Mit dilemma: Skulle jeg vælge mellem min kæreste og min veninde? - del 1:2

Jeg var 48, da jeg mødte Jesper. Han var 36. Han blev ansat i den bankafdeling, hvor jeg arbejdede, og jeg syntes med det samme, at han var både flot og sjov. Hans skrivebord stod ved siden af mit, og vi fandt ret hurtigt på en leg, der handlede om, at vi begge ville have min dværgkaktus stående på skrivebordet. Den, der mødte først ind, fik kaktussen for den dag.

Jesper påstod, at han havde døbt kaktussen Bent, så nu tilhørte den officielt ham. Sådan fik han mig til at grine hver dag. De fleste mænd på min alder var mere alvorlige i det, som om de var bange for at falde igennem. Jesper virkede ikke bange for noget som helst.

Jeg begyndte at gøre mere ud af mig selv om morgenen – samtidig med at jeg sagde til mig selv, at det var helt tåbeligt. Han var jo 12 år yngre end mig. Han ville da aldrig se på mig på den måde. Men det gjorde han.

Efter nogle måneder inviterede han mig ud at spise. Faktisk via en foldet, gul post-it, han havde klæbet fast til Bent. Og selv om jeg straks tænkte på kollegernes reaktion, sagde jeg ja. De behøvede jo ikke vide noget foreløbig.

Men på vej til restauranten tænkte jeg, at det her kun handlede om sex for ham. Han var jo lige i alderen til at stifte familie. Selv havde jeg en søn på 22, der for længst var fløjet fra reden. Men jeg besluttede at skubbe mine betænkninger til side og se tiden an.

Over de næste par måneder begyndte vi at date fast. Langsomt lykkedes det Jesper at overbevise mig om, at han havde reelle hensigter. Han lyttede tålmodigt til alle mine indvendinger, men sagde, at han var ligeglad med, hvad andre måske ville tænke. Og børn havde aldrig været et ønske for ham.

Til sidst gav jeg mig selv lov til at tro ham og forelske mig rigtigt i ham. Efter et par måneder endnu fortalte vi det til vores familie, venner og kolleger. Flere af dem var selvfølgelig overraskede, men de bakkede alle sammen op. Eneste skår i glæden var måden, som min bedste og ældste veninde reagerede på.

Gitte havde hørt om Jesper før de fleste andre, men alligevel var hun stadig meget skeptisk. Hun spurgte mig flere gange, om jeg havde tænkt på, at han jo let kunne vågne en dag med et ønske om at blive far, og så ville han forlade mig.

Selv om hun mente det godt, irriterede spørgsmålet mig også. Selvfølgelig havde jeg tænkt på det! Faktisk havde det fyldt utroligt meget for mig. Men Jesper havde forsikret mig, at han var afklaret, og det troede jeg på. Jeg sagde til mig selv, at min veninde nok bare skulle have lidt tid.

Da vi havde været kærester omkring syv måneder, flyttede Jesper ind hos mig. Jeg havde et lille rækkehus, hvor der fint kunne være plads til to. Inden da havde jeg selvfølgelig lært hans familie og vennekreds at kende, så jeg følte, jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Ligesom Jesper selv var menneskene omkring ham heldigvis nogle åbne og afslappede typer.

Min søn syntes godt om ham. Faktisk mente han, at Jesper var langt bedre end dem, jeg tidligere havde været kærester med.

Vores nye, fælles liv begyndte. Fordi Jesper og jeg nu både boede og arbejdede sammen, tilbragte vi automatisk meget tid i hinandens selskab. Det gik mere og mere op for mig, hvor godt vi faktisk passede sammen. Vi var begge glade for at holde os fysisk aktive, og vi kunne tale om alt.

En dag sagde min lillesøster til mig, at jeg ligesom var blomstret op af at møde Jesper. Den aften studerede jeg mig selv i spejlet. Jeg så virkelig frisk og glad ud. Jesper og hans kærlighed havde helt klart givet mig et boost. Som det jo tit går, når man er nyforelsket, kommer man til at forsømme sine veninder lidt.

Gitte så ikke meget til mig i den periode, og hun og jeg havde ellers delt stort og småt, siden vi var helt unge. Måske var det derfor, hun kunne virke lidt forbeholden, når jeg endelig ringede. Hun tøede dog hurtigt op, og så hyggede vi os, som vi plejede. Eller næsten.

Gitte var nemlig stadig ikke tilhænger af mit forhold til Jesper. Hun var altid høflig og venlig over for ham, men når hun og jeg var alene, kunne hun godt sige ting, der viste hendes skepsis. I starten forsøgte jeg at slå det hen med humor.

– Sådan som du bekymrer dig, skulle man tro, du selv var blevet forladt af en ung mand engang, drillede jeg. Det var hun selvfølgelig ikke. Gitte havde mødt Karsten, da de begge var teenagere, og deres ægteskab var, så vidt jeg vidste, bundsolidt. Min humor fik dog ikke rigtig afvæbnet hende.

Som tiden gik, blev det tydeligt for mig, at min veninde havde et problem med mit forhold til Jesper. Jeg kunne ikke helt greje, om det var ham som person, hun ikke kunne lide, eller om det var hans alder. Jeg hader konflikter, så jeg spurgte ikke ind til det og talte heller ikke med Jesper om det. I stedet forsøgte jeg at invitere Gitte og Karsten hjem at spise hos os, så de kunne lære min kæreste bedre at kende.

Det var nu ikke altid, at Karsten tog med, når jeg inviterede dem begge. Han havde altid været en spøjs enspænder, og nogle gange ville han hellere sidde derhjemme og lytte til musik. Jeg tror, det irriterede Gitte – måske især fordi hun følte sig som tredje hjul.

Det havde jeg nu også tit gjort hos dem, fordi jeg havde været single flere år ad gangen. Det undrede mig, at hun ikke tænkte på det. Faktum var, at Gitte var begyndt at komme med små stikpiller til mig. Det handlede altid om Jesper eller om aldersforskellen.

Engang hvor jeg havde købt mig en ny kjole, spurgte hun henkastet, om den ikke var lidt for ung i det til mig. Jeg syntes, jeg så godt ud i den, og hendes bemærkning sårede mig. Alligevel kom jeg bagefter så meget i tvivl, at jeg endte med at hænge kjolen ind bagerst i skabet. Jeg skulle ikke rende rundt og virke, som om jeg jagtede min tabte ungdom. Gitte kunne også finde på at komme med sine bemærkninger, når Jesper var der, men som regel diskret så han ikke opfangede noget.

En aften hyggede vi tre med et paratvidenspil. På et tidspunkt kom der et spørgsmål om et gammelt tv-program. Gitte udbrød, at dét huskede Jesper i hvert fald ikke noget om, for “han var jo et rent barn”. Både hun og Jesper lo, men jeg syntes ikke helt, det var så sjovt. Det føltes, som om hun sagde, jeg var gammel.

Jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at læse ting ind i alt, hvad hun sagde. Jeg forsøgte at sige til mig selv, at jeg overreagerede. Gitte havde altid været rapmundet. Måske var det også bare den slags kommentarer, man måtte regne med, når man fandt sig en flot, yngre kæreste?

På andre tidspunkter kunne Gitte jo være sit gamle, varme jeg, og så blev jeg mindet om, hvor stor pris jeg satte på vores venskab. Vi havde kendt hinanden, siden vi begge arbejdede på hotel i Norge efter handelsskolen. Gennem årene havde vi delt alt med hinanden. Men nu var det, som om vores venskab blev sværere og sværere. Og som om jeg var den eneste, der kæmpede for at bevare det. Til sidst var jeg ved at have fået nok.

En dag, hvor Gitte og jeg var ude at gå en tur rundt om søen, kom hun med en kommentar om, at min kæreste var “kuvøseguf”. Jeg tror, hun mente det halvt i spøg, men jeg havde nået min grænse. Jeg endte med at give hende en opsang midt på stien.

Jeg sagde, at jeg ikke forstod, hvorfor hun havde så meget imod min kæreste og evig og altid skulle hænge sig i det med de 12 års forskel. Det var sårende, det var drænende, og før hun kunne tale pænt, havde jeg ikke lyst til at ses mere. Hun himlede omvendt med øjnene og sagde, jeg bildte mig ting ind.

Vi havde aldrig skændtes sådan før. Normalt skrev eller ringede vi sammen flere gange om ugen, men nu var der total radiotavshed. Og hvad var løsningen overhovedet, tænkte jeg modløst. Det kunne i hvert fald ikke fortsætte på den måde, det havde kørt mellem os det sidste års tid. Samtidig syntes jeg egentlig ikke, det var mig, der skulle undskylde.

Som dagene gik, begyndte det at gå op for mig, at vores venskab måske ligefrem kunne være ovre. Jeg følte mig i syv sind. Skulle jeg forsøge at række ud til min veninde? Eller skulle jeg give slip og fokusere på at nyde mit liv sammen med Jesper?

Forsættes