koge i mig.
Hanne kiggede forskrækket på mig:
– Søde Louise, Henning mente det jo ikke på den måde.
– Jeg ved ikke, hvad han gjorde, men det var en grov og nedladende kommentar, som jeg aldrig havde tilladt i mit klasseværelse, svarede jeg hidsig.
– Så er det godt, at vi ikke går i din klasse, grinede Henning, og resten af selskabet grinede med. Den gode stemning var genoprettet, og jeg sad tilbage med røde kinder. God stemning var der til gengæld ikke på hjemvejen. Janus mente, at jeg havde blameret mig til middagen ved at irettesætte hans far.
– Jeg kunne da aldrig drømme om at tale sådan til din far, sagde han vredt.
– Nej, men det kommer du heller aldrig til, for min far taler ikke sådan til min mor, råbte jeg.
Den nat sov vi med ryggen mod hinanden, og der i mørket lovede jeg mig selv, at jeg skulle passe min egen butik fremover, for ingen var tilsyneladende interesserede i at ændre noget i Janus’ familie.
Sådan kom det ikke til at gå. Min retfærdighedssans blev så provokeret af Hennings latterliggørelse af sin kone og de andres laden stå til, at jeg simpelthen ikke kunne lade være med at tage Hanne i forsvar. De første gange skabte det en dårlig stemning, og Janus var rasende på mig, men så var det som om, alle accepterede, at jeg var familiens rødstrømpe, som Henning kaldte mig. Selv lærte jeg også at tilsætte lidt humor til mine kommentarer.
– Henning, den kommentar var ikke gået i 5. D, sagde jeg ofte. Og i stedet for at blive sur eller fornærmet gjorde han faktisk selv lidt grin med det og sagde, at så måtte jeg hellere sende ham uden for døren.
Jeg tror faktisk godt, at han et eller andet sted kunne lide at få lidt modstand. Flere gange endte vi ligefrem med at have gode diskussioner om ligestilling, og selv om vi ikke var enige, var min svigerfar faktisk interessant at diskutere med.
– Det er et helt utroligt tag, du har fået på Henning, sagde min svigerinde.
– Du slipper af sted med at sige de vildeste ting til ham.
– Jeg forsøger bare at opdrage lidt på ham, svarede jeg.
Min kamp gik videre. Når vi havde spist, rejste jeg mig demonstrativt op og begyndte at tage ud af bordet, mens jeg kiggede rundt på de andre og spurgte, om de ikke lige kunne give en hånd. Nølende rejste de sig op, men snart gjorde de det faktisk af sig selv.
– Henning, du kan også godt rejse dig, sagde jeg og greb brødbakken.
– Ja, ja, jeg tør ikke lægge mig ud med familiens rødstrømpe, svarede han og rejste sig.
Jeg tog det som en kompliment, og jeg fornemmede også, at min svigerfar bag facaden respekterede mig for at sige min mening. Vigtigst var det dog, at mit mod smittede af på min svigermor.
Da Henning til påskefrokosten brokkede sig over, at baconet på leverpostejen var lidt brændt på, svarede Hanne roligt:
– Der er ingen, der har forbudt dig at stege dit bacon selv.
Det var, som om den famøse engel gik gennem stuen. Familien stirrede målløse på Hanne.
– Nå, så slemt er det heller ikke, mumlede Henning.
– Jeg skærer det bare af. Det var ikke for at gøre dig ked af det.
– Jeg blev faktisk ked af det, for jeg har brugt rigtig lang tid på at lave mad, svarede Hanne.
Henning lignede en lille dreng, der havde fået skæld ud af sin mor, mens resten af familien fik travlt med at bekendtgøre, at maden smagte dejligt, og at hun ikke skulle tænke over det. Jeg havde lyst til at hoppe op af stolen og juble, men tøjrede min begejstring. I stedet kiggede jeg på Mor Hanne, og jeg sværger, at jeg så et lille triumferende smil i hendes øjne.
Der er nu gået et år, og selv om Henning stadig kan være lidt grov, går der længere og længere imellem. Hanne er blevet god til at sige stop, og jeg har efterhånden forstået, at Henning faktisk elsker sin kone utrolig højt og vil hende det bedste, selv om det ikke altid kommer så heldigt ud.
Jeg føler mig heldig, at de er mine svigerforældre, og der er ingen tvivl om, at de også bliver nogle dejlige bedsteforældre. Jeg venter nemlig vores første barn, og når hele familien er samlet til frokost på søndag, fortæller vi dem det.