Mit dilemma: Kunne jeg tilgive min bedste veninde? Del 1:2

Michelle var det menneske, jeg havde kendt i længst tid, hvis man så bort fra min familie, og hun havde altid været en stor del af mit liv. Hun var ikke kun min bedste veninde, men på så mange måder også mit vigtigste livsvidne.

Som børn legede vi sammen, som teenagere og unge voksne udforskede vi livet og verden, og nu, hvor vi begge var i 30’erne, og ingen af os havde mand eller børn, var vi fortsat en kæmpe del af hinandens liv og hverdag. Faktisk gik der ikke så meget som en dag, hvor vi ikke var i kontakt med hinanden.

I begyndelsen af maj blev Katja ansat i samme tøjbutik som Michelle. Allerede fra den første uge skulle jeg forholde mig til, at alle samtaler blev drejet over på hende, og meget hurtigt blev hun det eneste, Michelle kunne tale om.

I begyndelsen tænkte jeg ikke engang over det. Jeg kunne grine med, når der blev fortalt noget sjovt, og også føle sympati, når tingene ikke gik, som de skulle. Og det var tit. Katja lod til at være meget uheldig, når det kom til hendes øvrige relationer, og det fik mig til at tænke, at det var godt, hun nu havde Michelle.

Jeg glædede mig til at møde Katja, for hun lød fantastisk. Det måtte hun være, når hun kunne gøre sådan et stort indtryk på Michelle.

Endnu var det slet ikke gået op for mig, at min egen tid med Michelle var blevet drastisk reduceret. Siden har jeg spekuleret en del på, hvordan det kunne tage mig så lang tid at forstå, at noget var helt galt. Især fordi jeg kommer fra det, jeg gør. Jeg tvivlede bare aldrig på, at det var et spørgsmål om tid, før jeg også blev en del af deres nye venskab. Jeg ønskede at være en del af det, for Katja lød sød, sjov og fuld af god energi.

Ingen plads til mig

Tiden gik. Michelle talte stadig Katja helt op til skyerne, mens jeg ventede og glædede mig. Jeg forestillede mig, hvordan vi ville blive sådan en trekløver, alle andre ønskede at være en del af. Det skete bare ikke. Faktisk skete der ikke noget som helst.

Min første rigtige bekymring meldte sig en dag i begyndelsen af sommerferien. Det var dér, det gik op for mig, at der ikke længere var plads til mig.

Hvis jeg fortalte Michelle om noget sjovt fra min dag, blev det altid overgået af noget, Katja havde sagt eller gjort. Hvis jeg havde brug for at tale et problem igennem, blev det bagatelliseret, fordi Katja havde været ude for noget, der var meget værre. Jeg begyndte endda at mistænke, at Katja ligefrem skabte de her kriser for at overgå mig og flytte fokus over på sig selv.

Uden at ville det var jeg blevet deltager i en konkurrence om Michelles tid og opmærksomhed. Om hvem der havde det værst, bedst og mest sjovt. Mit venskab med Michelle var ikke længere et fast holdepunkt, men derimod noget jeg forvirret og stressfyldt jagtede.

Jalousi havde aldrig været en del af mit liv før, men efterhånden blev det noget, jeg skulle forholde mig til på daglig basis. Jeg begyndte at få ondt i maven, når jeg kontaktede Michelle og ikke fik svar, som jeg plejede.

Når jeg så det lille, grønne lys klart og tydeligt, der fortalte mig, at hun var online, men bevidst valgte ikke at læse og besvare mine beskeder, blev jeg ked af det. Det gjorde ondt, og der tegnede sig efterhånden et mønster.

– Men hvornår skal jeg så møde hende? spurgte jeg efter næsten tre måneder, hvor det endnu ikke var sket.

Michelle havde fortalt så levende om Katja, at jeg efterhånden selv følte, at jeg kendte hende. Det var underligt, når jeg aldrig havde mødt hende rigtigt.

Igen og igen forsøgte Michelle at arrangere et møde, men jeg fik aldrig et ordentligt svar. Hver gang var der en ny undskyldning, og den ene gang, vi rent faktisk fandt en dato, blev Katja syg i sidste øjeblik.

Noget virkede forkert. Aflysningen blev også en bekræftelse på det, jeg nok allerede vidste, men som jeg endnu ikke var klar til at acceptere.

Delte ikke begejstringen

Samtidig tog intensiteten af deres venskab til på en måde, som bekymrede mig. De talte om for evigt og altid, og Michelle viste mig det symbol, som de skulle ud og have tatoveret sammen. Det skulle være et symbol på deres stærke venskabsbånd.

Hvor ofte havde hun og jeg ikke rystet på hovedet af dem, der fik tatoveret navnet på deres kæreste? Den slags forhold går nærmest altid i stykker. Hvad fik Michelle til at tænke, at det var anderledes med et venskab? Og endda ét, der var så nyt. De kendte jo slet ikke hinanden rigtigt! Alle mine alarmklokker ringede.

Midt i samtalen må det være gået op for hende, at jeg ikke delte hendes begejstring. Hun virkede overrasket, inden hun resigneret gik i gang med at forsikre mig om, at jeg stadig var hendes bedste veninde, og at man altså godt kunne have mere end én.

Indtil da havde jeg taget det som en selvfølge. At hun tog det op, gjorde mig usikker. Havde Katja på så kort tid gjort sig til en bedre veninde for Michelle end mig? Mig, der havde været med på sidelinjen i alle årene og altid havde været der for hende?

Jeg spurgte hende direkte. Hendes eneste respons var, at Katja havde advaret hende om, at jeg ville reagere sådan her. Hun havde sagt til Michelle, at jeg formentlig så Katja som en trussel og derfor forsøgte at vende dem imod hinanden.

Det var chokerende. Tanken var aldrig faldet mig ind.

Jeg tog det ikke pænt

Så begyndte aflysningerne. Det var med dårlige undskyldninger. Om vi ikke kunne mødes senere? Kunne vi rykke det til en anden dag? Måske vi skulle lave noget andet, for den film havde hun allerede set med Katja. Kunne vi lave noget, som ikke kostede penge?

Om jeg tog det pænt? Ikke rigtig. Jeg havde efterhånden tænkt ret så mange tanker om, hvorvidt det var mig, der så spøgelser. Om det var min egen fortid, som gjorde, at alt indeni mig skreg.

Mine dyrekøbte erfaringer med min eksmand, Alex, fortalte mig, at relationer i dette tempo kunne være farlige og decideret giftige. Ikke altid, men ofte. Hvor tit havde Michelle og jeg ikke også talt om røde flag?

Det her venskab fik noget indeni mig til at reagere, og det blev kun værre, da Michelle fortalte om den sårbare Katja, der var blevet svigtet så ofte, at hun havde brug for Michelles løfter om, at hun modsat alle andre aldrig ville droppe Katja som veninde.

Katja havde nemlig brug for, at de fik matchende tatoveringer. Indtil da ville hun ikke kunne tro på, at Michelle virkelig mente det, når hun sagde “veninder for evigt”. Katja havde brug for, at Michelle lovede hende, at hun aldrig ville svigte hende.

At man overhovedet kan love nogen for evigt på den måde, uden forbehold og efter kun få måneders bekendtskab, virker helt forkert.

Tingene kunne heller ikke gå hurtigt nok for min eksmand. Dengang var jeg for betaget til at gøre nogen former for modstand. Det er så let at give ungdom, uvidenhed og naivitet skylden, men jeg havde heller aldrig mødt nogen før, som var så spændende og fascinerende. Og han valgte mig ud af alle de mange kvinder, som kæmpede om hans opmærksomhed.

Noget i den måde, Michelle beskrev Katja på, fik mig oftere og oftere til at tænke på Alex. Først slog jeg det hen. Jeg havde jo aldrig mødt kvinden. Hvorfor skulle hun være ligesom ham?

Det blev nok lidt en besættelse for mig at sammenligne og finde ligheder. Som om det, at Katja mindede om Alex, gjorde det okay for mig at afsky hende bare en lille smule.

Inderst inde handlede det nok lige så meget om, at jeg var vred på hende, på dem begge faktisk. Jeg var vred over, at Michelle ikke længere havde tid til mig, og at hun hverken ville bruge sine penge eller sin energi på samvær med mig. Og jeg var vred på Katja over, at hun ikke engang ville møde mig, så jeg kunne få en chance.

Jeg savnede min bedste veninde.

Død af hjertestop

Min farmor og jeg har altid været tætte. Derfor slog det mig helt ud, da jeg modtog opkaldet om, at hun var død af hjertestop.

Heldigvis har jeg en stor, tæt familie. En familie, som Michelle plejede at være en del af, så da jeg dukkede op uden hende, gik alle ud fra, at hun ville komme senere.

Virkeligheden var, at jeg havde forsøgt at ringe til hende. Jeg havde også sendt flere beskeder, og ligesom tidligere var hun online, men uden at reagere på nogen af dem.

Da jeg senere på dagen sad og ventede på at komme ind og sige et sidste farvel til min farmor, fik jeg endelig et svar. Sådan da …

”Hvad så? Jeg er sammen med Katja. Er det vigtigt?”

Jeg har aldrig haft for vane at sende nødråb på den måde. Jeg er heller ikke den dramatiske type, men lige der havde jeg lyst til at være det. Jeg havde lyst til at råbe og skrige ad hende og fortælle, hvor stort, jeg syntes, hendes svigt var.

Men det gjorde jeg ikke. Faktisk svarede jeg aldrig på hendes besked. Til gengæld føltes det, som om jeg ikke kun sagde farvel til min farmor den dag, men også til Michelle. For hvordan skulle jeg nogensinde kunne tilgive hende?

Fortsættes i næste uge...