Jeg skulle vælge mellem min mand og drømmen om en hund - del 1:2

Hele mit liv har jeg ønsket mig en hund. Der er bare noget ved hundes glade væsen, logrende hale og ubetingede kærlighed, som går lige i hjertet på mig.

Desværre har mit brændende ønske om en hund været kilde til en årelang uenighed mellem min elskede mand, Torben, og mig.

Vores nabo har hund, og hun har tit inviteret mig ind til kaffe og pelsterapi, hvor jeg i timevis har siddet med hendes hund i mit skød. I mange, mange år har jeg kæmpet med angstproblematikker, men sammen med en hund er det, som om jeg glemmer angsten for en stund.

Det er helt saliggørende for mig, og jeg forstår godt, at min søde nabo kalder det for pelsterapi, når hun inviterer mig over på kaffe, og jeg får nusset hendes hund. Jeg kan blive helt opslugt af at kigge i dens milde øjne og klø den lige der, hvor den synes, det er allerbedst.

Den evige diskussion

Derfor har det været en sorg for mig, at min mand så kategorisk afviser, at vi skal have hund. Normalt er han meget fleksibel og en kæmpe støtte, men lige på det punkt vil han ikke give sig.

Sidst, vi havde en samtale om det, blev han decideret sur, og det kan også godt være, jeg gik for langt i mit forsøg på at overtale ham.

– Skal vi nu til at synge den gamle sang igen, Anne? spurgte han træt.

Jeg kiggede på ham og kunne ikke lade være med at sætte en hånd på hoften.

– Ja, åbenbart, sagde jeg og tilføjede:

– Jeg kan ikke forstå, at du ikke forstår, hvor meget det vil betyde for mig

– Og jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skal gentage mig selv 117 gange. Jeg vil ikke have en hund! Jeg har aldrig ønsket mig en hund. De lugter, de er opmærksomhedskrævende, og de er beskidte. Du ved jo godt, jeg blev bidt som barn. Der svor jeg, at jeg aldrig skulle tæt på en hund igen, og jeg gider ikke have flere af de her samtaler. Jeg giver mig ikke, og jeg kommer aldrig til at ændre mening.

Og så gik han ud af køkkenet og ud ad bagdøren, som han smækkede efter sig. Det plejer han ellers aldrig at gøre. Jeg gik hen til køkkenvinduet og så ham gå ud i sit værksted.

Det var hans domæne, og vi havde en aftale om, at når han gik ind i værkstedet, skulle han være i fred. Medmindre der enten var tale om et nødstilfælde eller spisetid.

Skilsmisse eller ej

Nu kunne jeg mærke, hvor ked af det jeg var. Både over at være kommet til at presse ham for meget og over udsigten til aldrig at få en hund, en ny bedste ven.

Et øjeblik overvejede jeg endda at forlade min mand, men han betyder så meget for mig, og jeg har svært ved at forestille mig et liv uden ham. Det er faktisk Torben, der er min bedste ven. Måske var han ubevidst bange for at blive nedprioriteret, hvis jeg fik en hund?

Selvfølgelig ville jeg blive i mit ægteskab. Vi havde et dejligt liv sammen i vores drømmehus, og vi delte et fælles livssyn. Fra begyndelsen af vores forhold var vi helt enige om, at vi ikke skulle have børn, men at vi gerne ville bo i hus.

For nylig var vi blevet enige om at købe en båd og have den liggende i den lokale havn og sejle rundt i det dejlige danske øhav. Økonomien var til det.

Pludselig mærkede jeg tårer bryde frem og trille ned ad kinderne. Jeg kunne lige se os have en hund med på båden. Måske en lille corgi som min nabos. De har så søde rumper, og racen fylder ikke så meget, så den ville sagtens kunne være på båden.

Jeg fandt min telefon frem og søgte som så ofte før efter corgi-opdrættere. Der var et nyt kuld i nærheden af Viborg. Det var lidt langt at køre, men ikke umuligt. Mine tårer var stilnet, mens jeg blev distraheret af at kigge på corgierne.

Samtidig ringede min nabo og inviterede mig over på kaffe og pelsterapi. Invitationen var som sendt fra himlen. Jeg gik ud ad bagdøren, forbi min mands værksted og over til min nabo.

Pelsterapi

Hendes hund, Chico, stod og tog logrende imod mig ved lågen. Min nabo kunne med det samme se, at jeg havde grædt.

– Kom du herhen og sæt dig, Anne. Jeg har gjort klar til dig.

Jeg satte mig på gulvet på den bløde, tykke pude, som hun vidste, jeg foretrak. Et krus dampende, sort kaffe stod ved siden af på en lille taburet. Jeg nåede knap at sætte mig, før Chico kom hen og kravlede op på skødet af mig.

– Fortæl mig, hvad der tynger dig, sagde min nabo.

Jeg knugede Chico ind til mig og kom til at græde igen. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Chico slikkede mig på hagen, og så begyndte han at slikke mig i ansigtet, tydeligvis for at slikke tårerne væk.

Det kildede, og jeg kom til at grine og græde på samme tid, før jeg blidt skubbede hans hoved væk og tørrede mig i ansigtet med mit ærme.

– Så, Chico, så er det nok, sagde jeg.

I stedet vendte han sig om på ryggen for at blive nusset på maven. Chico er en typisk corgi. En bestemt, men meget kærlig, lille herre. Det havde taget lang tid at charmere mig ind på ham. Jeg tror, jeg måtte bejle til ham i ni måneder, før han endelig overgav sig. Men så overgav han sig til gengæld også 100 procent.

Jeg fortalte min nabo om årsagen til mine tårer. Hun kendte problematikken, for hun havde lagt ører til det før.

– Jeg ved godt, det ikke kun er, fordi Torben er blevet bidt en gang. Det er også, fordi de havde en hund, da han var barn. En hund, som var hans bedste ven og fortrolige. Han har fortalt mig, at han kunne hviske alt i dens ører, både når han ved ked af det, og når han var rigtig glad. Det knuste hans hjerte, da de måtte aflive den. Torben var 10 år gammel og hunden 13, så han havde haft den hele sit liv.

– Jeg forstår godt din frustration, sagde min nabo

– Ja, det er næsten en sorg indeni. Jeg har altid sådan ønsket mig en hund. Først var det mine forældre, som afviste det. De syntes, der var for meget arbejde forbundet med en hund.

Tomrummet uden hund og børn

Videre fortalte jeg min nabo, hvordan årene som ung studerende med deltidsjob ved siden af ikke efterlod tilstrækkelig med tid til at give en hund den opmærksom, den behøver.

Det ville have været synd at anskaffe sig en hund, som skulle være alene i en lejlighed 10 timer om dagen. Men nu var jeg gået på efterløn, og Torben arbejdede så meget hjemme. Og jeg kunne faktisk mærke det tomrum, livet uden børn førte med sig.

– En hund kunne sikkert udfylde det og bringe fornyet glæde ind i vores hverdag. Og jeg har på fornemmelsen, at hvis bare han fik en sød hvalp i skødet, vores helt egen hvalp, så … så ville hans hjerte måske smelte, og han vil ikke kunne undgå at overgive sig.

– Anne, der er selvfølgelig en mulighed, som måske ikke er helt fin i kanten, begyndte min nabo.

Jeg tøvede lidt, før jeg spurgte, hvilken mulighed det var.

Nu tøvede min nabo også. Så lænede hun sig lidt frem, selv om der kun var hende, mig og Chico i stuen.

– Du kan jo altid købe en hvalp og overraske Torben. Pak den ind i en papkasse med lufthuller og en stor sløjfe rundt om.

– Ej, det tror jeg ikke, jeg kan tillade mig.

– Har I ikke sølvbryllup til september? Det er da en oplagt anledning. Men hør her, jeg skal faktisk på kroophold om et par uger, og så kan du bo hos mig og passe Chico. Så kan du i den anledning give Torben en tænkepause og stille ham et ultimatum. At enten får I en hund, eller også forlader du ham.

Jeg gjorde status

Da jeg gik ud af min nabos havelåge og ind ad vores egen, var mit hoved fyldt med tusind tanker, som myldrede rundt. Værkstedsdøren gik op, og Torben kom imod mig med et smil. Han var blevet god igen, men det var jeg ikke. Mit indre var i oprør.

– Anne?

Han prøvede at få kontakt til mig og lagde an til et knus, men jeg kunne ikke have det lige nu. Jeg fortalte ham, at jeg måtte ud og få noget frisk luft, og at jeg havde noget at tænke over.

Så jeg gik ned i havnen og satte mig på en sten på molen. I mit indre forsøgte jeg at lave en status over vores liv sammen indtil nu. Det havde været et lykkeligt ægteskab, det havde det virkelig.

Skulle jeg forlade min elskede mand og vores liv sammen for til gengæld at få opfyldt min livslange drøm om en hund?

Eller skulle jeg tage chancen, købe en hvalp og overraske ham til vores sølvbryllup i håbet om, at han ville tilgive mig?

Eller skulle jeg i virkeligheden helt opgive drømmen om en hund?

Fortsættes i næste uge...