Mit dilemma: Kunne jeg tilgive min bedste veninde? Del 2:2

Min farmor var død. Som jeg sad på sygehuset omringet af min familie, blev jeg kun endnu mere bevidst om Michelles fravær.

Michelle og jeg havde været bedste veninder, siden vi var helt små. Vi var blevet en del af hinandens familier, og hun var det nærmeste, jeg kom en søster. Jeg havde aldrig troet, at det skulle ændre sig, men da Katja blev ansat samme sted som Michelle, handlede alting kun om hende. Der var ikke længere plads til mig.

I alt for lang tid havde jeg forsøgt at komme med undskyldninger for hende, men lige dér var der ikke noget, som kunne undskylde hendes fravær. Hun skulle have været der. I stedet brugte hun nu dagen med Katja. Det fortalte mig tydeligt, hvor jeg var på hendes prioriteringsliste, hvis jeg da overhovedet var på den længere.

Lige der var det, som om jeg mistede både hende og min farmor på én og samme tid, og det knuste mig. Alting føltes håbløst og gråt.

Ingen kontakt

I ren frustration besluttede jeg, at hun skulle komme til mig, hvis vores venskab skulle overleve. Sorgen over min farmors død og skuffelsen over Michelles fravær gjorde mig sikkert ude af stand til at tænke klart. Dengang føltes det, som om alt afhang af, om Michelle tog kontakt.

Det gjorde hun ikke. Ikke før efter begravelsen. Hvordan hun kunne undgå at vide noget om den, ved jeg ikke, men hun blev selvfølgelig forfærdet. På det tidspunkt betød det bare ikke længere noget for mig. Jeg havde lukket ned for alle de følelser, jeg ikke kunne håndtere.

Katja havde vundet. Jeg stoppede med at kontakte Michelle, og kort efter var der ingen kontakt overhovedet.

Som tiden gik, fik jeg nye veninder. Dog aldrig nogen som blev en del af familien, men det var okay. Jeg vidste jo godt, at sådan et venskab fik man nok ikke lov at opleve to gange i livet.

Der skulle gå tre år, før vi ved et tilfælde mødtes igen. Glæden over at se hende trumfede alle negative følelser, der ellers stadig var forbundet med bruddet. Jeg glemte næsten hendes svigt. Det eneste, der eksisterede, var, hvor meget jeg havde savnet hende.

Hun så både træt og udmattet ud, men livede op, som snakken gik, og vi endte med at finde en café, hvor vi fik indhentet alt det forsømte.

Ikke på noget tidspunkt nævnte hun Katja, og jeg huskede, hvor fantastisk vores venskab havde været, inden den anden kvinde kom til.

Kontrasten var enorm, og det var dér, det for alvor gik op for mig, præcis hvor meget Katja havde fyldt og forpestet vores relation. I slutningen havde alene hendes navn gjort mig både anspændt og stresset.

Nu lod det til, at det eneste, der var tilbage af deres venskab, var de tatoveringer, de begge havde fået lavet, synlige og hen over håndryggen som en evig påmindelse. Jeg havde svært ved ikke at stirre på den, men jeg tvang mig selv til at lade være.

Og så nægtede jeg desuden at spørge ind til det. Måske var jeg bange for svaret. Bange for at få at vide, at Katja stadig var der et sted i Michelles liv.

Vi aftalte at ses igen, og vi var enige om, at det havde været en fejl at miste kontakten.

Jeg var på vagt

I mit stille sind klandrede jeg hende, men den eftermiddag var jeg så glad for, at vi talte sammen igen, at jeg ikke gjorde mere ud af det. Ikke før jeg skrev til hende og blev mødt med svaret, at Katja endelig ville møde mig.

Noget inden i mig var øjeblikkeligt på vagt. Jeg havde ikke haft indtryk af, at Michelle og Katja stadig var i kontakt med hinanden og efter så mange forsøg på at møde hende dengang uden succes … hvorfor så nu? Det gav ikke mening.

Jeg overgav mig dog. Det betød noget for Michelle, og jeg kunne selvfølgelig have taget fejl angående Katja. Jeg havde jo trods alt aldrig mødt hende, og det var vel heller ikke hendes skyld, at Michelle ikke kunne finde ud af at prioritere mig.

Så snart Katja dukkede op, ændrede Michelle sig. Katja overtog straks al samtale, og alt kom nu til at handle om hende og ikke på den gode måde. Faktisk var jeg overbevist om, at selv nabobordet krummede tæer over hendes opførsel.

Til min store overraskelse havde hun derudover giftet sig med Martin, Michelles ellers så fornuftige storebror. At jeg ikke engang vidste det, gjorde mig trist. De havde tilsyneladende været hurtige til ikke længere at se mig som en del af familien.

Aftenen tog yderligere et dyk, da Katja begyndte at kritisere både Martin og sin svigermor på en måde, som jeg slet ikke kunne acceptere. Størstedelen af mit liv havde jeg kendt de her mennesker, som jeg stadig holdt virkelig meget af. Hvordan kunne Katja tale så grimt om dem? De var jo hendes familie nu.

Michelle sagde ikke noget. Hun stirrede bare forlegent ned i bordet og lod mig være alene om at forsvare dem.

Det blev et par meget lange timer, hvor Michelle endda undskyldte for Katjas opførsel, da hun på et tidspunkt gik fra bordet for at benytte toilettet.

– Jeg ved ikke, hvorfor hun opfører sig sådan. Normalt er hun helt anderledes.

Det kunne sagtens være rigtigt, men jeg var nu stadig chokeret over, at nogen kunne opføre sig så frygteligt og tilsyneladende slippe afsted med det.

Michelle følte sig formentlig også klemt over, at det var hendes brors kone, der sad og talte sådan. Det kunne ikke være første gang, men hvorfor havde ingen stoppet det med det samme?

Min eksmand, Alex, havde talt lige så grimt om min familie. Generelt var der mange ting, som gik igen i de to personligheder, og det var ikke til Katjas fordel.

Marionetdukke

Ikke overraskende gjorde hun ikke noget for at skjule, at hun ikke kunne lide mig. På vej ud til bilerne hviskede hun højt til Michelle, at hun stadig ikke forstod, hvorfor Michelle spildte sin tid på mig. Hun sørgede for, at jeg kunne høre hvert et ord.

Heller ikke her protesterede Michelle. Det gjorde ondt at se hende som en anden marionetdukke, men samtidig gav det mig også en forståelse af, hvad der var sket dengang. Eller måske mere en bekræftelse af at jeg havde haft ret i min mistanke om Katja.

På sin vis blev det lige dér faktisk muligt for mig at tilgive Michelle. Den kontrol, som det lod til, Katja udøvede over hende, kunne være næsten umulig at bryde, og hvis nogen vidste det, var det mig.

Jeg huskede kun alt for godt, hvordan Katja helt tilbage i begyndelsen af deres venskab fik Michelle til at love aldrig at svigte hende. Hvis jeg havde ret, havde Katja sikkert brugt tiden siden på at fremhæve alle de gange, hvor Michelle ifølge hende havde gjort netop det. Ergo skyldte hun nu Katja sin loyalitet.

En sådan relation, hvor alting blev gjort op i, hvad man skyldte hinanden, og hvor man aldrig kunne vinde, var giftig på så mange måder.

Det tog mig år at komme væk fra Alex, men jeg var heldig. Han overskred til sidst mine grænser nok til, at det blev nemt at gå. Også selv om det stadig er noget af det sværeste, jeg har gjort.

Det kan være utrolig svært for andre at forstå. Især hvis man aldrig har prøvet at få overskredet grænser på den måde. Man opdager ikke, hvordan man bliver skubbet rundt med, før det er for sent, og så er man fanget.

– Hvorfor går du ikke bare? var måske den sætning, jeg hørte flest gange, da vi endnu var sammen.

Jeg fandt aldrig svaret på den. Ofte kan man ikke tænke på andet end at komme væk. Alligevel kan man ikke.

Fik min veninde tilbage

Jeg forventede ikke at høre fra Michelle igen efter det katastrofale møde med Katja, så da hun allerede få dage efter ringede til mig, blev jeg meget overrasket.

Det viste sig, at Michelle havde opdaget, at Katja havde en affære, og hun havde netop fortalt det til Martin.

Han var selvfølgelig helt knust og klar til at komme med undskyldninger for sin kone og tilgive hende sidespringet, men Katja havde ikke ladet ham gøre det. Heldigvis. Det viste sig nemlig, at den nye mand havde fået hende overbevist om, at hun skulle flytte ind hos ham i hans kæmpe villa. Og det var det.

Det næste, der skete, var, at hun sagde sit job op og derved ikke længere var Michelles kollega. På ingen tid var det, som om hun havde slettet ethvert spor af sin tilstedeværelse i deres liv. Det eneste, hun efterlod, var knuste drømme og følelsen af svigt.

Langsomt vendte hverdagen tilbage for Martin og Michelle, men også for mig. Michelle og jeg begyndte at ses igen, og vi havde mange samtaler, både om vores venskab og om Katja. Intet af det var dog helt så tilfredsstillende, som da Katja forsøgte at genoptage kontakten til både Michelle og Martin, men blev afvist.

Det var ikke nemt. Katjas voldsomme reaktion på afvisningerne gjorde ondt, men det var det eneste rigtige at gøre. Heldigvis havde Martin og Michelle hinanden. De forstod, hvad de begge gik igennem lige nu, og det var en kæmpe trøst.

Og jeg fik endelig min bedste veninde tilbage.