Valget mellem min mand og drømmen om en hund - del 2:2

Da jeg sad der på havnen, var jeg fortvivlet. Jeg havde hverken lyst til at forlade min mand eller at anskaffe mig en hund uden hans samtykke.

Så længe jeg kan huske, har jeg brændende og inderligt ønsket mig en hund. Som voksen fik jeg diagnosticeret angst, og jeg har siden opdaget, at hunde med deres kærlige og varme væsner beroliger mig.

Desuden havde min mand, Torben, og jeg bevidst fravalgt at få børn, og nu, hvor jeg var gået på efterløn, mærkede jeg for første gang i vores snart 25 år lange ægteskab et tomrum, som kun voksede sig større og større.

Et altoverskyggende ønske

Problemet var bare, at Torben kategorisk nægtede at få hund. Faktisk havde vi talt om det så mange gange, at han nu også nægtede at diskutere det længere. Der var ikke noget at gøre. Men mit ønske var så altoverskyggende, at jeg efterhånden legede med tanken om at forlade Torben for at få det opfyldt.

Jeg rejste mig og begyndte at gå langs havnen i håb om at blive distraheret lidt. Et kort øjeblik overvejede jeg at stjæle en båd og bare sejle til Langtbortistan.

Jeg kiggede på bådene og læste deres navne. Det var noget, min mand og jeg tit gjorde, når vi gik tur hernede. Nogle af navnene var meget fantasifulde. ”Tykke Vera” hed en af dem, ”Nordstjernen” hed en anden. Jeg stoppede op ved båden, der var opkaldt efter den stjerne, jeg altid havde haft et særligt forhold til.

Nordstjernen var som en ledestjerne for mig, og faktisk havde jeg en lille bitte stjerne tatoveret på underarmen af samme grund.

Et bjæf lød fra båden, og ud på stævnen kom en corgi, af alle hunde, vandrende, som om den ejede det hele, som corgier jo gør. Efter den fulgte en mand og en kvinde, som hilste på mig.

Vi var jævnaldrende, og jeg var faktisk helt paf. Jeg havde en følelse af, at det lige så godt kunne have været mig og Torben. Vi havde jo også talt om at købe en båd, og en corgi var netop den hund, jeg drømte om.

De måtte have set, at jeg var lidt ramt, for de inviterede mig ind at sidde, og jeg kunne ikke andet end at følge med.

Bådhund og vagthund

De var fra Sverige, og heldigvis er mit svenske ganske hæderligt. Da jeg først fik givet deres hund, Kalle, et par godbidder, lagde han sig i sin kurv og fulgte nysgerrigt med. Og så serverede de en kold folköl for mig.

De spurgte, om jeg var okay. Og fordi jeg sad på Nordstjernen, min ledestjerne, besluttede jeg mig for at være helt ærlig omkring mine tanker.

– Det er pudsigt, sagde kvinden.

– For hos os forholdt det sig nøjagtigt ligesådan. Jeg ville frygteligt gerne have en hund, men Stefan ville ikke.

Hun smilede til sin mand.

– Ja, det er sandt. Men en dag forstod jeg, hvor vigtigt det var for min hustru. Så vi lavede den aftale, at Kalle er hendes hund og hendes ansvar, også økonomisk. Jeg aflaster gerne med nogle gåture, hvis Lulu er forhindret, og jeg må sige, at jeg er glad for, vi gjorde det. Det er så mysigt med en bådhund, og så er han jo en farlig vagthund.

Vi lo alle sammen, og Kalle logrede.

Jeg takkede for øllen og ikke mindst for snakken.

– Har du og din mand lyst til at komme og spise aftensmad senere? Vi har nye kartofler og friskfanget fisk. Vi sejler først videre på mandag.

Selvfølgelig takkede jeg ja, og da jeg forlod havnen, var jeg i et helt andet humør. Der var en ungdommelig, boblende glæde i mig, og jeg tog endda et par gadedrengehop.

Torbens bekymrede mine skiftede til forbavselse, da han så mig.

– Sikke du stråler, sagde han.

– Ja, jeg var helt ærligt ulykkelig, da jeg gik herfra. Jeg tog ned på havnen og mødte de sødeste svenskere. De har inviteret på aftensmad. Nye kartofler og friskfanget fisk.

Min mand var frisk på idéen, og i al min glæde glemte jeg de tumlerier, der havde fyldt hos mig.

Da Torben stod og strøg sin skjorte, kunne jeg ikke lade være med at gå hen og kramme ham bagfra og fortælle, hvor højt jeg elskede ham. Han knejsede lidt, vendte sig om og krammede mig.

– Jeg elsker også dig, sagde han så.

– Jeg er så taknemmelig over at dele mit liv med dig.

Da vi hånd i hånd nærmede os ”Nord-stjernen”, sad Kalle og ventede på os med tungen ud af munden, og det lignede unægteligt, at han smilte. Jeg kunne ikke undgå at mærke Torben stivne lidt ved synet af hunden, så jeg klemte straks blidt om hans hånd, inden Lulu og Stefan kom ud til os og Kalle.

Drømmen om båd og hund

Inde ved bordet var der dækket fint op.

– Hvor er her hyggeligt, sagde Torben og kiggede sig omkring.

Så kiggede han på mig og sagde: – Det er jo lige det, vi går og drømmer om.

Jeg kunne ikke svare ham på grund af den klump, jeg havde i halsen, og jeg måtte rømme mig et par gange, før jeg gav ham ret.

Så kiggede han på Kalle i kurven, før han kiggede på mig igen.

– Og der er det, du også drømmer om, tilføjede han så.

– Ja, svarede jeg igen. – Det har været en livslang drøm.

– Jeg bliver nødt til at gå i tænkeboks, sagde han så.

– Godt, svarede jeg, mens jeg mærkede en trang til at juble.

Opfyldelsen af min drøm havde aldrig været tættere på, men det samme var mit dilemma. Drømmen om en båd og en hund ville kun være halvt opfyldt, hvis ikke Torben var med i den.

Det fulde ansvar

Jeg parkerede tankerne og dilemmaet for en stund, men da det endelig blev tid til at passe min nabos Chico, fortalte jeg Torben om mine tanker. At jeg ikke kunne forestille mig et liv uden ham, men at mit drømmeliv både inkluderede ham, en båd og en hund.

Samtidig fortalte jeg ham, at jeg ville flytte over til min nabo, mens jeg passede Chico, og at han på den måde kunne få et par dage til at overveje det i.

Der var dog én ting, jeg ikke valgte at dele med ham, nemlig at jeg havde overvejet at forlade ham. Han skulle selv mærke efter og tage en beslutning uden først at være blevet truet med en skilsmise.

Vi blev enige om at mødes hver aften og spise aftensmad sammen og gå en tur med Chico. Efter den sidste gåtur stoppede han op, tog mig kærligt om skuldrene og kiggede mig i øjnene.

– HVIS du påtager dig det fulde ansv …

– JA JA JA, afbrød jeg ham. – Undskyld, jeg kom til at afbryde, smilte jeg.

– Hvis du virkelig så gerne vil have en hund og virkelig er villig til at påtage dig det fulde ansvar, så ok. Men det er dit projekt, din hund og dit ansvar.

Det føltes som et mirakel, det gjorde det virkelig.

Drømmen gik i opfyldelse

Samme aften ringede vi til opdrætteren i Viborg, og allerede dagen efter besøgte vi dem. Der var det rene inferno af hundehvalpe i den lille hundegård. Og så meget glæde. Jeg har sjældent set så mange små, logrende haler samlet på et sted.

En af hvalpene var særligt interesseret i at undersøge Torbens bukseben med sine små, spidse tænder. Jeg kunne se på Torben, at han var lige ved at fortryde, men ikke mere end at han tog den op og kiggede den i øjnene. Den holdt op med at sprælle, og det var tydeligt, at de to havde en forbindelse.

– Har du fundet den, du gerne vil have? spurgte han mig

– Ja, jeg tror, det skal være den der, sagde jeg og nikkede mod hvalpen i hans arme.

Han gav den til mig med en bemærkning om, at det jo var min hund, så jeg skulle altså vælge den, jeg helst ville have. Jeg kiggede hvalpen i øjnene og mærkede samme forbindelse, som jeg havde set hos de to. Det var, som om vi gav hinanden et løfte, hvalpen og jeg: At vi ville passe godt på Torben.

Og nu har vi altså en hvalp på flere måneder. Det er mærkeligt, for den er både en hvalp og en gammel sjæl på samme tid. Der er masser af arbejde i at have en hvalp, men den glæde, som den kvitterer med, gør det det hele værd. Han hedder Anker, og selv om Anker ER min hund og mit ansvar, så har den stjålet begge vores hjerter og samtidig mindsket min angst gevaldigt.