En læser fortæller: Mine dyr gav mig livsmodet tilbage

Jeg var 17 år gammel, da jeg for alvor blev bevidst om, at der var noget galt med mig. Jeg var så fyldt med tvangshandlinger, at jeg knap nok kunne få hverdagen til at fungere.

Før den tid havde jeg perioder, hvor jeg pludselig var nødt til at gøre forskellige ting i en bestemt rækkefølge. Hvis jeg ikke gjorde det, så … Jeg forestillede mig, at alt muligt forfærdeligt kunne ske. Jeg blev så glad og lettet, når tankerne endelig forsvandt.

Da den dag kom, hvor de ikke forsvandt igen, blev mit liv tungt og besværligt. Når jeg gik i bad, var jeg nødt til at gøre tingene i en bestemt rækkefølge. Vaske mit hår og min krop på en ganske særlig måde, og hvis jeg tørrede håret, før jeg havde smurt kroppen ind i creme, ville der ske noget forfærdeligt. Det lyder nok mærkeligt for dem, der ikke kender til det at have tvangstanker, men det blev en psykisk belastning at gå i bad.

Der var mange andre ting, jeg skulle gøre. For eksempel skulle og skal mit vasketøj hænges ud på en helt bestemt måde, hvis jeg eller dem, der står mig nær, ikke skal udsættes for en ulykke.

Læs også: En læser fortæller: Kunne jeg vinde Sallys tillid?

Da jeg mødte min forlovede, Casper, skjulte jeg i begyndelsen, hvordan jeg havde det, men tro mig, sådan noget er svært at skjule, og på et tidspunkt blev jeg også nødt til at betro mig til ham.

Casper vendte sig ikke fra mig. I stedet blev han i årene frem mit faste holdepunkt i livet. Jeg gik til psykolog, men det var ikke nogen god oplevelse. Jeg var også i gang med at tage en HF, men måtte opgive. Jeg fungerede alt for dårligt, når der var mange mennesker omkring mig.

Jeg var derefter sygemeldt i to år. I den periode begyndte jeg hos en psykiater, som hurtigt konstaterede, at jeg har OCD, hvilket jeg ikke selv var i tvivl om. Jeg fik medicin mod sygdommen, og det hjalp mig, men jeg kunne alligevel ikke fungere som et helt almindeligt menneske. Mit liv var stadig forbundet med mange tvangshandlinger.

Jeg er og har altid været en stor dyreven. Der var derfor ingen tvivl om, at Casper og jeg skulle have dyr, da vi flyttede sammen.

Det blev til to katte, Simba og Nala, og en hund, Fox.

Læs også: Vilde dyr fik Frederik over på livets solside

Vores dyr har fra begyndelsen haft en ganske særlig evne til at gøre mig glad. De kan på de mest uventede tidspunkter få mit humør til at stige nogle grader. Jeg husker særligt en dag, da Casper og jeg havde været ude at handle i et stort center. Mens vi gik der, fik jeg det dårligere og dårligere. De mange mennesker skræmte mig. Jeg havde lyst til at løbe langt væk og bare skjule mig for alle de blikke, der ramte mig som nålestik. Sveden sprang frem, og jeg havde svært ved at trække vejret.

Endelig var det overstået. Da Casper og jeg kørte hjem, rystede benene rystede under mig, og jeg var vildt stresset.

Så kom jeg ind i stuen. Nala lå i sofaen og sov sødt. En pude var faldet ned over hende, så kun et par ben og ørerne stak frem. Synet var så komisk, at jeg midt i mit skælvende helvede begyndte at grine. Jeg glemte helt, hvor ubehageligt jeg netop havde haft det. Jeg var hjemme i min trygge hule, og der lå Nala og så både skøn og morsom ud. Det føltes næsten, som om hun havde gjort det med vilje bare for at gøre mig glad.

Casper grinede også.

– Jeg er så glad for, at vi har vores tre venner her, sagde han. – Så er du heller aldrig alene, når jeg er på arbejde.

Casper og dyrene gav mig livsmodet tilbage, og selv om jeg stadig ikke fungerede godt blandt mange mennesker, begyndte jeg igen at læse HF. Denne gang som fjernundervisning, for det betød, at jeg kunne studere uden at være omgivet af mennesker.

Det passede mig godt, for jeg ville gerne noget med mit liv. Jeg var dog stadig var meget alene – og så alligevel ikke. Jeg havde jo mine dyr.

Hvis vi kun havde haft vores to katte, ville det have været alt for nemt at mure sig inde, men med en hund er det noget helt andet – en hund kræver at blive luftet.

Læs også: Anny er gået i hundene

De første gange, jeg gik med Fox, sneg jeg mig nærmest af sted. Blikket var rettet mod jorden, og jeg skulle helst have det overstået i en fart.

Casper og jeg talte tidligere ikke rigtig med nogen her, hvor vi bor. Men det gør jeg nu. Fox har betydet, at jeg er kommet til at tale med andre hundemennesker, og hans bekendtskab med en anden hund har medført, at Casper og jeg har fået nogle gode venner.

Det giver mig meget mere, end nogen kan forestille sig, men jeg er jo stadig syg. Uden Fox kunne jeg ikke drømme om at gå en tur. Uden Fox føler jeg mig underlig, meget lidt pæn og dårlig til alt, hvad jeg forsøger at lave.

I dagligdagen går det op og ned. De dage, hvor jeg kun lige formår at smutte en hurtig tur med Fox, er de værste, men jeg gør det alligevel.

Det sker, at jeg bagefter har det rigtig dårligt. Når jeg efter gåturen igen hopper i mit nattøj og trasker rundt med håret i vild uorden, så føler jeg mig i den grad som et menneske, der er sat ud på et sidespor, men så går det pludselig op for mig, at de to katte og Fox er fuldstændig ligeglade med, hvordan jeg ser ud. For dem er jeg nærmest verdens centrum. For dem er jeg ikke en sær kvinde, jeg er Heidi, deres Heidi, og de elsker mig uanset hvad. De er afhængige af, at jeg giver dem mad, at jeg pusler om dem og på det punkt svigter jeg ikke. Mine dyr er mit ansvar, og de giver mig så uendelig meget tilbage.

Læs også: Min hest har givet mig livet tilbage

Er der en fremtid for sådan en som mig?

Før i tiden troede jeg ikke på det, men nu er jeg fyldt med håb. Jeg skal sandsynligvis være på medicin hele livet. Sertralin hedder det, men det kan jeg sagtens leve med, for her ved min side har jeg en dejlig kæreste, og sammen har vi to katte og en hund.

Det kan godt være, at jeg nogle gange går i panik, når jeg skal have min mor og mine to søstre og min dejlige oldemor på besøg, i hvert fald hvis jeg også har mange lektier. Så bliver jeg ked af det, men jeg kommer op i lyset igen, for mine nærmeste elsker mig og støtter mig, og dyrene er der også. Kattene snor sig rundt om mit ben og fortæller mig, at de holder af mig, men at jeg da også godt må fylde lidt mad i deres skåle. Fox sidder også og holder øje med, om det hele går rigtigt til, og hvis jeg så meget som kigger på hunden, bliver den straks et logrende bundt af kærlighed og livsglæde. Så er det, jeg selv får livsmodet tilbage. Jeg drømmer igen om en god fremtid, der trods min OCD bare ligger der og venter på mig.

Når jeg bliver færdig med HF, har jeg en drøm om at læse jura, og samtidig drømmer jeg om at åbne en web­shop med dyreartikler.

Jeg har stadig tvangstanker og tvangshandlinger, men jeg arbejder med det, og selv om jeg skal gøre det hele livet, så ved jeg, at jeg nok skal klare det. Jeg er Heidi. Jeg er mig, og på den måde, som jeg bliver elsket af mine dyr, ønsker jeg ikke at være en anden.