Nu får Lone 36 børn på ferie

Mandag, 26. juni 2017
Greta Johannsen
Til hverdag er Helle Pedersen i Thisted pædagogmedhjælper, så man skulle tro, hun nød freden i sommerferien. Men nej - Helle er nemlig frivillig medarbejder og sørger for, at 36 børn fra Tjernobyl får en god sommerferie i Danmark.

I 18 år har Helle Pedersen fra Thisted holdt tre ugers sommerferie sammen med 36 hviderussiske børn på en sommerlejr i Frøstrup i Nordjylland – og hun elsker det. Det gjorde hendes mand bestemt ikke i starten, men siden blev både han og deres egne tre børn fuldstændig vilde med de fremmede børn.

De fleste af os husker endnu katastrofen i Hviderusland i 1986, da en reaktor på Tjernobylværket eksploderede, og befolkningen måtte evakueres. Endnu den dag i dag er området radioaktivt i en radius af 30 km. fra atomkraftværket.

Befolkningen i området er generelt fattige, der er mange kræfttilfælde og stærk forurening – og det har desværre ikke ændret sig, så der er stadig brug for, at børnene kommer på en ferie langt væk hjemmefra i sunde omgivelser.

Læs også om sommerlejr for udsatte

Derfor dukker der hvert år 36 børn fra Tjernobylområdet op i Frøstrup, hvor Helle og andre frivillige tager imod dem med åbne arme og giver dem tre ugers oplevelser i Danmark.

Masser af knus

Til daglig er Helle pædagogmedhjælper, så man skulle tro, hun havde børn nok, men tværtimod: Hun kunne overhovedet ikke undvære sine tre uger på sommerlejr.

- Der findes ikke noget bedre end at se børn blomstre op og få røde kinder, at få et knus og give knus til børn, der elsker hvert minut, de er her. Den første sommer, vi havde børn, havde jeg selv to store drenge fra Tjernobyl på 16 år, der stolt trillede rundt med min lille søn på to år i barnevognen, og selvfølgelig bliver der knyttet nogle bånd mellem os og alle børnene, siger Helle.

- Vi kommer selv på besøg i Hviderusland hvert andet år – eller så tit som vi har råd til rejsen – og ser, hvordan det går med vores børn, og vi bruger rigtig mange timer af vores fritid på at samle ind til Tjernobylbørnene, så vi kan give dem en god ferie, siger Helle.

Frivillige søges

Børnene kommer den 24. juli og rejser hjem igen tre uger efter – og de har med garanti ikke haft tid til at kede sig imens: Det sørger Helle og de andre frivillige for.

Læs også om Lone der også er frivillig

- Vi har en tur til Legoland og andre udflugter på programmet. En anden dag kommer der en frivillig og bager pandekager til hele flokken, politiet kommer og fortæller om deres arbejde og viser politibiler frem, men højdepunktet er weekenden hjemme hos en ganske almindelig familie, siger Helle.

Hvert år kommer samtlige børn nemlig på en forkælelsesweekend med udelt opmærksomhed hos almindelige danske familier – og det er et højdepunkt, for hvilket barn vil ikke gerne bare være enebarn engang imellem?

Har du lyst til at være frivillig sammen med Helle og børnene på sommerlejren i Frøstrup kan du kontakte Helle på tlf.nr. 50944286 eller læse mere på ”Tjernobylforeningen” på Facebook.