Mit dilemma: Kan jeg elske en mand med en dom?

Jeg kom til verden på sankthansaften i 1954, og derfor kunne jeg få folkepension fra lillejuleaften 2019. Det valgte jeg at tage imod, selv om jeg ikke følte mig gammel som sådan. Men jeg var usikker på, hvor længe jeg kunne holde til jobbet på det store fællesvaskeri, som jeg ellers var glad for.

På tidspunktet for min pensionering havde jeg været alene i 11 år efter en fredelig skilsmisse fra mit eneste barns far, og jeg trivedes godt i mit eget selskab.

I flere måneder inden pensioneringen spekulerede jeg over, om jeg skulle anskaffe mig en hund. Jeg havde altid været en stor hundeelsker, men det ene af mine to vidunderlige børnebørn på henholdsvis fire og otte år er allergiker. På den bane udgjorde en hund indlysende nok et problem. Alligevel blev tanken ved at pusle i mit baghoved.

Jeg bor i en landsby, og i vindfanget hos den lokale købmand findes en opslagstavle med meddelelser fra kunde til kunde. En dag blev mit blik fanget af et opslag fra en familie, der søgte en til at passe deres hund to dage om ugen. Jeg tog et billede af det, og samme aften ringede jeg til dem.

Allerede næste eftermiddag besøgte jeg familien og mødte deres søde terrier ved navn Albert. Familien bestod af mor med et nyt job, far og to børn, som tog bussen til gymnasiet. Hver tirsdag og torsdag skulle Albert nu være alene i 11 timer, og det var jo alt for lang tid.

– Så vi har brug for en hundedagplejer forklarede moren.

– Hvis du kan hente ham ved frokosttid og have ham resten af dagen, eller måske kan vi aflevere ham hos dig?

Aftalen blev det sidste, og Alberts to ugentlige besøg blev ugens højdepunkter. Vi nød de daglige traveture og hinandens selskab.

I oktober lancerede jeg “Helles hundedagpleje”, og jeg fik i den grad nyt indhold i dagligdagen herhjemme. Livsglæde fik jeg også – plus råd til forbedringer på huset. Men omgangen med mine dagplejehunde og deres ejere var det vigtigste for mig, og Albert havde tit selskab. Nogle hundeejere i landsbyen havde bare brug for at få passet deres hunde ved enkelte lejligheder, mens andre havde, som Alberts familie, et tilbagevendende behov.

Da en mand ved navn Keld ringede og sagde, at han havde set opslaget om hundedagplejen hos købmanden, sagde jeg, at han og hunden, Balder, bare kunne komme forbi, og så kunne vi snakke om det.

Indtil videre havde hundedagplejen givet mig meget godt, men nu blev det også til forelskelse. Af erhverv var han fragtchauffør, og nu skulle han snart starte i et nyt job, hvor han hver uge fik en, to eller tre lange dage. Keld virkede som den lidt lukkede og fåmælte type, men ikke desto mindre fløj hele to timer hastigt af sted, mens vi talte om hunde og meget andet. Fra da af var Balder hos mig et par dage hver uge, og jeg glædede mig altid til at se Keld igen.

Da Balder en dag blev hentet som den sidste hund, foreslog jeg Keld at blive og spise frikadeller med mig. Det takkede han ja til, og vi sad længe og snakkede ved køkkenbordet, indtil vi blev enige om at trave en tur med Balder i den stille, klare aften.

Jeg ved ikke, om det var takket være den unægtelig meget smukke stjernehimmel, eller om det var mine gode frikadellers skyld, men på vejen hjem trak Keld mig pludselig ind til sig og gav mig et kys på kinden. Jeg gav ham det tilbage, men på munden, og fra da af udviklede vores forhold sig stille og roligt.

Adskillige gange købte Keld og jeg ind sammen hos landsbyens lokale købmand, og en dag ved køledisken mødte vi en yngre kvinde, hvis hund, Cosmo, jeg havde passet ved et par lejligheder. Hun hilste, og jeg hilste naturligvis tilbage. Keld nikkede også til hende, men det hæftede jeg mig ikke så meget ved.

Få dage senere mødte jeg hende igen, da jeg var ude at lufte mine dagplejehunde. Hun gik med Cosmo, og mens vi sludrede lidt, fik jeg på fornemmelsen, at hun havde noget på hjerte. Det var helt korrekt. For pludselig sagde hun:

– Jeg så dig jo sammen med ham lastbilchaufføren Keld. Før han flyttede hertil, boede han i samme by som mine svigerforældre. Øh … ved du godt, at han fik en dom for indbrud for et par år siden?

Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg svarede, og jeg kan nærmest heller ikke huske, hvordan jeg kom hjem med hundene. Alt indeni mig var chok og forfærdelse. Var Keld kriminel? Det var det sidste i verden, jeg havde kunnet forestille mig, og da jeg dumpede ned ved køkkenbordet, var der ét stort spørgsmål i mit hoved: Kunne han og jeg fortsætte med at se hinanden?

Efter to næsten søvnløse nætter indså jeg, at jeg blev nødt til at holde op med at se ham. Det skar mig i hjertet, for jeg var faktisk virkelig forelsket i ham og længtes efter ham, hans favn og hans nærhed, når vi ikke var sammen. Men den følelse, der fyldte allermest i mig, var skuffelse. For hvorfor havde han ikke selv fortalt mig om sin dom?

Morgenen efter kom Keld som aftalt med Balder. Tilfældet ville, at der samtidig blev afleveret en anden hund, som var der for første gang, og derfor vekslede Keld og jeg ikke ret mange ord. Hele dagen blev underlig, men det var ikke den nye hunds skyld, for den var sød og nem. Om aftenen, da Keld kom for at hente Balder igen, sagde jeg forlegent til ham ude i bryggerset, at jeg ikke kunne påtage mig at passe Balder det næste stykke tid.

– Du er vel ikke syg? spurgte Keld og så forskende på mig.

– Nej nej, jeg … Det er jeg ikke.

Han blev ved at kigge på mig og lagde så sin hånd over min, som lå på vaskemaskinen:

– Er vi gået for hurtigt frem, Helle?

– Måske, svarede jeg. Han så ned og nikkede.

– Okay, det er jeg ked af. Jeg håber, du ringer til mig, hvis det kommer til at se anderledes ud.

Da jeg havde lukket døren bag ham og Balder, var knæene ved at give efter under mig. Min fornuft sagde mig, at jeg havde truffet det rigtige valg, men mit hjerte sagde noget helt andet.

To uger gik. Jeg hørte intet fra Keld, og det højnede ham i min bevidsthed, at han ikke prøvede at overtale mig til at ses eller bad mig om at passe Balder. Da den tredje uge uden kontakt med Keld og Balder startede, måtte jeg erkende, at jeg stadig tænkte på dem næsten konstant. Måske skulle jeg have spurgt ham lige ud, hvad der var sket. Samtidig følte jeg mig overbevist om, at han ikke var blevet uskyldig dømt, for det skete vist alligevel ikke her i Danmark.

– Jeg synes, du har lydt trist her på det seneste, mor, sagde min voksne søn, Steffen, en aften i telefonen.

– Er du holdt op med at se ham der Keld med hunden?

Af grunde, jeg knap selv forstod, kunne jeg ikke få mig selv til at sige sandheden, så jeg gled af på spørgsmålet og spurgte min søn om noget med børnene. Så snart jeg havde sagt farvel til Steffen, ringede det på døren. Klokken var 19.30. Udenfor stod Keld, men han havde ikke Balder med.

– Helle, jeg har brug for at snakke med dig, sagde han med alvoren malet i det ansigt, jeg var kommet til at holde så meget af.

– Jeg tror ikke, vi har så meget at snakke om, svarede jeg og lukkede døren med vildt hamrende hjerte.

Keld bankede på igen, og jeg åbnede.

– Det er indbruddet, ikke? Giv mig en chance for at fortælle om det. Hvis du bagefter stadig ikke vil have mere med mig at gøre, lover jeg at respektere det og aldrig opsøge dig igen.

Lidt efter sad vi over for hinanden ved køkkenbordet. Keld beholdt jakken på og forklarede, at han havde haft Balder med i lastbilen, og at han nu var alene hjemme. Så tog han en dyb indånding og gav sig til at fortælle:

– Jeg boede til leje i et dobbelthus, hvor udlejer accepterede ét husdyr pr. lejemål, og det var jo fint med mig og Balder. Der var en selvstændig have til lejemålet, hvor jeg havde fået lov at etablere en lille gård til ham.

– I 2017 fik jeg en ny nabo. Det var en rigtig kedelig karl, som desværre anskaffede sig en stor bastard af en rottweiler, som han ikke opførte sig ordentligt overfor

… Keld tav, og jeg opdagede, at jeg sad med tilbageholdt åndedræt. På en eller anden måde var vores hænder mødtes ind over bordet. Han holdt mine fingre løst i sine, og jeg havde ikke spor lyst til at trække dem til mig. Roligt fortalte han videre, hvordan nabohunden jævnligt havde været alene hjemme i over et døgn uden mulighed for at komme ud, mens der andre gange blev spillet så høj rockmusik derinde, at selv Balder var generet af det.

Han havde også set naboen slå hunden så hårdt over snuden med snoren, at den hylede og krøb sammen. Adskillige gange havde Keld forsøgt at få naboen til at forstå, at det var dyrplageri, men han blev bare aggressiv, og Keld var bange for, at vreden ville gå ud over den stakkels hund, som så kuet og alt for tynd ud. Udlejeren kunne ikke gøre noget, og det kunne politi og dyreværn heller ikke.

En dag havde Keld så taget sagen i sin egen hånd. Naboen var taget af sted en fredag aften, og søndag morgen var han stadig ikke kommet tilbage. Derfor skaffede Keld sig adgang til nabolejemålet gennem et åbent vindue. Hunden var både tørstig, sulten og skræmt, men Keld fik den ud og lagde en seddel til naboen om, at han havde hentet den og afleveret den på et internat. På vej dertil ringede han selv til politiet og forklarede, hvad han havde gjort.

– Naboen blev rasende og anmeldte mig, og det endte med en betinget dom på 14 dage med vilkår om samfundstjeneste, for dommeren mente jo, at der var formildende omstændigheder. Og min nabo fik et forbud på foreløbigt fem år mod at holde hund. Al balladen kostede mig mit daværende job, for der skulle man have en fuldstændig pletfri straffeattest, og det havde jeg jo ikke længere.

– Men jeg fandt et nyt job, som du ved, og jeg besluttede også, at Balder og jeg skulle flytte. Jeg har ikke fortrudt, hvad jeg gjorde, men … Keld skar en grimasse og holdt lidt fastere om mine hænder.

– Men det vil være slemt, hvis den historie skal koste mig dig, sluttede han stille af.

– Det skulle det i hvert fald ikke på den baggrund, sagde jeg.

– For hvis der er noget, der altid har kunnet gøre mig vred, er det, hvis dyr behandles dårligt.

Vi talte sammen i over en time, før vi blev enige om at hente Balder. Undervejs gik vi tæt omslyngede, og Keld sagde, at han havde været grusomt i tvivl, om han skulle fortælle mig om dommen eller håbe på, jeg aldrig opdagede det. Vi genoptog vores gryende forhold, og på en måde var vi mere nænne og ømme over for hinanden nu.

I dag har min søn og hans familie for længst lært Keld at kende, og det kunne ikke gå bedre på den bane. Vi har stadig hver sit hus, og jeg passer hundedagplejen som før, men om aftenen og i weekenderne er vi altid sammen. Heldigvis tyder noget på, at mit barnebarn er ved at vokse fra sin allergi, og hvis det sker, vil Keld og jeg nok flytte sammen.