Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
– Mor, hun er ski’klog!
Stines karakteristik kommer på syngende modersmål, selv om hun har boet på Sjælland i mere end halvdelen af sit liv. Det fynske fornægter sig ikke. Og altså heller ikke begejstringen over sit mødrene ophav.
Mor er sej. Hun er for vild. Mor er den bedste... Superlativerne har hun måske nok lært inde på stenbroen, men ingen kan være i tvivl om, at Stine, 44 år, er mere end almindeligt glad for sin mor og kollega, Kirsten Henriksen, 72 år.
Og kærligheden er gengældt. Kirsten skal i hvert fald have de arkæologiske briller på for at finde en episode, hvor Stine var mindre populær hjemme i Faaborg. Måske var det i 1989, hvor vi var ude i den klassiske ”moar, jeg sover hos Henriette, og ja, ja, hendes far og mor er hjemme. Nåh neeej, du skal nok alligevel ikke ringe til dem”-situation.
Dengang konkluderede Stine, at hun aldrig ville blive gift, når hun ikke kom til bal i Håstup, men Kirsten tog chancen og sagde nej. Og sådan lærte Stine, at løgn ikke var den gangbare løsning over for mor.
– Om aftenen fandt jeg en seddel under min hovedpude, hvor der stod ”undskyld, mor", mindes Kirsten.
Læs også: Birgitte plantede en skov: Jeg giver jorden tilbage til naturen
Men for lige at gøre den historie helt færdig så kunne Stine alligevel ikke helt slippe tanken om ballet og chancen for giftermål, så ved en senere lejlighed lykkedes det hende at slippe hjemmefra. Uheldigvis var storebror Jakob også til bal i Håstrup samme aften, så det kostede hende et halvt års smøring af hans madpakker for at få ham til at tie om hendes tilstedeværelse.
Selv om de to historier ligger 30 år tilbage i tiden, er de ret kendetegnende for Stine. Hun lytter til gode råd og formaninger, men hun følger sit eget hoved og tager følgerne, gode som dårlige.
– Jeg er jo godt opdraget, siger hun med et nik over mod sin mor.
Læs også: Mor og datter tabte over 100 kilo
10 år efter, i 1999, havde den nu købmandsuddannede Stine et godt job i FDB, som Coop hed dengang. Hun arbejdede dog så mange timer til en fast løn, at hun lige så godt kunne blive selvstændig.
Sådan opstod Stine & Ko, som mange københavnere og fynboer vil kende som gedigne butikker med tøj, der hverken er til tøser eller fruer, men dem midt imellem.
– I FDB havde jeg jo hørt i timevis om space management og konceptstyring, og jeg vidste, at det var vigtigt at finde en målgruppe, der ikke var tilgodeset af andre, siger Stine.
Læs også: Linda Maria hjælper børn med autisme: Syr gratis kugledyner
Stine er selv slank, men har været på tusindvis af ”dasketure” med sin mor, som ikke helt holder standardstørrelsen. At ”daske” er et særligt henriksensk udtryk for ”at hygge sig ved at gå i butikker for at lure på, hvordan andre gør, uden nødvendigvis at købe noget selv.”
– Jeg vidste jo, at når mor prøvede noget smart tøj, kunne lynlåsen ikke lukkes, eller også sad ærmerne helt nede ved taljen.
Læs også: Karen elsker tyrolermusik: Mit liv skal være en fest
I årevis havde mor taget konsekvensen og syet sit eget tøj, og jeg kunne se, at mange lige skulle hen og pille ved hendes tøj. For det var altid smart og lidt anderledes.
– Ja, det kunne jeg ikke li’, at de gjorde. Det var jo bare hjemmesyet, indskyder Kirsten beskedent.
Men her var det altså datteren, som var den klogeste. Hun kunne godt se for sig, hvordan mors kreationer kunne sælges til københavnere, som var trætte af tøj, der bare var opgradueret fra mindre størrelser uden sans for, at frodige kvinder måske ikke er lige frodige over det hele.
Læs også: Jeanne fik en fyreseddel og sadlede om
I jagten på et egnet butikslokale kom Stine tilfældigt forbi et skilt på Amagerbrogade i København med teksten ”Ophør”. Selv om lokalet derinde kun var på 12 kvadratmeter og buldermørkt trods sine gule vægge og lyserøde markiser, røg det ud af Stine: ”Det tager jeg!” Med masser af idéer, knofedt og 100.000 kroner lånt på sit glatte ansigt fik Stine i løbet af to sommermåneder forvandlet det gyselige lokale til ”den flotteste butik, jeg nogensinde har set.” Citat: en stolt mor.
– Jeg rystede på hovedet ad Stine, det må jeg indrømme. Min mand og jeg var midt under istandsættelsen på besøg, og han var også lige ved at græde på hjemvejen og sagde ”det bliver aldrig til en butik!”
Men det gjorde det selvfølgelig – for med en 24-årig kreativ kvindes gåpåmod kan alt lade sig gøre. Faktisk ville Stine ikke blot have en tøjbutik, ambitionerne lød på intet mindre end en ”livsstilsbutik”. Og vi taler altså stadig om 12 kvadratmeter!
Læs også: Efter vægttab: Mor stjæler mit tøj
Det viste sig bare, at kunderne var lidt ligeglade med de kaktusser, som Stine blandt andet også solgte, mens hun knap nok kunne nå at få pakket det tøj ud, som hendes mor syede og sendte fra Faaborg, før det hang på kunderne.
– Det nåede sjældent op på bøjlerne, siger Stine og ler højt.
”Mange spørger til navnet Stine & Ko, og eftersom min datter hedder Stine, må jeg jo være koen,” plejer Kirsten at svare.
Kirsten er butiksuddannet og har både været ansat i andres forretninger og haft sin egen, og hun lod sig inspirere af Stine og åbnede året efter sin egen Stine & Ko i Faaborg. Her blev opsat både sy- og klippeborde, for så kunne hun jo sy, når der ikke var kunder. Det var der bare hele tiden!
– Så min mor fik ikke syet så meget, siger Stine. Hun og Kirsten fik i stedet et godt samarbejde med de brands, som de forhandler i butikkerne. I de senere år har de for eksempel haft en aftale med brandet Thing, hvor de tegner en del af kollektionen og får syet tøjet efter deres hoveder – det vil sige især Kirstens hoved.
Læs også: Fandt hobby, job og kærlighed: Det skulle bare være et pausejob
I en årrække havde de i alt otte butikker på Sjælland og Fyn, men i dag driver Kirsten to butikker i henholdsvis Svendborg og Faaborg, mens Stine huserer på hele 16 kvadratmeter i Fiolstræde midt i København.
– Jeg brugte alt for meget tid på det administrative. Og jeg vil hellere klæde mine kunder på, siger Stine, som ellers i begyndelsen fik ”blikket”, når hun som både ung og tynd tilbød sin assistance.
– Det måtte jeg kæmpe lidt med i starten, erkender hun, som ved, at det vigtigste er, at man føler sig tilpas i tøjet. For ellers kommer det måske nok med hjem, men aldrig på.
Vel har Stine lært en del under sin uddannelse, men hun føler, at hun til stadighed kan lære af sin mor, som har gået i livets skole og har næse for salg. De to skændes aldrig: – I hvert fald kun for sjov, siger Kirsten.
Hver eneste aften ringer hun og Stine sammen og afgør, hvem der har haft dagens bedste salg.
– Mors to butikker koster ca. det samme som min lille butik i husleje, og vi sælger nogenlunde det samme. Så hver aften er det spændende, hvem der har solgt bedst. Men vi har ikke fælles økonomi – for så kunne vi godt blive uvenner!
PS. Stine fik i øvrigt ret: Hun er stadig ugift – omend det muligvis ikke hænger sammen med, at hun ikke kom til bal på kroen den dag. Dog boede hun sammen med sin eks i en snes år og fik datteren Chili, som nu er 15 år.